Statsrevisorernes Sekretariat
Christiansborg
1240 København K
Sagsnr.: 14486
Ministerredegørelse vedr. beretning 5/2008 om fiskerikontrollen og
miljøovervågningen i Østersøen
Statsrevisorerne har den 4. februar 2009 bedt mig om en redegørelse for de
foranstaltninger og overvejelser, som Statsrevisorernes beretning (05/2008) om
fiskerikontrollen og miljøovervågningen i Østersøen giver anledning til. Beretningen
vedrører perioden 2004-2007.
Beretningens behandling af fiskerikontrollen og miljøovervågningen er meget relevant
for det videre arbejde med at gennemføre og tilrettelægge en mere effektiv
fiskerikontrol mellem landene omkring Østersøen.
Jeg har noteret mig, at Statsrevisorerne konstaterer, at fiskerikontrollen i Danmark er
tilrettelagt efter reglerne, men at gennemførelsen kunne være bedre. Statsrevisorerne
peger i den forbindelse på udnyttelsen af fiskerikontrolskibene, en manglende
regeloverholdelse for en betydelig del af de kontrollerede fartøjer samt udvikling af
kontrolstrategi og systemer til understøttelse af kontrolstrategien.
Med hensyn til udvikling af strategi og systemer kan jeg oplyse, at Fiskeridirektoratet
siden 2007 har tilrettelagt kontrolarbejdet med udgangspunkt i risikobaserede
kontrolstrategier, hvor systemunderstøttelse udgør en væsentlig parameter for det
samlede kontrolarbejde. Der pågår fortsat et arbejde i direktoratet med at tilrette og
videreudvikle systemer, der således kan medvirke til at understøtte kontrolopgaven,
men det er min opfattelse, at direktoratet er rigtig godt på vej.
For så vidt angår Statsrevisorernes bemærkning om, at fiskerikontrolskibene anvender
en mindre del af tiden på fiskerikontrol, selvom det er skibenes hovedopgave, kan jeg
oplyse, at udover vejrforhold samt de bindinger, der gives af arbejdstidsregler og
mulighederne for at bemande skibene, er den klart væsentligste del af standby tiden
knyttet til skibenes deltagelse i det danske søredningsberedskab. Tre af direktoratets i alt
fire skibe skal således være klar til indsats med kort varsel dækkende 24 timer i 950
driftsdøgn om året.
Det er mit indtryk, at Danmark fint kan måle sig ved EU's sammenligning mellem
landene, men jeg tager til efterretning, at Statsrevisorerne påpeger, at en betydelig del af
de kontrollerede fartøjer ikke lever op til EU’s
regler eller de supplerende danske regler.
Der er fortsat god brug for Fiskeridirektoratets indsats, både i form af kontrol i havne og
til søs. I den forbindelse er jeg opmærksom på, at direktoratet fortsat udvikler værktøjer
til at understøtte den fysiske kontrol ved øget krydskontrol og generel system-
understøttelse af kontrolarbejdet i øvrigt.
Jeg er helt på linje med Statsrevisorernes betragtninger om vigtigheden af, at der
etableres et bedre samarbejde og en mere effektiv fiskerikontrol i landene omkring
Østersøen. Dette er noget, som vi i Fødevareministeriet allerede arbejder målrettet på at