Finansudvalget 2008-09
SB 2 6
Offentligt
750000_0001.png
Statsrevisorernes Sekretariat
Christiansborg
1240 København K
Den 18. februar 2009
Sagsnr.:12439
Ministerredegørelse i beretning 2/2008 om styring af statslige
digitaliseringsprojekter
Statsrevisorerne har den 19. december bedt mig om en redegørelse for de
foranstaltninger og overvejelser, som statsrevisorernes beretning (02/2008) om styring af
statslige digitaliseringsprojekter giver anledning til.
Jeg finder, at beretningens behandling af statslige digitaliseringsprojekter er meget
relevant for den videre udvikling af digitaliseringen i staten. Statslige
digitaliseringsprojekter er ofte af en betydelig størrelse, der bevirker, at det er en
udfordring for en institution at gennemføre projekterne, hvilket skærper kravene til
ledelsen. Der er således behov for, at projektets beslutningsgrundlag er velfunderet, og at
projektstyringen for hele forløbet er tilfredsstillende.
Statsrevisorerne skriver, at beslutningsgrundlaget for digitaliseringsprojekterne i flere
tilfælde ikke er fyldestgørende, og at styringen af projekterne ikke i alle tilfælde lever op
til begrebet om god projektstyring, og at de opstillede projektmål ikke er tilstrækkelig
klare. Statsrevisorerne vurderer, at der er rum for forbedring i styringen og
implementeringen af de statslige institutionernes digitaliseringsprojekter.
Beretningen indeholder en samlet vurdering af beslutningsgrundlag, projektstyring og
effektvurdering af 5 statslige digitaliserings projekter. Fødevareministeriets CAP IT
projekt er betydelig større og mere kompliceret end de andre projekter i undersøgelsen.
Det er efter min vurdering mindre hensigtsmæssigt, at beretningens konklusioner ikke
afspejler beretningens analyse af de enkelte IT-projekter på de undersøgte områder. I
stedet skæres alle IT-projekterne over en kam uanset størrelse, færdiggørelsesgrad og
kompleksitet. Undersøgelsen fokuserer hovedsagligt på kritiske aspekter, og har en
tendens til at overse de positive virkninger og erfaringer.
For så vidt angår beslutningsgrundlaget, så viser Rigsrevisionens undersøgelse, at de
undersøgte forhold er fundet i orden for CAP IT projektet. Rigsrevisionen kritiserer dog
visse aspekter af projektstyringen. Kritikken går på manglende præcision i definitionen
af mål, milemæle og efterlevelse af den løbende monitering og afrapportering.
Kritikpunkterne forholder sig ikke til projektets størrelse og den ledelsesmæssige fokus,
som CAP IT projektet har haft selv om de er centrale for at kunne levere en færdig
løsning, der virker.
Det er min vurdering, at FødevareErhverv i et meget stort omfang følger anbefalingerne
om god projektstyring som fx Finansministeriet og Videnskabsministeriet er kommet
med. Fødevareministeriet har i den forbindelse investeret store beløb i uddannelse af
projektledere, etableret projektstyringsværktøjer bl.a. Prince 2, IT-styringshåndbøger
Statsrevisorerne beretning SB2/2008 - Bilag 6: Fødevareministerens redegørelse af 18. februar 2009
mv. Der er endvidere indkøbt professionel assistance, når det har været nødvendigt. Alt i
alt har ministeriet gjort en betydelig indsats på området.
I relation til effektopgørelser, vil CAP IT projektet blive vurderet efter de opstillede
succeskriterier, når projektet er sat i drift. Der vil blandt andet blive taget udgangspunkt i
beslutningsgrundlaget for CAP IT projektet, hvor der er redegjort for, at projektet skal
medvirke til en mere effektiv drift. Der foreligger også en aftale mellem
Fødevareministeriet og Finansministeriet om, at der skal gennemføres en budgetanalyse
på baggrund af projektet.
Sammenfattende finder jeg, at Rigsrevisionens beretning samlet set peger på en
tilfredsstillende håndtering af CAP IT projektet i FødevareErhverv, på trods af de
anførte kritikpunkter. Erfaringerne fra projektet vil i øvrigt bidrage til, at både
FødevareErhverv og Fødevareministeriet som koncern får et betydeligt og mere solidt
erfaringsgrundlag at bygge videre på i den fortsatte udvikling af digitaliseringen i
Fødevareministeriet.
Afslutningsvis vil jeg bemærke, at FødevareErhverv aktuelt har konstateret, at projektet
yderligere er 2-4 måneder forsinket som følge af, at leverandøren ikke har været i stand
til at levere projektet som aftalt til den 17. februar 2009.
Eva Kjer Hansen
/Jette Petersen
2