Grønlandsudvalget 2025-26
L 15 Bilag 2
Offentligt
30-07-2025
EM 2025/20
Hermed fremsætter Naalakkersuisut følgende beslutningsforslag i henhold til § 33, i
Forretningsorden for Inatsisartut.
Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Grønlands Selvstyre tilslutter sig forslag til Lov
om undtagelse fra regulering på Erhvervsministeriets ressort for internationale
finansielle institutioner med virke i Grønland
(Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter)
Begrundelse
Naalakkersuisut har haft drøftelser med den Europæiske Investeringsbank (EIB) om indgåelse
af en rammeaftale, hvilket er en forudsætning for, at EIB kan deltage i projekter i Grønland.
Den konkrete anledning til drøftelserne har især været begrundet i den påtænkte udvidelse af
vandkraftforsyningen.
EIB er den Europæiske Unions investeringsbank. EIB er aktiv i omkring 140 lande og
investerer i en stor række af forskellige projekter, herunder indenfor vedvarende energi, grøn
omstilling, klima, infrastruktur og udviklingen af små og mellemstore virksomheder.
Erhvervsministeriet i Danmark vurderer, at indgåelse af en rammeaftale med EIB forudsætter
undtagelser fra gældende ret på områder, som ikke i dag er overtaget af Grønland. Det drejer
sig eksempelvis om reguleringen af finansiel virksomhed, der indeholder regler om tilladelse
til udlånsvirksomhed og om tilsyn med banker og finansielle institutioner. Det omfatter også
andre regelsæt, herunder om valuta og pengemarkeder.
EIB er, for så vidt angår deres aktiviteter i Danmark, undtaget fra disse regler direkte som
følge af EU traktaten og tilknyttede retsakter. Disse EU-retlige regler finder dog ikke
anvendelse i Grønland, da Grønland ikke er medlem af EU.
Lovforslaget har til formål at bemyndige Erhvervsministeren til efter aftale med
Naalakkersuisut, at undtage internationale finansielle institutioner fra regler på områder, som
ikke er overtaget af Grønland. Bemyndigelsen omfatter både gældende regler, og de regler,
som i fremtiden måtte blive vedtaget indenfor Erhvervsministerens ressort.
Den konkrete anledning til lovforslaget er et ønske om at gøre det muligt for Grønland og EIB
at indgå en rammeaftale. Bemyndigelsen omfatter også andre internationale finansielle
institutioner, som Grønland måtte have ønske om at indgå aftaler med. Lovforslaget omfatter
dog kun internationale finansielle institutioner, som Danmark selv er medlem af.
Naalakkersuisut indstiller, at Inatsisartut tilslutter sig lovforslaget. Naalakkersuisut lægger i
den forbindelse vægt på, at lovforslaget fjerner de lovmæssige hindringer for, at
forhandlingerne mellem EIB og Naalakkersuisut kan afsluttes med en underskrevet
rammeaftale. Om der i sidste ende ønskes indgået en rammeaftale er dernæst op til
Naalakkersuisut og EIB.
______________________
EM 2025/20
AN – Sags nr.: 2024 - 8255
1
L 15 - 2025-26 - Bilag 2: Dokumenter fra Inatsisartuts behandling af lovforslaget
Forslaget giver desuden mulighed for, at der i fremtiden kan indgås samarbejder med andre
internationale finansielle institutioner i det omfang, det vurderes til gavn for Grønlands
interesser.
Forslaget er således også i tråd med målsætningen fra Naalakkersuisut om at indgå i et tættere
samarbejde med Den Europæiske Union, og med andre internationale parter med henblik på
at forbedre mulighederne for at tiltrække investeringer her til landet. Rammeaftaler med
internationale finansielle institutioner kan bidrage til at fremme udenlandske investeringer i
Grønland.
Naalakkersuisut anser det som væsentligt, at der skabes mulighed for at EIB kan indgå i en
finansiering af vandkraftudvidelsen, da dette kan være gavnligt for at opnå den samlede set
mest gunstige finansiering af projektet. Det gør sig gældende uanset om EIB i sidste ende
deltager i medfinansieringen af projektet eller ej.
Med henblik på at kunne følge tidsplanen for vandkraftudvidelsen, har Naalakkersuisut
anmodet Formandskabet for Inatsisartut om, at beslutningsforslaget optages til behandling
tidligt på efterårssamlingen og at beslutningsforslaget underkastes en hurtig behandling i
Inatsisartut. Naalakkersuisut takker formandskabet for at have imødekommet dette.
Økonomiske konsekvenser for Selvstyret
Forslaget har ikke i sig selv ikke økonomiske konsekvenser for selvstyret.
Lovforslaget er en forudsætning for at der kan indgås en rammeaftale med EIB og andre
internationale finansielle institutioner. En øget adgang til finansiering fra internationale
finansielle institutioner, såsom EIB, kan være til gavn for Grønland i form af et større udbud
af finansieringsmuligheder og lavere finansieringsudgifter.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Forslaget forventes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.
Høring
Lovforslaget og Inatsisartutbeslutningsforslaget har været sendt til høringsparterne fra den 10.
juni til 4. juli 2025. Materialet har desuden været på høringsportalen.
SIK, SISA, Grønlandsbanken og Grønlands Erhverv havde ingen bemærkninger til høringen.
Departementet for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling havde en
bemærkning til lovforslagets rækkevidde for så vidt angår selskabs-, revisions- og
regnskabslovgivningen. Bemærkningen er efter en konsultation ikke indarbejdet i
lovforslaget. Departementet havde desuden andre bemærkninger af teknisk karakter, som i
relevant omfang er indarbejdet i beslutningsforslaget.
Bilag
1.
Forslag til Lov om undtagelse fra regulering på Erhvervsministeriets ressort for
internationale finansielle institutioner med virke i Grønland