Udenrigsudvalget 2025-26
URU Alm.del Bilag 5
Offentligt
3080088_0001.png
Medlemmerne af Folketingets Udenrigsudvalg
Wilders Plads 8K
1403 København K
Telefon 3269 8888
Mobil 91325642
[email protected]
menneskeret.dk
6. oktober 2025
Verden, som vi kender den, er i opbrud.
Vi befinder os midt i en geopolitisk skrøbelig tid, med en dalende tillid til den
regelbaserede internationale retsorden. Med krig i Europa, med stadig flere
autokratier, der ser dagens lys på bekostning af de liberale demokratier, og med
falmende respekt for de grundlæggende menneskerettigheder, der siden Anden
Verdenskrig har bidraget til at sikre fred og stabilitet
også her i Europa.
Netop denne udvikling står i centrum af Institut for Menneskerettigheders
årsrapport for det internationale arbejde i 2024. Rapporten giver et indblik i vores
indsats for at fremme og beskytte menneskerettighederne globalt
i samarbejde
med partnere, institutioner og civilsamfundsaktører i en række lande.
Årsrapporten dokumenterer, hvordan vi som Danmarks nationale
menneskerettighedsinstitution
oprettet af Folketinget med både et nationalt og
internationalt mandat
arbejder for at styrke menneskerettighederne.
Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at udtrykke en dyb bekymring over den
globale udvikling.
Respekten for menneskerettighederne og den internationale retsorden er under
alvorligt pres. De mange verserende krige, ikke mindst i Gaza og Ukraine, har skabt
dyb splittelse i det internationale samfund og underminerer respekten for
grundlæggende folkeret og menneskeret.
Vi ser en stigende tendens til, at folkeretten behandles
som et ”tag
selv-bord”,
hvor
kun de forpligtelser, der er til egen fordel, håndhæves. At folkeretlige regler
anvendes selektivt, så nogle stater kritiseres, mens andre staters tilsvarende
overtrædelser forbliver upåtalte. FN
som blev skabt for at sikre fred og
menneskerettigheder
befinder sig i en eksistentiel krise og må skære drastisk ned,
også på menneskerettighedsområdet, netop i en tid hvor behovet for multilateralt
samarbejde er større end nogensinde.
URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 5: International årsrapport 2024 - Menneskerettighederne under pres, fra Institut for Menneskerettigheder
Derfor er den danske regering og Folketingets fortsatte støtte til det internationale
arbejde med at beskytte og fremme menneskerettigheder ekstra vigtig netop nu.
Som formand for EU og medlem af FN’s Sikkerhedsråd har Danmark netop nu en
unik mulighed for at værne om den internationale retsorden, det multilaterale
system og menneskerettighederne.
Det er derfor afgørende, at regeringen og Folketinget:
Arbejder aktivt for at modvirke den erodering af den internationale
retsorden, som vi nu ser konturerne af.
Fastholder en konsistent og ikke-selektiv fortolkning og anvendelse af
folkeretten og menneskeretten.
Styrker og fortsat værner om det multilaterale samarbejde i FN.
Vi håber, du vil læse årsrapporten og de mange historier om, hvordan vi arbejder
med at gøre en konkret forskel ude i verden. Og vi står naturligvis til rådighed for
uddybning af rapportens indhold og de bekymringer, vi her har fremlagt.
Med venlig hilsen
Louise Holck
Direktør
Institut for Menneskerettigheder
Mette Thygesen
International chef
Institut for Menneskerettigheder
2