Udenrigsudvalget 2025-26
URU Alm.del Bilag 17
Offentligt
3085494_0001.png
Appendix A
Østgrønlands befolknings menneskeretlige stilling under Grønlands selvstyre
Indledning
I lyset af de aktuelle drøftelser om Grønlands fremtidige status i rigsfællesskabet og
spørgsmålet om suverænitet, har der været begrænset fokus på Østgrønlands
menneskeretlige og kulturelle særstilling.
Dette appendix belyser den menneskeretlige stilling for Østgrønlands befolkning – især i
områderne Ammassalik (Tasiilaq) og Ittoqqortoormiit – i forhold til den nuværende
grønlandske forvaltningsordning under Selvstyreloven af 2009.
Formålet er at vurdere, om Østgrønlands særskilte kulturelle og sproglige identitet er
tilstrækkeligt beskyttet i henhold til Danmarks internationale
menneskerettighedsforpligtelser, herunder FN’s konventioner og urfolksrettigheder.
Appendikset er udarbejdet som et selvstændigt juridisk notat, der kan læses uafhængigt af
hovedrapporten
“Nordøstgrønland – Fra ubeboet ingenmandsland til dansk suverænitet”,
men som samtidig danner et aktuelt supplement hertil.
Udarbejdet af: John Lange
Sted: Mygind Damgaard, Assens
Dato: Oktober 2025
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085494_0002.png
Appendix A – Østgrønlands befolknings menneskeretlige stilling under Grønlands selvstyre
1. Indledning
Dette notat har til formål at belyse den menneskeretlige stilling for befolkningen i Østgrønland –
herunder områderne Ammassalik (Tasiilaq) og Ittoqqortoormiit – i lyset af den nuværende
grønlandske forvaltningsordning under Selvstyreloven af 2009.
Spørgsmålet har aktualitet, fordi Grønlands politiske og administrative magt i praksis udøves fra
Nuuk og i væsentligt omfang af den vestgrønlandske majoritetsbefolkning. Dermed kan der
rejses tvivl om, hvorvidt Østgrønlands befolkning – som historisk, sprogligt, kulturelt og genetisk
udgør en særskilt gruppe – nyder fuld beskyttelse i overensstemmelse med internationale
menneskerettighedskonventioner og folkerettens principper om urfolksrettigheder.
Danmark bærer fortsat det folkeretlige ansvar for menneskerettighedernes overholdelse i hele
Rigsfællesskabet, herunder Grønland, uanset at den interne administration er delegeret til
Selvstyret.
2. Historisk baggrund og Østgrønlands særstilling
Østgrønlands befolkning er historisk set adskilt fra den vestgrønlandske både geografisk,
sprogligt og kulturelt. Området var isoleret i flere århundreder, indtil Gustav Holms
Konebådsekspedition i 1884 genetablerede kontakt med Ammassalik-befolkningen (Holm &
Garde,
Meddelelser om Grønland,
bind 10, 1889).
Østgrønlænderne udviklede i isolation en distinkt dialekt og kulturform, som adskiller sig
markant fra vestgrønlandsk tradition. De første egentlige danske administrative forbindelser
blev først etableret omkring år 1900. Østgrønland blev derfor sent integreret i den danske
forvaltning og udgjorde i første halvdel af det 20. århundrede et særskilt missions- og
handelsdistrikt.
Efter hjemmestyrets indførelse i 1979 og senere Selvstyreloven af 2009 blev hele Grønland
imidlertid samlet under én politisk og administrativ struktur med sæde i Nuuk. Østgrønland har
herefter ingen selvstændig regional repræsentation eller særstatus i lovgivning eller forvaltning.
3. Gældende menneskeretlige rammer
3.1. FN’s konvention om civile og politiske rettigheder (ICCPR)
Artikel 27 fastslår, at etniske, religiøse og sproglige mindretal ikke må nægtes retten til, i
fællesskab med andre medlemmer af deres gruppe, at dyrke deres egen kultur, bekende sig til
og udøve deres egen religion eller benytte deres eget sprog.
Danmark er kontraherende stat og bærer det overordnede internationale ansvar for
konventionens fulde efterlevelse i hele rigsfællesskabet
3.2. FN’s erklæring om urfolks rettigheder (UNDRIP, 2007)
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085494_0003.png
Artiklerne 3 og 4 fastslår urfolks ret til selvbestemmelse og til at udøve autonomi i interne
anliggender.
Artikel 8 pålægger stater en pligt til at beskytte urfolk mod tvangsassimilation eller ødelæggelse
af deres kultur.
Danmark tilsluttede sig erklæringen i 2007.
3.3. Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal
Artiklerne 4, 5 og 15 pålægger stater at beskytte mindretals identitet, kultur, sprog og religion og
at sikre deres mulighed for effektiv deltagelse i offentlige anliggender.
3.4. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
Artikel 14 og Protokol 12 forbyder diskrimination ved udøvelsen af rettigheder, som staten er
ansvarlig for.
Danmark kan således holdes ansvarlig for manglende aktiv beskyttelse af minoriteters
rettigheder, selv når kompetencen er delegeret.
4. Danmarks folkeretlige ansvar
Danmark er det internationale retssubjekt og hæfter derfor for enhver krænkelse af
menneskerettighederne i Grønland.
Det følger af international retspraksis, at en stat ikke kan undgå sit ansvar ved at overdrage
intern forvaltning til et selvstyrende område.
Danmark har derfor en
positiv forpligtelse
til at sikre, at Selvstyrets praksis ikke medfører
marginalisering eller kulturel udviskning af regionale minoriteter.
Dette indebærer en pligt til:
1. at overvåge, hvordan politisk og kulturel magt fordeles inden for Grønland,
2. at sikre østgrønlændernes reelle adgang til politisk repræsentation og kulturel
beskyttelse, og
3. at understøtte bevarelsen af østgrønlandsk sprog og identitet gennem konkrete tiltag.
Det følger af international retspraksis, bl.a.
Human Rights Committee, General
Comment No. 23 (1994),
som understreger staters positive forpligtelse til at beskytte
minoriteters kulturelle rettigheder.
5. Vurdering
Østgrønland adskiller sig fra Vestgrønland ved at have en langt mindre befolkning, ringere
infrastruktur og en markant anderledes kulturel baggrund.
Den nuværende forvaltningsstruktur, hvor alle hovedbeslutninger træffes i Nuuk, betyder i
praksis, at Østgrønland mangler selvbestemmelse på både politisk og kulturelt plan.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085494_0004.png
Der eksisterer ingen særskilt repræsentation i Inatsisartut (Grønlands parlament), ingen lokal
beskyttelsesmekanismer og ingen institutioner med mandat til at værne om den østgrønlandske
kultur og det særlige sproglige miljø.
Dette kan udgøre en
de facto marginalisering
af et kulturelt særpræget mindretal.
Selv om der ikke foreligger en formel krænkelse, kan den manglende strukturelle beskyttelse
efter internationale standarder anses for utilstrækkelig.
Særligt ICCPR artikel 27 og UNDRIP artikel 8 tilsiger, at staten (herunder Danmark) skal
forebygge kulturel assimilation og sikre lokal autonomi, hvor det er nødvendigt for at bevare et
urfolks identitet.
Manglende danske tilsyns- og støtteforanstaltninger til Østgrønland kan derfor betragtes som en
passiv krænkelse
af Danmarks positive forpligtelser efter menneskeretten.
6. Konklusion og anbefalinger
Der foreligger ikke dokumentation for direkte menneskerettighedskrænkelser mod
Østgrønlands befolkning.
Derimod kan der konstateres et
retligt svagt punkt,
hvor Danmark – som ansvarlig stat – ikke i
tilstrækkelig grad har sikret den østgrønlandske befolknings kulturelle og politiske rettigheder.
Dette gælder især i forhold til:
•
•
•
bevarelse af østgrønlandsk sprog og kultur,
lokal repræsentation og deltagelse i beslutningsprocesser,
og beskyttelse mod vestgrønlandsk dominans i interne anliggender.
Anbefalinger:
1. At Danmark formelt anerkender Østgrønland som en særskilt kulturel region inden for
rigsfællesskabet.
2. At der etableres en
regional repræsentationsordning
eller et rådgivende organ for
Østgrønland med mandat til at udtale sig om sprog, uddannelse og forvaltning.
3. At der iværksættes en dansk-grønlandsk handlingsplan for bevarelse af østgrønlandsk
sprog, kultur og historie.
4. At Danmark i sin rolle som ansvarlig stat aktivt overvåger Grønlands forvaltningspraksis i
relation til mindretalsbeskyttelse.
Disse foranstaltninger vil bringe Danmark i fuld overensstemmelse med sine internationale
forpligtelser og samtidig styrke Grønlands interne demokratiske legitimitet.
Udarbejdet af John Lange, Mygind Damgaard, Assens, oktober 2025
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085494_0005.png
Appendix B – Regionale forskelle i Grønlands historiske og folkeretlige udvikling
Et bilag til rapporten “Nordøstgrønland – Fra ubeboet ingenmandsland til dansk suverænitet”
1. Indledning
Dette bilag søger at belyse de historiske, kulturelle og folkeretlige forskelle mellem Grønlands
tre hovedregioner – Vestgrønland, Sydøstgrønland og Nordøstgrønland – og at vise, hvordan
disse forskelle har betydning for den nuværende forfatningsmæssige situation.
Mens Selvstyreloven af 2009 behandler Grønland som én samlet enhed, viser både historiske
kilder, geografiske forhold og moderne forskning, at landet i realiteten består af tre klart adskilte
områder, hver med sin egen befolkningshistorie, kultur og retlige baggrund.
Målet med denne redegørelse er ikke at fremme adskillelse, men at skabe forståelse for, at
differencering er en forudsætning for retfærdighed og stabilitet.
2. Vestgrønland – det klassisk grønlandske hjemland
Vestgrønland har gennem hele den kendte historie været det egentlige grønlandske
kulturområde. Her fandtes kontinuerlig bosættelse gennem Saqqaq-, Dorset- og
Thulekulturerne.
Efter nordboernes forsvinden i 1400-tallet blev vestkysten hjemsted for den moderne
inuitbefolkning, der udviklede sproget
Kalaallisut
og de sociale strukturer, som i dag danner
grundlaget for Grønlands Selvstyre.
Med Hans Egedes mission i 1721 og den efterfølgende koloniale administration blev
Vestgrønland gradvis integreret i den danske stat. Nuuk (Godthåb) blev centrum for kirke,
handel og administration – og udgør fortsat det politiske og økonomiske tyngdepunkt i dag.
Vestgrønland har således en ubrudt linje af bosættelse, kultur og politisk udvikling, som retligt
adskiller sig fra de øvrige regioner.
3. Sydøstgrønland – Tunumiit-folkets område
Sydøstgrønland, fra Kap Farvel til Kangerlussuaq (den store fjord), blev først dokumenteret i
1829–31 af W. A. Graah og senere af Gustav Holm i 1884–85. Holm konstaterede, at
befolkningen – de såkaldte
Angmagsaliker
eller
Tunumiit
– levede i næsten total isolation og
havde ingen kendskab til kristendommen, Danmark eller verden udenfor.
Tunumiit-folket udviklede et sprog (Tunumiisut), en klædedragt og en åndskultur, der i både form
og indhold adskiller sig markant fra vestgrønlændernes. De repræsenterer et særskilt folk i
antropologisk, sproglig og kulturel forstand.
Gennem mere end 400 år havde de ingen kontakt med Vestgrønland, og først efter Holms
ekspedition begyndte en forsigtig integration i det danske missions- og handelsnet. Denne
isolation har bevaret en unik identitet, men også skabt et sårbart forhold til det moderne
grønlandske Selvstyre, hvor østgrønlænderne fortsat mangler reel regional repræsentation.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085494_0006.png
Efter FN’s definition af oprindelige folk (UNDRIP art. 3–5) opfylder Tunumiit alle kriterier for
særskilt anerkendelse.
4. Nordøstgrønland – dansk statsterritorium
Nordøstgrønland, fra Kangerlussuaq og nordover til Kronprins Christian Land, var ubeboet i
historisk tid. Gustav Holm skrev i 1889, at
“paa omtrent 67�½° bredde gaar Isen overalt ud i
havet”,
og at ingen fast beboelse fandtes nord for denne grænse.
Området var med andre ord
terra nullius
– ingenmandsland – indtil de danske ekspeditioner i
slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kortlagde og besatte regionen.
Den danske
Danmarksekspedition
(1906–08) etablerede faste stationer, foretog videnskabelige
målinger og hævede Dannebrog i hele området. Da Norge i 1931 forsøgte at annektere dele af
Nordøstgrønland, indbragte Danmark sagen for Den Internationale Domstol i Haag, som i 1933
tildelte Danmark fuld suverænitet.
Nordøstgrønland blev dermed dansk – ikke gennem inuitisk tradition, men gennem dansk
ekspedition, kortlægning og statslig besiddelse.
Ingen del af dette område kan derfor retligt indgå i en grønlandsk selvstændighed uden ny
suverænitetsafståelse.
5. Kulturelle og genetiske forskelle
Moderne genetiske studier (Raghavan et al.,
Science,
2014; Flegontov et al.,
Nature,
2020)
dokumenterer, at østgrønlændere genetisk adskiller sig fra vestgrønlændere og har bevaret en
høj andel af arktisk paleo-eskimoisk arv, som ellers er forsvundet i Vestgrønland.
Dette bekræfter, at Tunumiit-folket ikke blot er en dialektal variant af den vestgrønlandske
befolkning, men en selvstændig genetisk og kulturel gren af den grønlandske befolkning.
I Scoresbysund (Ittoqqortoormiit), hvor Ejnar Mikkelsen i 1925–26 byggede huse og siden fik
overført en mindre gruppe østgrønlændere fra Ammassalik, opstod en ny bosættelse – men ikke
en oprindelig befolkning. Scoresbysund var og forblev et dansk skabt samfund.
6. Folkeretlig analyse af de tre regioner
De tre grønlandske regioner repræsenterer forskellige retsgrundlag:
1.
Vestgrønland
– historisk inuitisk beboelse, senere kolonial integration og selvstyre.
2.
Sydøstgrønland
– særskilt oprindeligt folk med kulturel og sproglig autonomi, men uden
regional selvbestemmelse.
3.
Nordøstgrønland
– ubeboet territorium, lovligt besat og internationalt anerkendt som
dansk statsterritorium.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085494_0007.png
Ifølge folkeretten kan forskellige dele af et territorium udøve selvbestemmelse på forskellige
niveauer. Dette princip –
differential self-determination
– er anvendt i Canada (Nunavut), i Norge
(Samiske områder) og i Storbritannien (Færøerne, Skotland).
Danmark kan derfor, uden at tilsidesætte folkeretten, opretholde suverænitet over
Nordøstgrønland, samtidig med at Grønland udøver selvstyre over de øvrige regioner.
En fremtidig forfatningsreform bør tage højde for disse forskelle og sikre, at Østgrønland får
særskilt anerkendelse som et oprindeligt folk, mens Nordøstgrønland forbliver under dansk
statslig jurisdiktion.
7. Refleksion – om grænser, naboer og gensidig respekt
En realistisk og folkeretligt anerkendt differentiering af Grønlands regioner vil ikke svække
rigsfællesskabet, men tværtimod kunne styrke det.
Når Vestgrønland, Sydøstgrønland og Danmark anerkendes som selvstændige historiske og
geografiske enheder – med hver deres identitet og ansvar – skabes et mere ærligt og stabilt
grundlag for samarbejde.
Klare grænser og anerkendte territorier reducerer mistillid og følelsesmæssig spænding. De gør
det muligt at mødes som naboer og partnere, ikke som parter i en uafklaret
suverænitetskonflikt.
På langt sigt kan en sådan ordning skabe et nyt, stabilt bånd mellem Vestgrønland, Østgrønland
og Danmark – bygget på respekt for historie, kultur og ret.
I stedet for et rigsfællesskab båret af forvirring og symbolik, kan der opstå et fællesskab baseret
på klare rammer og gensidig anerkendelse.
8. Geopolitisk perspektiv – Danmark, Grønland og Europa
En tydelig afgrænsning af Grønlands regioner vil ikke blot gavne forholdet mellem Grønland og
Danmark, men også styrke Europas rolle i Arktis.
Gennem Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union repræsenterer rigsfællesskabet EU’s
eneste direkte adgang til det arktiske kontinent.
En forfatningsmæssig afklaring af Nordøstgrønlands danske status og Østgrønlands særlige
autonomi vil skabe et mere stabilt og legitimt grundlag for europæisk tilstedeværelse i
polarområdet.
En sådan struktur vil forankre skandinaviske værdier – retsstat, menneskerettigheder og
bæredygtig forvaltning – i hele det nordatlantiske område.
Det vil samtidig styrke Danmarks og EU’s position som garant for fredelig udvikling,
miljøbeskyttelse og videnskabeligt samarbejde i det høje Arktis.
Den regionale differentiering af Grønland er derfor ikke kun et spørgsmål om historisk ret eller
kultur, men om geopolitisk stabilitet og europæisk ansvar i verdens nordligste region.
Udarbejdet af John Lange, Mygind Damgaard, Assens – oktober 2025
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009