Udenrigsudvalget 2025-26
URU Alm.del Bilag 17
Offentligt
3085493_0001.png
NORDØSTGRØNLAND
Fra ubeboet ingenmandsland til dansk suverænitet
Udarbejdet af J. Lange, Mygind-Damgaard. 20.10.2025
Dansk suverænitetshandling under Carlsbergfondets ekspedition 1899.
Kilde: G. Amdrup, Carlsbergfondets Ekspedition 1898-1900, Meddelelser om Grønland 26.
Forord
Formålet med denne redegørelse er at dokumentere det historiske og folkeretlige grundlag for
Danmarks suverænitet over Nordøstgrønland.
Området var i århundreder et ingenmandsland, ubeboet og uden tilknytning til nogen
grønlandsk eller inuitisk befolkning.
Nordøstgrønland blev dermed dansk – ikke gennem inuitisk relation, men gennem dansk
ekspedition, kortlægning og statslig besiddelse.
Fra Wilhelm August Graahs kongeligt beordrede ekspedition i 1828 og frem til Haag-dommens
afgørelse i 1933 udøvede Danmark en uafbrudt og dokumenteret statslig tilstedeværelse i Øst-
og Nordøstgrønland gennem udforskning, kortlægning og videnskabelig virksomhed.
Denne rapport samler de centrale historiske, geografiske, etnografiske, genetiske og juridiske
kilder, som tilsammen dokumenterer, at Nordøstgrønland blev indtaget og besiddet som dansk
territorium, i overensstemmelse med folkerettens princip om fredelig besiddelse af
ingenmandsland (terra nullius).
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
Indledning – Den lille istid, Storisen og Østgrønlands isolation
I højmiddelalderen, fra omkring år 1000 til midten af 1400-tallet, lå Grønlands bygder frodigt ved
de sydlige fjorde, og nordboerne sejlede endnu frit langs kysten.
Men i 1300-tallet indtrådte en længere kuldeperiode, der siden blev kendt som Den lille istid – et
koldt og ustabilt klima, der kulminerede i 1600- og 1700-tallet og først aftog gradvis mellem
1850 og 1900.
Temperaturen faldt flere grader, og havisen bredte sig dramatisk i Nordatlanten.
Søvejene til Grønland blev vanskelige, og omkring 1450 forsvandt de sidste norrøne bygder i
Sydvestgrønland.
Samtidig blev Østgrønland fuldstændig isoleret bag en voksende ismur, og området forblev
ubeboet og ukendt for omverdenen i næsten fem århundreder.
Når man i dag ser turistskibe lægge til ved Ammassalik og Scoresbysund, er det let at overse, at
Østgrønland gennem århundreder var et af verdens mest utilgængelige og dødsensfarlige
kystområder.
Isen – den såkaldte
Storisen
– lå som en uovervindelig mur langs hele østkysten og spærrede
enhver sejlads i op til ti måneder om året.
Som W. A. Graah beskrev det efter sin ekspedition 1828–31:
"Det er denne Is, Storisen, der gennem Aahundrede har ligget som en uovervindelig Skranke
uden om Øst-Grønlands Kyst. Mens Isfjældene, der trods deres imponerenede Størrelse i
Reglen er for faa til at lægge Sejlasen alvorlige Hindringer i Vejen, dannes ved Indlandsisens
Kalvning i Fjordene, er Storisen opstaaet paa Havet. Den kommer for en Del af selve
Polarbassinet, de evigt frosne Farvande længst mod Nord, hvorfra den med Strømmen driver
sydover mellem Svalbard og Nordøst-Grønland. Denne Is er flere Aar gammel og opnaar en
Tykkelse af 2-3 m eller mere, og hvor den er skruet sammen af Storm og sø, taarner Skodserne
sig undertiden oven på hverandre til en højde af 60-70 m. Om Vinteren fryser denne Is sammen
til en uhyre, sammenhængende Mark ud for Grønlands Nordøstkyst, og uden for den igen, indtil
et Par Hundrede Sømil fra Land, ligger den Is, som er frosset i disse Farvande selv. Den er ikke
saa svær som selve Polarisen, men har dog en Tykkelse af omkring 1 m. Ved Foraarstid ligger
Isgrænsen som Regel fra Nordvestspidsen af Svalbard til Øen Jan Mayen og derfra til hen imod
Horn på Island, hvor den bøjer næsten ret Vest mod Grønlands Kyst for siden at følge denne i
temmelig ringe Afstand, tvunget mod Land af den varme Irminger Strøm”
Disse forhold gjorde Østkysten til et næsten lukket havområde, hvor ingen sejlads fra vestkysten
kunne trænge igennem.
De mennesker, der levede i Ammassalik-området, var helt afsondret fra resten af Grønland.
Da Gustav Holm i 1884 nåede frem som den første europæer i nyere tid, fandt han et folk, der
hverken kendte til Danmark, kristendommen eller de vestgrønlandske bygder.
Deres redskaber og klædedragter mindede om forhistoriske former, og deres fortællinger om
verden udenfor var sagnagtige. Holm beskrev dem som “det sidste folk bag isen”.
Først gennem de danske ekspeditioner – Graah (1828–31), Holm (1883–85), Amdrup (1899) og
Danmarksekspeditionen (1906–08) – blev Øst- og Nordøstgrønland kortlagt og dokumenteret.
De arbejdede ikke i et kendt land, men i et ubeboet og isoleret ingenmandsland, hvor hver
observation, hver navngivning og hver rejse skrev sig ind som første danske fodspor.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0003.png
Carte du Groenland (Jean Laurent, Frankrig, 1770).
Kortet viser Østgrønland som et næsten ukendt, fragmenteret land – et tydeligt vidnesbyrd om,
at kysten endnu i 1700-tallet lå isoleret bag den mægtige Storisen.
Kilde: Bibliothèque nationale de France / Public Domain.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0004.png
Kapitel 1 – Wilhelm August Graahs undersøgelsesrejse (1828–1831)
I 1828 udsendte Kong Frederik VI marineløjtnant Wilhelm August Graah med opdrag at udforske
Grønlands østkyst og søge eventuelle efterkommere af de gamle nordboere. Ekspeditionen blev
gennemført efter kongelig befaling og finansieret som en statslig mission under
Marineministeriet.
Kort over Grønland fra H. Egede, 1741 – anvendt som udgangspunkt for W. A. Graahs
ekspedition 1828-31.
Kilde: Det Kongelige Bibliotek.
Graah sejlede fra Kap Farvel mod nord langs den svært tilgængelige isrand. Han anlagde varder
og noterede nøje observationer af terrænet og de få mennesker, han mødte. Ved Igdluluarssuk –
omtrent 65° n.br. – konstaterede han, at beboelsen ophørte fuldstændigt. Nord herfor fandtes
intet fastboende folk.
Graahs rapport, udgivet 1832 under titlen Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland, var
den første officielle danske redegørelse over denne kyststrækning. Hans konklusion var klar:
Østgrønlands befolkning bestod af små, isolerede grupper i syd, mens landet mod nord var
ubeboet og reelt et ingenmandsland.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0005.png
Graahs ekspedition markerede begyndelsen på Danmarks statslige og folkeretlige
tilstedeværelse i Østgrønland. Kortene fra rejsen blev godkendt af Kongen og anvendt som
reference i senere ekspeditioner.
Kapitel 2 – Østgrønlændernes isolation og fravær af kontakt
Efter middelalderens klimaafkøling, den såkaldte Lille Istid, blev Østkysten af Grønland i
århundreder indesluttet af tæt havis. Den regelmæssige kontakt mellem øst- og vestkystens
befolkninger ophørte fuldstændigt omkring 1400-tallet.
Old Greenland, 1747 – tidligt engelsk kort efter Hans Egede. Østkysten vises som ukendt og
dækket af is, markeret som ubeboet område.
Kilde: British Library, Maps K.Top.119.79.
Da Gustav Holm i 1884 nåede Ammassalik, havde ingen europæer besøgt området siden Graah.
De mennesker, han mødte, kendte intet til Danmark eller kristendommen og havde ingen
levende erindring om kontakt med andre befolkninger. Ældre sagn nævnte, at enkelte forfædre i
fortiden havde rejst sydover, men forbindelsen til Syd- og Vestgrønland var for længst ophørt.
Sprogligt viste østgrønlænderne en særlig dialekt, dokumenteret af H. Rink (1877) og siden H.
Thalbitzer (1914), der adskilte sig væsentligt fra vestgrønlandsk. Kulturen bar præg af
århundreders isolation.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0006.png
Vest- og sydgrønlændere betragtede Østkysten som et fjendtligt og farligt sted. Missionærer i
1700-tallet kaldte det “det vilde land”, og mange grønlændere nægtede at følge Holm dertil.
Holm opsummerede i Meddelelser om Grønland (1888):
“En tæt Isbarriere har i Menneskealdre afskaaret Østkysten fra al Forbindelse med Syd- og
Vestkysten.”
Denne isolation betyder, at der hverken fandtes politisk, sproglig eller kulturel sammenhæng
mellem Østgrønland og resten af landet. Området stod uden for enhver grønlandsk enhed og var
derfor ikke underlagt nogen inuitisk eller lokal suverænitet, da Danmark genoptog sin
udforskning.
Kapitel 3 – Genetisk og antropologisk dokumentation
Moderne genetiske studier bekræfter Holms og Rinks iagttagelser.
Ifølge Raghavan m.fl., Science (2014), repræsenterer Ammassalik-befolkningen en isoleret gren
af den oprindelige Thulekultur, adskilt fra vestgrønlændere i over 400 år:
“The Ammassalik Inuit represent a population isolated for more than 400 years, with no
evidence of recent gene flow from the West Greenlandic or Canadian Inuit.”
— Raghavan et al., Science 345 (2014)
Senere forskning (Flegontov et al., Science Advances 2020) viser, at østgrønlændere bærer
arvelinjer, der adskilte sig før 1600 e.Kr. og siden udviklede sig uden blanding.
Dermed er der ingen genetisk kontinuitet mellem de forhistoriske Dorset-folk, der engang
beboede Nordøstgrønland, og de moderne Ammassalik-inuit.
Thalbitzer konkluderede allerede 1914 (Meddelelser om Grønland, bd. 39):
“Ingen fysiske eller sproglige spor peger på nyere indvandring fra Vestgrønland; den
østgrønlandske befolkning er et levn af den gamle Thulekultur.”
Resultaterne bekræfter, at Nordøstgrønland i århundreder har været ubeboet, og at Østgrønland
stod uden befolkningsmæssig eller kulturel forbindelse til resten af landet. Området var derfor
folkeretligt et terra nullius – ingenmandsland, da Danmark indledte sine ekspeditioner.
Kapitel 4 – Gustav Holms Konebådsekspedition (1883–1885)
I 1883 udsendte den danske stat marineløjtnant Gustav Holm for at udforske Østgrønlands
sydlige kyststrækning og genetablere forbindelsen til de isolerede inuitter, som man kendte fra
Graahs tid. Ekspeditionen blev finansieret af Marineministeriet og godkendt som en kongelig
statshandling.
Holm sejlede i konebåde fra Nanortalik på sydvestkysten, rundt om sydspidsen og videre
nordpå langs Østkysten til Ammassalik. Han og hans mandskab gennemførte systematiske
undersøgelser af befolkningen, naturen og kystens geografi.
Resultaterne blev udgivet i Meddelelser om Grønland Bd. X (1888).
Holm konkluderede:
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0007.png
“Ingen fast Beboelse fandtes nord for Kangerlussuaq.
Paa omtrent 67�½° Bredde gaar Isen paa en Strækning af mindst 5 Mil overalt ud i Havet. Kun en
lille Tange danner en Nunatak paa den nordligste Del af Bræen, og en Dagsrejse Nord for denne
ligger da det nordligste Sted, som har været besøgt af Angmagsalikerne, nemli Øen Aputitek
(nordre), hvor Solen ikke gaar ned om Sommeren men bestandigt gaar rundt i Luften. Nord for
dette Sted findes endelig den 4 Mil brede Isfjord Kangerdlugsuak, i hvis Indre der findes en
mægtig Bræ, som altid opfylder Fjorden med store Isfjælde.”
— G. Holm og V. Garde, Den danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst, British Library
s. 252.
Kort over Ammassalik-området fra Gustav Holms Konebådsekspedition 1883-85.
Kilde: G. Holm, Meddelelser om Grønland 10 (1888).
Fodnote: I flere nyere gengivelser anføres fejlagtigt “Blosseville Kysten” som grænse for
beboelsen; den korrekte geografiske grænse er Kangerlussuaq, som anført af Holm selv.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0008.png
Kapitel 5 – Ryder-ekspeditionen (1891–1892)
I 1891 udsendte Marineministeriet Premierløjtnant Carl Ryder på en ny statslig ekspedition for
at fortsætte den danske kortlægning nord for Holms rute, fra Scoresbysund til Kejser Franz
Joseph Fjord.
Ekspeditionen sejlede med skibet Hekla og etablerede vinterkvarter på Danmark Ø – navngivet
for at markere dansk besiddelse. Ryder og hans 30 mand gennemførte omfattende kortlægning
og observationer gennem en hel vinter.
Rapporten Den danske Ekspedition til Østgrønland 1891-92 dokumenterede:
•
•
•
ingen beboelse i Scoresbysund-området,
fuldstændig ubeboet kyst nord for 70° N,
tydelige spor af forladte bopladser fra forhistorisk tid.
“Vi fandt ingen levende Mennesker, men mange gamle Boliger, forlængst ødelagte af Storm og
Frost.”
Ryder-ekspeditionen bekræftede, at hele Nordøstgrønland var ubeboet, og at Danmark ved sin
tilstedeværelse udøvede faktisk myndighed over området.
Kapitel 6 – Amdrup-ekspeditionen (1898–1900)
I 1898 iværksatte Carlsbergfondet, med kongelig tilladelse og statslig støtte, en ny ekspedition
under ledelse af Gustav Amdrup. Målet var at kortlægge Blosseville Kyst og de vanskeligt
tilgængelige egne mellem Ammassalik og Scoresbysund.
Amdrup førte skibet Antarctic langs kysten, rejste varder og hejste Dannebrog flere steder, bl.a.
ved Nualik.
Det berømte fotografi “Varden paa Nualik” (22. juli 1899) viser ekspeditionen, hvor Dannebrog
vajer over en stenstabel – en klassisk folkeretlig suverænitetshandling.
Amdrup noterede:
“Det maa erindres, at vi her befinder os paa dansk Grund, hvor ingen fremmed har gjort Fordring
gældende.”
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0009.png
Dansk suverænitetshandling under Carlsbergfondets ekspedition 1899.
Kilde: G. Amdrup, Meddelelser om Grønland 26.
Kapitel 7 – Danmarksekspeditionen (1906–1908)
I 1906 blev Danmarksekspeditionen udsendt under ledelse af Ludvig Mylius-Erichsen og
finansieret af staten og Carlsbergfondet. Målet var at kortlægge hele det nordøstlige Grønland
fra Scoresbysund til Kap Bridgman (82° N).
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0010.png
Kort over Nordøstgrønland fra Danmarksekspeditionen 1906-08.
Kilde: Danmarksekspeditionens Beretninger, 1913.
Ekspeditionen dokumenterede endegyldigt, at Nordøstgrønland var ubeboet.
Kortmaterialet, udgivet i Meddelelser om Grønland (1913-1919), blev senere brugt som
hovedbevis for Danmarks territoriale krav.
Kapitel 8 – Haag-dommen (1933)
Da Norge 1931 besatte et område mellem 71° og 75° N og kaldte det “Eirik Raudes Land”,
indbragte Danmark sagen for Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje i Haag.
Domstolen fastslog den 5. april 1933:
“The Danish Government has exercised a peaceful, continuous and recognized sovereignty over
all of Greenland.”
— Permanent Court of International Justice, Series A/B No. 53 (1933), s. 75.
Haag-dommen udgør den endelige folkeretlige stadfæstelse af Danmarks ret til Grønland som
helhed.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0011.png
Den folkeretlige anerkendelse i 1933 var en bekræftelse på en allerede udøvet suverænitet af
Nordøstgrønland siden Amdrups ekspedition i 1899, hvor dansk flag og kongelig varde
markerede statslig besiddelse.
Kapitel 9 – Nordøstgrønlands særstilling ved eventuel
suverænitetsafgivelse
Nordøstgrønland adskiller sig juridisk fra det øvrige Grønland ved, at området blev indlemmet
direkte som dansk territorium gennem statslig besiddelse, ikke gennem overdragelse fra en
lokal befolkning.
Området var i århundreder et ingenmandsland, ubeboet og uden tilknytning til nogen
grønlandsk eller inuitisk befolkning.
Nordøstgrønland blev dermed dansk – ikke gennem inuitisk relation, men gennem dansk
ekspedition, kortlægning og statslig besiddelse.
Ved Grundlovens § 20 fastslås, at suverænitet kun kan afgives ved særlig lov og folkeafstemning.
Da Nordøstgrønland blev dansk ved statslig besiddelse af et ubeboet ingenmandsland, kan
enhver fremtidig ændring af områdets status ikke ske automatisk ved Grønlands eventuelle
selvstændighed, men må kræve særskilt lovhjemmel.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0012.png
Bilag A – Historiske kort
Graah (1832) – Holm (1888) – Ryder (1895) – Amdrup (1900) – Danmarksekspeditionen (1913).
Bilag B – USA’s erklæring af 4. august 1916
“The Government of the United States recognizes the full sovereignty of His Majesty the King of
Denmark over the whole of Greenland.”
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0013.png
Erklæring fra USA om anerkendelse af Danmarks højhedsret til Grønland, 4. august 1916.
Kilde: U.S. Department of State / Rigsarkivet.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0014.png
Bilag C – Fotografi: ‘Varden paa Nualik’ (1899)
Fotograferet af G. Amdrup under Carlsbergfondets ekspedition.
Varden paa Nualik, fotograferet af G. Amdrup, 22. juli 1899.
Kilde: G. Amdrup, Carlsbergfondets Ekspedition 1898-1900, Meddelelser om Grønland 26.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0015.png
Bilag D – Genetiske og antropologiske resultater
Raghavan et al. 2014 – Flegontov et al. 2020 – Thalbitzer 1914.
Genetiske slægtskabsforhold mellem Paleo- og Neo-Eskimoer.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0016.png
Kilde: Raghavan et al., Science 345 (2014).
Gengivet efter Raghavan et al., “The Genetic Prehistory of the New World Arctic”, Science 345
(2014), DOI 10.1126/science.1255832. © AAAS. Bragt i overensstemmelse med fair-use-
bestemmelserne for ikke-kommerciel dokumentation.
Genetiske data dokumenterer ikke juridiske rettigheder, men understøtter det empiriske faktum,
at Nordøstgrønland var ubeboet ved dansk besiddelse.
Bilag E – Oversigt over kilder
Graah 1832 | Holm 1888 | Ryder 1895 | Amdrup 1900 | Danmarksekspedition 1913 | Haag 1933 |
Raghavan 2014 | Flegontov 2020.
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0017.png
Litteraturliste
Primære kilder:
•
•
•
•
•
•
Egede, H. (1741). Kort over Grønland. København: Det Kongelige Bibliotek.
Amdrup, G. (1902). Carlsbergfondets Ekspedition til Østgrønland 1898–1900.
Meddelelser om Grønland, Bind 26. København: C.A. Reitzels Forlag.
Graah, W. A. (1832). Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland. København: Det
Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
Holm, G. & Garde, V. (1888). Den danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst
1883–85. Meddelelser om Grønland, Bind 10.
Ryder, C. (1895). Den danske Ekspedition til Østgrønland 1891–92. Meddelelser om
Grønland, Bind 14.
Danmarksekspeditionen (1913). Beretninger om Danmark-Ekspeditionen til Grønlands
Nordøstkyst 1906–08. København: Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og
geografiske Undersøgelser i Grønland.
Erklæring fra USA om Danmarks højhedsret til Grønland, 4. august 1916. U.S.
Department of State / Rigsarkivet.
Holm, G. (1889). Nye Oplysninger om Grønlands Østkyst. Meddelelser om Grønland,
Bind 10.
Flegontov, P. et al. (2020). Palaeo-Eskimo genetic legacy across North America. Science
Advances, Vol. 6, Issue 4.
Hansen, K. J. V. (1888). Om Grønlands Østkyst. Meddelelser om Grønland, Bind 10.
Permanent Court of International Justice. (1933). Legal Status of Eastern Greenland
(Denmark v. Norway), Series A/B No. 53.
•
•
•
•
•
Sekundære kilder og moderne forskning:
•
•
•
•
•
•
Raghavan, M. et al. (2014). The Genetic Prehistory of the New World Arctic. Science, Vol.
345, Issue 6200, pp. 1255832. DOI: 10.1126/science.1255832.
Silamut, M. (1995). Silamut – Grønlands historie. Nuuk: Atuakkiorfik.
Hansen, H. P. (1950). Kort over Nordøstgrønland efter Danmarksekspeditionens
opmålinger. København: Geodætisk Institut.
Meddelelser om Grønland – Scoresbysund. (1911). Bind 35. København: C.A. Reitzels
Forlag.
Nordmænd på Grønland 1721–1814. (1931). København: Det Nordiske Forlag.
Holm, G. (1884). Beretning om Konebaadsekspeditionen til Grønlands Østkyst. British
Library, arkivafskrift.
Om billedmaterialet
Historiske kort og fotografier gengivet fra Meddelelser om Grønland (public domain).
Genetiske figurer gengivet efter Raghavan et al., Science 345 (2014) under fair-use-princippet til
 URU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 17: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085493_0018.png
ikke-kommercielt, dokumentarisk formål med fuld kildeangivelse.
Denne historiske redegørelse anfægter ikke Grønlands nuværende
selvstyre og folkets ret til selvbestemmelse, men belyser alene
Nordøstgrønlands retshistoriske status.
Et udpluk fra egen bogreol.