Punkt 9: Borgerforslag - Færgestrategien
00.01.10-G00-2-25
Sagsresumé
Forslagsstiller, Jørgen Peter Hansen, har den 12. september 2025 stillet borgerforslaget: Færgestrategien.
Borgerforslaget har opnået mere end 400 støtter, hvorfor borgerforslaget er sat på byrådets dagsorden.
Sagsfremstilling
Borgerforslag Lolland Kommune
Der stiller nedenstående borgerforslag til behandling i Lolland Kommunes Byråd.
Det indstilles, at Byrådet tager færgestrategien op til fornyet behandling – især i lyset af den skridende økonomi.
Subsidiært indstilles det, at Byrådet iværksætter en uvildig analyse af de konsekvenser, som færgestrategien vil påføre
Fejø, Femø og Askø. Herunder en analyse af de trafikale udfordringer ved nedskæringen af antal færger fra de nuværende
3 til 2. Analysen skal belyse problemstillingen både i forhold til den daglige drift og under værftsbesøg og nedbrud,
medførende at de 3 øer skal deles om en færge.
Det indstilles videre, at Byrådet, når analysens resultat foreligger, tager stilling til, om færgestrategien skal revideres.
Begrundelse for hovedindstilling:
Byrådet vedtog den 21. september 2023 en færgestrategi, som bl.a. betød en besparelse på 5 – 10 mio. kr. på
færgeregnskabet. Det har imidlertid vist sig, at økonomien er skredet i en sådan grad, at strategien bør genovervejes.
Det lød ved budgetforhandlingerne for 2023: ”Prisen for en ny elfærge + nye anlæg anslås at være 106 mio. kr., så
kommunen skal medfinansiere ca. 80 mio. kr.”. Dette efter fradrag af 26 mio. kr., som kommunen fik i statsstøtte til den
nye færge til Femø.
Inden blækket var blevet tørt på strategien, var nettoprisen steget fra 80 mio. til 110 mio. kr.
Den 26. juni 2025 bevilgede Byrådet 15 mio. kroner til ”totalrådgiverydelse med henblik på at få færdigprojekteret en ny
el-færge”. Det fremgår heraf, at prisen nu er steget til mellem 155 – til 162 mio. kr. stadig fratrukket statstilskuddet til
grøn omstilling. Det er en stigning på 100 % på 2 år.
Men også den budgetterede besparelse har vist sig ikke at holde:
Sparekataloget fra 1.1 2023 på 1,4 mio. kr. blev til et underskud på 6,2 mio. kr. Der er ved budgetopfølgningen den 30.
juni 2023 givet tillægsbevilling på 1,2 mio. kr. for øgede personaleomkostninger i forbindelse med hviletidsbestemmelser.
Ved budgetopfølgning den 30. september 2023 blev der givet en tillægsbevilling på 5,5 mio. kr. til færgelejer, brændstof
og mindre indtægter fra billetsalg
Timereduktionen i 2024 på 4,9 mio. kr. blev til et underskud på 3,8 mio. kr. Der er ved budgetopfølgningen den 30.
september 2024 givet tillægsbevilling på 8,7 mio. kr. vedrørende forventet merforbrug på færgerne. Merforbruget skyldes,
at færgestrategien ikke kunne implementeres fuldt ud i 2024, manglende billetindtægter, merforbrug på
personalelønninger og dokning af færgerne, en merudgift til indkøb af billetautomater til Kragenæs Havn og et mindre
forbrug på brændstof.
Besparelsen på Bandholm blev heller ikke til noget – tværtimod, så koster den forlængede sejltid kr. 255.500 årligt dvs. et
nyt underskud på kr. 155.500.
Begrundelse for den subsidiære indstilling:
Færgestrategien planlægges implementeret i 2 faser – den korte og den lange bane.
Den kortere bane er nu implementeret, og der tegner sig et billede af, hvordan fremtiden for øerne vil se ud, når den sidste
fase af strategien implementeres – nedskæring af antal færger fra 3 til 2 – medførende at Femø og Askø skal dele færge.
På grund af sejltiden mellem Kragenæs og de 2 øer, kan der maximalt blive 5 daglige ture til hver af de 2 øer.