Årsberetning 2024-2025
Årsberetningen fra læreruddannelsens censorledelse findes på hjemmesiden:
laerercensor.dk.
Beretningen omfatter perioden fra den 1. september 2024 til den 31. august 2025 og har især fokus
på gennemførte eksamener fra læreruddannelsens relativt nye bekendtgørelse (BEK LU23).
Antallet af eksamensbegivenheder i perioden er 1.738 og antallet af eksaminerede studerende er
18.599. Der er indsendt 1.631 censorrapporter, hvilket svarer til, at der foreligger en rapport fra 94
% af uddannelsens eksamener. Censorrapporterne indeholder både kvantitative og kvalitative data,
hvor censorerne fagligt vurderer og begrunder forhold af betydning for læreruddannelsens faglige
kvalitet, som den viser sig ved eksamen. Censorer forholder sig i rapporterne desuden til
eksamensafviklingen med sigte på de bedst mulige vilkår for alle eksamensparter.
Eksamen synes samlet set at fungere godt og uddannelsens faglige kvalitet vurderes overordnet som
værende tilfredsstillende. I censorernes kvalitative beretninger fra eksamenerne, hvor de begrunder
og nuancerer deres vurderinger, fremhæves jævnligt forhold af mere kritisk karakter, som det er
værd at være opmærksom på.
De vigtigste opmærksomhedsområder i årsberetningen 2024-25
:
Karakterstatistikker indgår heller ikke i år i årsberetningen. Det er ikke et bekendtgørelseskrav, at
karaktergennemsnit skal indgå i årsberetningen og derfor har professionshøjskolernes ressource og -
administrationsdirektørudvalg (RADU) besluttet ikke at understøtte koordinering af et samlet
overblik over karaktergennemsnit i uddannelsens fag til brug for årsberetningen. Censorledelsen har
således ikke mulighed for at følge og synliggøre kvaliteten i uddannelsen i forhold til
karaktergennemsnit.
Følgende opmærksomhedspunkter fra censorernes afrapportering fra eksamener under LU23
fremhæves i beretningen:
Faglig kvalitet i uddannelsen:
At styrke fagligheden i tæt samarbejde med praksis er en helt grundlæggende intention i den nye
læreruddannelsesbekendtgørelse. Der bør derfor være stor opmærksomhed på, hvordan fagenes
arbejde med integreret praktik kan løftes i undervisningen og anvendes meningsfuldt ved eksamen.
Der synes at være tendens til, at studerende i vid udstrækning inddrager og fortæller om praksis,
men i mindre grad forholder sig analyserende til praksis.
Professionsprøven:
Et nyt eksamensområde, professionsprøven har været gennemført i 24/25. De første erfaringer fra
eksamen tyder på, at professionsprøven rummer et væsentligt potentiale som eksamensform, men
også at der er behov for tydeligere afklaring af krav til fagområdets vidensgrundlag og til det