UNDERSØGELSESKOMMISSIONEN OM SKAT
Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Den 2. september 2025
Sags-nr.: 2018-09-0022
Dok.:
71120
Telefonnr.: 4146 2010
www.kommissionenomskat.dk
Udtalelse om fremdriften i kommissionens arbejde
Justitsministeriet har ved e-mail af 2. juli 2025 anmodet Undersøgelseskommissionen om SKAT
om en udtalelse til brug for en orientering af Folketingets Udvalg for Forretningsordenen om
fremdriften i kommissionens arbejde. I den anledning kan kommissionen oplyse følgende om
fremdriften i arbejdet siden kommissionens udtalelse den 11. september 2024 til Justitsministe-
riet:
Kommissionen orienterer løbende på sin hjemmeside om undersøgelsen og fremdriften i arbej-
det. Kommissionen har siden den 11. september 2024 offentliggjort orientering nr. 31-34, hvortil
henvises. Orienteringerne er vedlagt denne udtalelse.
Afhøring af Sven Jørgen Nielsen
Undersøgelseskommissionen om SKAT henvendte sig den 18. december 2018 og den 28. juni
2022 til Sven Jørgen Nielsen med henblik på at afhøre ham om hans rolle i forbindelse med
SKAT’s udbetaling af refusion af udbytteskat. Sven Jørgen Nielsen, der ikke har pligt til at afgive
forklaring for kommissionen, meddelte imidlertid, at han ikke ønskede at afgive forklaring.
I forbindelse med at Undersøgelseskommissionen om SKAT’s undersøgelse nu nærmer sig sin
afslutning, har kommissionen endnu engang henvendt sig til Sven Jørgen Nielsen med henblik
på at gennemføre en afhøring af ham.
Sven Jørgen Nielsen har herefter den 19. august 2025 meddelt, at han nu er villig til at afgive
forklaring.
Kommissionen forventer på den baggrund at afhøre Sven Jørgen Nielsen den 9. oktober 2025.
Kommissionens materialeindhentning
Som oplyst i kommissionens orienteringer har kommissionen løbende siden 2017 anmodet en
række myndigheder, organisationer og private aktører om at udlevere materiale, der emnemæs-
sigt er relevant for kommissionens undersøgelser vedrørende hovedkommissoriet og tillægskom-
missoriet.