Kvalitet i den vederlagsfri
fysioterapi
Politiske anbefalinger, der kommer patienter og samfund til gavn
Flere patientforeninger har gennemført en ny undersøgelse blandt mere end 4.000
brugere af vederlagsfri fysioterapi. Undersøgelsen viser, at hver tredje patient, der i
2024 har fået ændret i behandlingen, har fået en begrundelse, der handler om
økonomi. Det er, selvom det er imod overenskomsten at reducere eller stoppe
forløb uden en sundhedsfaglig begrundelse.
Når behandlingen ændres eller reduceres uden sundhedsfaglig begrundelse, har
det konsekvenser – ikke kun for patienternes helbred, men også for deres økonomi
og for samfundsøkonomien. Halvdelen af de patienter, der har oplevet ændringer i
deres behandling, vurderer, at deres helbred er blevet forværret som følge heraf.
Og mere end hver fjerde har selv måttet betale for at få dækket deres behov for
fysioterapi.
Dette tydeliggør, at den nuværende styring af den vederlagsfri fysioterapi ikke
fungerer. Der er behov for en ordning, der prioriterer sundhedsfaglig kvalitet, sikrer
gennemsigtighed i ventetid og skaber entydigt myndighedsansvar.
Derfor er Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer, Scleroseforeningen,
Parkinsonforeningen, Sjældne Diagnoser, Gigtforeningen, Hjernesagen, CP
Danmark, Muskelsvindfonden, Hjerneskadeforeningen, UlykkesPatientForeningen
og Amputationsforeningen gået sammen om tre konkrete politiske anbefalinger:
Styring efter kvalitet og langsigtet økonomi
Patientrettigheder og transparens i ventetid
Entydigt myndighedsansvar