Bekendtgørelse om systemansvarlig virksomhed og
anvendelse af eltransmissionsnettet m.v.
1)
I medfør af § 2 a, § 24, stk. 3, § 26, stk. 3 og 4, § 27 c, stk. 8, § 27 d, stk. 1 og 2, § 28, stk. 2, § 47 a,
stk. 1, § 67, § 68 a, § 71 a, stk. 6, § 78, stk. 6 og 7, § 84, stk. 9, § 85 a, § 90, stk. 1 og § 92 a i lov om
elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24. oktober 2023, som ændret ved lov nr. 1787 af 28.
december 2023 og lov nr. 640 af 11. juni 2024, § 70 i lov om fremme af vedvarende energi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024, og § 4, stk. 8 og 10, § 4 e, stk. 3, § 19 a, stk. 1, og
§ 21, stk. 2, i lov om Energinet, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 9. marts 2023, som ændret ved lov
nr. 341 af 3. april 2025, fastsættes:
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
§ 1.
Bekendtgørelsen finder anvendelse på den systemansvarlige virksomhed Energinet,
transmissionsvirksomheder og brugere af transmissionsnettet m.v.
§ 2.
Energinet skal videregive oplysninger til udenlandske systemansvarlige virksomheder i det
omfang, det er nødvendigt for samarbejdet mellem de systemansvarlige virksomheder eller
varetagelsen af den modtagende systemansvarlige virksomheds opgaver.
Stk. 2.
Pligten til at videregive oplysninger, som nævnt i stk. 1, gælder kun i det omfang, den
modtagende virksomhed er underlagt tilsvarende regler om videregivelse af oplysninger.
Stk. 3.
Transmissionsvirksomhederne samt brugere af transmissionsnettet skal videregive
oplysninger til Energinet i det omfang, det er nødvendigt for Energinets udarbejdelse af forskrifter
og planlægning, jf. kapitel 3, 4 og 5, samt Energinets pligt til at offentliggøre informationer, jf. § 3.
Stk. 4.
Pligten til at videregive oplysninger, som nævnt i stk. 1 og 3, gælder ikke i det omfang, at
forholdet er reguleret ved bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af Europa-Parlamentets
og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
§ 3.
Energinet skal offentliggøre informationer inden for virksomhedens ansvarsområde, der kan
have betydning for prisdannelsen på elmarkedet.
Stk. 2.
De i stk. 1 nævnte informationer skal være tilgængelige for alle brugere og potentielle
brugere af det kollektive elforsyningsnet.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på informationer, der kan have betydning for
prisdannelsen på elmarkedet, som reguleres ved bestemmelser indeholdt i eller udstedt i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet.
§ 4.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Afbrudsminutter: Antal minutter pr. år en forbruger eller en gruppe af forbrugere i gennemsnit
ikke har adgang til eller forventes ikke at have adgang til elektricitet.
2) Balancering: Balancering som defineret i artikel 2, nr. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om det indre marked for elektricitet.
3) Day-ahead-marked for elektricitet: Marked, hvor der dagen før driftsdøgnet handles
elektricitet for det kommende driftsdøgn, og hvor priserne fastsættes i de relevante geografiske
budområder i den af markedet givne tidsenhed for den fysiske udveksling af elektricitet.
4) DK1: Elprisområdet Vestdanmark (Jylland-Fyn m.v.).
5) DK2: Elprisområdet Østdanmark (Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm m.v.).