Grønlandsudvalget 2025-26
GRU Alm.del Bilag 13
Offentligt
3085487_0001.png
Appendix D – Danmarks oplysnings- og sikringspligt over for Tunumiit-befolkningen
Kommunesammenlægningen 2009 som case-model
1. Indledning
Spørgsmålet om Østgrønlands folkeretlige og menneskeretlige stilling berører ikke blot retten
til selvstyre, men også statens pligt til at sikre, at den oprindelige befolkning – Tunumiit –
er
oplyst om sine rettigheder og muligheder.
Dette appendix undersøger, om Danmark som suveræn stat har levet op til sin folkeretlige og
forfatningsmæssige forpligtelse til at informere og beskytte Tunumiit-befolkningen, med
udgangspunkt i kommunalreformen i Grønland (2009), hvor
Ammassalik (Tasiilaq)
og
Ittoqqortoormiit (Scoresbysund)
blev indlemmet i Kommuneqarfik Sermersooq med
administrativt centrum i Nuuk.
Kommunesammenlægningen bruges her som
case-model,
fordi processen illustrerer, hvordan
beslutninger, der i realiteten berører en særskilt befolkning, blev truffet uden dokumenteret
lokal konsultation og uden efterfølgende oplysningskampagner. Spørgsmålet er, om Danmark
– som den folkeretligt ansvarlige stat –
har opfyldt sin oplysnings- og sikringspligt,
eller
om der består et retligt underskud.
2. Det folkeretlige grundlag for statens oplysningspligt
2.1 ICCPR og retten til selvbestemmelse
Danmark er kontraherende part i
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder
(ICCPR).
Artikel 1 fastslår, at
“alle folk har ret til selvbestemmelse”,
og artikel 27 beskytter
mindretals
og oprindelige folks ret til at bevare deres kultur, sprog og religion.
Denne forpligtelse indebærer, at staten aktivt skal
oplyse
de berørte befolkninger om deres
rettigheder, så de kan udøve dem reelt og ikke blot formelt.
2.2 UNDRIP – FN’s erklæring om oprindelige folks rettigheder (2007)
UNDRIP artikler 14, 19 og 32 fastslår, at stater skal:
“take effective measures to ensure that indigenous peoples understand and exercise their
rights”
og at
“states shall consult and cooperate in good faith with indigenous peoples... before
adopting measures that may affect them.”
Danmark stemte for erklæringen og har gentagne gange i FN-fora tilkendegivet, at den
betragtes som
retningsgivende
for rigets politik i Grønland.
2.3 Grundloven og Selvstyreloven
Efter Grundloven § 19 er Danmark den folkeretlige repræsentant for hele riget, og efter
Selvstyreloven (2009) § 1, stk. 2 udgør Grønland fortsat en del af riget.
Selv om administrative beføjelser er overdraget til Grønlands Selvstyre, kan Danmark
ikke
 GRU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 13: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085487_0002.png
fralægge sig det folkeretlige ansvar
for, at internationale forpligtelser overholdes – heller
ikke hvor beslutninger træffes af grønlandske myndigheder.
3. Kommunalreformen 2009 – casebeskrivelse
Reformen blev vedtaget af Grønlands Landsting i 2008 og trådte i kraft 1. januar 2009.
Den samlede de tidligere 18 kommuner til fire store enheder.
Ammassalik og Ittoqqortoormiit – der tidligere havde egne kommunalbestyrelser og lokal
beslutningsret – blev indlemmet i
Kommuneqarfik Sermersooq,
der styres fra Nuuk.
3.1 Manglende lokal konsultation
Der findes ingen dokumentation for, at Tunumiit-befolkningen blev
konsulteret
forud for
beslutningen, eller at der blev afholdt lokale afstemninger i Ammassalik eller
Ittoqqortoormiit.
Reformen blev begrundet i administrative og økonomiske hensyn (“modernisering og
effektivisering”), men uden vurdering af de kulturelle og sproglige konsekvenser for
Østgrønland.
3.2 Centralisering af beslutningsmagt
Efter reformen ligger al overordnet administration, økonomi og politisk beslutningskraft i
Nuuk, mere end 700 km fra Tasiilaq og næsten 1 000 km fra Ittoqqortoormiit.
Dette har i praksis svækket den lokale befolknings adgang til politisk indflydelse, og flere
rapporter fra 2020’erne dokumenterer voksende følelse af fremmedgørelse og marginalisering
i Tunumiit-området.
4. Juridisk analyse af Danmarks pligt
4.1 Delegation vs. fralæggelse
Danmark kan – i medfør af Selvstyreloven – delegere administrative beføjelser, men
kan
ikke fralægge sig det folkeretlige ansvar.
Når Grønland som selvstyrende enhed træffer beslutninger, der potentielt berører oprindelige
folk, har Danmark pligt til at sikre, at processen:
1. bygger på
informeret samtykke
(Free, Prior and Informed Consent),
2. respekterer kulturel identitet og sproglig repræsentation,
3. opretholder adgang til retfærdig repræsentation.
Hvis dette ikke er dokumenteret, påhviler det Danmark at handle korrigerende eller at
genoprette informationen til den berørte befolkning.
4.2 Oplysningspligtens indhold
Den folkeretlige oplysningspligt består af tre dele:
•
Information:
Staten skal aktivt formidle viden om rettigheder og muligheder til den
berørte befolkning.
 GRU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 13: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085487_0003.png
•
Tilgængelighed:
Oplysninger skal gives på modersmålet (tunumiisut) og i former, der
er kulturelt forståelige.
Overvågning:
Staten skal løbende kontrollere, om den delegerede forvaltning reelt
respekterer disse rettigheder.
•
5. Vurdering af Danmarks efterlevelse
På baggrund af tilgængelige kilder og fraværet af dokumentation for lokal høring må det
konkluderes, at Danmark
ikke har levet fuldt ud op til sin oplysnings- og sikringspligt
i
forbindelse med kommunalreformen 2009 (Inatsisartutlov nr. 14 af 26. november 2008).
•
Der er
ingen spor af direkte information
fra danske rigsmyndigheder til Tunumiit-
befolkningen om deres rettigheder efter UNDRIP eller ICCPR.
Danmark har
ikke fremlagt særskilte afsnit
om Østgrønland i sine periodiske
rapporter til FN’s Menneskerettighedskomité.
Danmark har
ikke påset,
at den grønlandske kommunestruktur sikrede kulturel eller
sproglig repræsentation for Tunumiit.
Alle høringer og forvaltningsbeslutninger er foregået i Nuuk, og i praksis er
Østgrønland blevet underlagt en vestgrønlandsk forvaltningsmodel uden
kompensatoriske mekanismer.
•
•
•
Disse forhold indikerer, at Danmark – ved ikke at sikre aktiv og direkte information –
har
svigtet sin folkeretlige sikringsforpligtelse
over for et oprindeligt folk under rigets
jurisdiktion.
6. Konklusion og anbefalinger
6.1 Konklusion
Kommunesammenlægningen 2009 viser, at Danmark i praksis har tilladt en administrativ
centralisering, der har svækket Tunumiit-befolkningens reelle deltagelse i egne anliggender.
Danmark bærer fortsat det folkeretlige ansvar og burde have sikret, at befolkningen blev:
•
•
•
oplyst om deres rettigheder til selvbestemmelse,
konsulteret før beslutninger, der ændrer deres lokale forvaltning,
og sikret reel repræsentation efter reformen.
Det må derfor konkluderes, at Danmark
ikke fuldt ud har efterlevet sin oplysnings- og
sikringspligt
i forhold til Tunumiit-befolkningen.
6.2 Anbefalinger
1. At Danmark udarbejder en
særskilt redegørelse til FN’s
Menneskerettighedskomité
om Østgrønlands stilling og rettigheder.
 GRU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 13: Henvendelse af 25/10-25 fra John Lange om Nordøst- og Sydøstgrønlands folkeretlige og menneskeretslige status under Selvstyreloven af 2009
3085487_0004.png
2. At der etableres et
uafhængigt informations- og rådgivningsorgan
for Østgrønland,
finansieret af bloktilskuddet men under dansk rigsmyndighed, med ansvar for at
formidle folkeretlige og forfatningsmæssige rettigheder, i samarbejde med
repræsentanter for Tunumiit-befolkningen.
3. At kommunesammenlægningen revurderes med henblik på
lokal repræsentation og
kulturel autonomi
for Tunumiit-området.
4. At fremtidige beslutninger, der vedrører Østgrønland, kun kan træffes efter
dokumenteret
lokal konsultation
i overensstemmelse med UNDRIP art. 19.
Udarbejdet af:
John Lange
Mygind Damgaard, Assens
Oktober 2025