Kære Lisbeth
Dette er sendt til Alle forsvareordfører.
Jeg henvender mig som krigsveteran med et spørgsmål vedrørende værnepligten.
Som loven er indrettet i dag, findes der ikke en særregel, der automatisk fritager unge fra
værnepligt, hvis deres forældre har PTSD efter udsendelse som soldater. Der er heller ikke en
ordning, hvor børn af veteraner med PTSD kan vælge frit, alene på baggrund af forældrenes
situation. Kort fortalt afhænger en fritagelse i dag udelukkende af den unges egen helbredstilstand
og ikke forældrenes.
Vi er en gruppe tidligere professionelle soldater og veteraner, som alle har været udsendt for
Danmark. Mange af os har efterfølgende fået konstateret PTSD som følge af tjenesten.
Vi henvender os, fordi vores børn med tiden vil blive indkaldt til Forsvarets Dag og potentielt
aftjene værnepligt. Disse unge mennesker har ofte vokset op i hjem, hvor en mor eller far har
været præget af alvorlige psykiske mén efter udsendelserne, hvilket har påvirket deres barndom og
ungdom.
Vi ønsker derfor, at der bliver taget politisk stilling til, om børn af veteraner med konstateret PTSD
skal have mulighed for selv at vælge, om de ønsker at aftjene værnepligt – eller om de i stedet
ønsker at søge en karriere i Forsvaret på egne præmisser.
Vi har gjort vores pligt for Danmark, men vi mener, at det er rimeligt og respektfuldt, at vores børn
ikke automatisk stilles i samme situation, men gives retten til selv at tage stilling.
Nu hvor vi nærmer os flagdagen, som netop er en dag, hvor veteraners indsats bliver anerkendt,
ville det være både meningsfuldt og respektfuldt at få dette spørgsmål klarlagt.
Vi håber, at dette kan blive et punkt, som Forsvarsordførerne vil rejse i Folketinget, så vi kan få
skabt klare retningslinjer for en ordning, der tager hensyn til disse unge mennesker.
På forhånd tak for Deres tid og opmærksomhed.
Med Venlig Hilsen
Kenn Andersen
Har været Udsendt for Danmark x 4 og har PTSD.
FOLKETINGET INTERN