EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

Europaudvalget 2025-26
EUU Alm.del Bilag 7
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

EUJUR j.nr. 23/02607

9. oktober 2025

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat procesdele-

gation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af general-

advokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske rege-

ring, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. General-

advokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-482/23

Titel og kort sagsresumé

Kommissionen mod Danmark (buscabotage)

Emne:

Forkert anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EF) nr. 1073/2009 om fælles regler for adgang til

det internationale marked for buskørsel og om ændring af

forordning (EF) nr. 561/2006.

Påstande:

(1) det fastslås, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine for-

pligtelser i henhold til artikel 15, litra b), i Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/2009 af 21. oktober

2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked

for buskørsel og om ændring af forordning (EF) nr.

561/2006 (EUT L 300 af 14.11.2009 s. 88), idet Kongeriget

Danmark ikke tillader cabotagekørsel med bus, medmindre

kørslen sker inden for en periode på syv på hinanden føl-

gende dage i en kalendermåned, samt at (2) Kongeriget Dan-

mark pålægges at betale sagens omkostninger.

Daraa

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 3, stk. 2, i forordning (EU) 604/2013 (heref-

ter »Dublin-III[1]forordningen«), henholdsvis Dublin-III-

forordningen i sig selv fortolkes således, at den medlemsstat,

som afgør, hvem der er ansvarlig, også skal fortsætte med at

undersøge kriterierne i kapitel III og selv bliver ansvarlig,

hvis den medlemsstat, som er ansvarlig i henhold til disse kri-

terier, ikke er villig til at modtage Dublin-tilbagesendte?

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Transportministeriet

Færdselsstyrelsen

Proces-

skridt

Dom

Dato

16.10.25

C-458/24

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og In-

tegrationsministeriet

16.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-790/23

2) Gælder denne forpligtelse for den medlemsstat, som af-

gør, hvem der er ansvarlig, til at fortsætte med at undersøge

kriterierne i kapitel III også i tilfælde af, at der i den med-

lemsstat, som ikke er villig til at modtage, ikke er tale om sy-

stemfejl som omhandlet i Dublin-III-forordningens artikel 3,

stk. 2, andet afsnit, der medfører en risiko for umenneskelig

eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i

EU’s charter for grundlæggende rettigheder (herefter

»chartret«)?

3) Skal artikel 33, stk. 1, i direktiv 2013/32/EU (asylproce-

duredirektivet) fortolkes således, at den er til hinder for en

national lovgivning, hvorefter en asylansøgning også kan af-

vises, hvis den medlemsstat, som i henhold til Dublin-III-

forordningen er ansvarlig, ikke er villig til at modtage?

4) Skal den medlemsstat, som afgør, hvem der er ansvarlig,

lægge den manglende villighed til at modtage, som gør sig

gældende for så vidt angår den medlemsstat, der er ansvarlig

i henhold til Dublin-III-forordningen, til grund, hvis den an-

svarlige medlemsstats indenrigsministerium skriftligt erklæ-

rer, at der foreløbigt ikke modtages nogen Dublin-tilbage-

sendte, og hvis den ansvarlige medlemsstat efterfølgende for-

hindrer modtagelsen af Dublin-tilbagesendte?

5) Indebærer den ansvarlige medlemsstats nægtelse af at

modtage Dublin[1]tilbagesendte allerede i sig selv og uaf-

hængigt af en deraf følgende risiko som omhandlet i chartrets

artikel 4 en tilsidesættelse af den pågældendes subjektive ret-

tigheder? Indeholder Dublin-III-forordningens artikel 27,

stk. 1, også for så vidt angår en sådan tilsidesættelse af sub-

jektive rettigheder et effektivt retsmiddel?

Qassioun

Sagen vedrører:

Skal artikel 18, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fast-

sættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken

medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøg-

ning om international beskyttelse, der er indgivet af en tred-

jelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne,

fortolkes således, at et afslag på ansøgningen som omhandlet

i denne bestemmelse omfatter det tilfælde, hvor en midlerti-

dig opholdstilladelse, der tidligere efter ansøgning er meddelt

den pågældende person i Danmark, og som er baseret på et

behov for beskyttelse, ikke blev forlænget, når afgørelsen om

ikke at forlænge ikke blev truffet på grundlag af en ansøgning

fra denne person herom, men blev truffet myndigheden af

egen drift?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og In-

tegrationsministeriet

Dom

30.10.25

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

Sagsnr.

T-290/23

Titel og kort sagsresumé

Sber mod SRB

Påstande:

—For

det første annulleres Afviklingsinstansens afgø-

relse af 28. juli 2022 vedrørende sagsøgerens begæring

om aktindsigt.

—For

det andet annulleres afgørelse af 8. marts 2023

truffet af Afviklingsin-stansens klagenævn i sag

4/2022, for så vidt som denne afgørelse indeholder

konstateringer, der er ugunstige for sagsøgeren

—For

det tredje annulleres det afslag, der følger af ar-

tikel 8, stk. 3, i forord-ning (EF) nr. 1049/2001 (1) 15

arbejdsdage efter afgørelsen truffet af klage-nævnet.

—Sagsøgte

tilpligtes at betale sagsøgerens omkostnin-

ger.

Sber mod Afviklingsinstansen

Påstande:

—For

det første annullation af Afviklingsinstansens

afgørelse af 19.

august 2022 med hensyn til sagsøgerens begæring om

aktindsigt.

—For

det andet annullation af afgørelse af 8. marts

2023 fra

Afviklingsinstansens klagenævn i sag 6/2022, i det om-

fang denne

afgørelse indeholder bebyrdende forhold for sagsøge-

ren.

—For

det tredje annullation af afslaget i henhold til ar-

tikel 8, stk. 3, i

forordning (EF) nr. 1049/2001 (1), 15 arbejdsdage ef-

ter

klagenævnets afgørelse.

—Afviklingsinstansen

tilpligtes at betale sagsøgerens

omkostninger

Braila Winds

Spørgsmål;

1. Skal bestemmelserne i artikel 107 TEUF og 108

TEUF fortolkes således, at en national ordning som

den ved lov nr. 259/2021 indførte, der kun pålægger

visse elektricitetsproducenter en skat, udgør anmeldel-

sespligtig statsstøtte til de producenter, som er fritaget

for denne skat? Er denne ordning diskriminerende, så-

fremt den blot finder anvendelse på visse elektricitets-

producenter, herunder producenter af elektricitet fra

vedvarende energikilder?

2. Skal dels bestemmelserne i artikel 49 TEUF og 56

TEUF, dels bestemmelserne i artikel 17 i Den Euro-

pæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

fortolkes således, at de er til hinder for en national ord-

ning som den ved lov nr. 259/2021 indførte, der kun

pålægger visse elektricitetsproducenter (herunder pro-

ducenter af elektricitet fra vedvarende energikilder) en

høj skat, hvorimod andre producentkategorier er frita-

get for denne skat?

Interessent

Ministeriet for

Fødevarer, Land-

brug og Fiskeri

Sags-

type

O-sag

Pro-

ces-

skridt

Dom

Dato

15.10.25

T-291/23

Miljø- og Lige-

stillingsministe-

riet

Ministeriet for

Fødevarer, Land-

brug og Fiskeri

Fødevarestyrel-

sen

O-sag

Dom

15.10.25

C-391/23

Erhvervsministe-

riet

Energistyrelsen

O-sag

Dom

16.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

3. Inden forordning 2022/1854 trådte i kraft, var di-

rektiv (EU) 2019/944 om fælles regler for det indre

marked for elektricitet og om ændring af direktiv

2012/27/EU da til hinder for en national ordning som

den ved lov nr. 259/2021 indførte, der ville kunne

medføre en fastsættelse af salgsprisen/begrænsning af

friheden til at fastsætte salgsprisen?

4. Er bestemmelserne i artikel 191, stk. 2, TEUF ved-

rørende forsigtighedsprincippet, princippet om fore-

byggende indsats, princippet om indgreb over for mil-

jøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at

forureneren betaler, til hinder for en national ordning

som den ved lov nr. 259/2021 indførte? Bringer en så-

dan ordning Unionens målsætning om klimaneutralitet

i 2050 og Unionens energibeskatningspolitik i fare?

Anesar-CV

Recreativos Giner Molto m.fl.

Salones Comatel m.fl.

Asesfam m.fl.

Apuestas Deportivas Valencianas m.fl.

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF, som

fastsætter princippet om frihed til at oprette og drive

egen virksomhed og princippet om fri bevægelighed

for tjenesteydelser, fortolkes således, at disse bestem-

melser er forenelige med en national lovgivning (så-

som artikel 5 i Decreto 97/2021 del Consell, que des-

arrolla los arts. 45.5 y 45.6 de la ley 1/2020 Valenciana,

de regulación del juego y de prevención de la ludopatía

en la Comunidad Valenciana (regionalregeringens de-

kret 97/2021 om gennemførelse af artikel 45, stk. 5 og

6, i regionen Valencias lov 1/2020 om regulering af spil

og forebyggelse af ludomani i regionen Valencia)) af

16. juli 2021, som foreskriver en afstand på mindst 500

meter mellem spillehaller og på mindst 850 meter mel-

lem spillehaller og uddannelsessteder, når denne lov-

givning allerede fastsætter andre foranstaltninger, som

er mindre indgribende, men kan anses for at være lige

så effektive med henblik på beskyttelsen af forbru-

gerne, den almene interesse og navnlig mindreårige, så-

som: a) et forbud mod adgang og deltagelse for min-

dreårige, personer, som er blevet umyndiggjort ved en

retskraftig dom, direktører for sportsvirksomheder og

dommere i aktiviteter, som der kan afgives væddemål

på, direktører og aktionærer i væddemålsvirksomhe-

der, personer, der bærer våben, er berusede eller påvir-

kede af euforiserende stoffer, eller som forstyrrer spil-

lenes afvikling, personer, som er opført i registret over

personer, der er udelukket fra adgangen til spil, og b)

et forbud mod reklame, anprisning, sponsorering og

enhver form for kommerciel anprisning, herunder

gennem elektronisk kommunikation på sociale netvær-

ker, og anprisning af spillet uden for lokalerne, reklame

på bannere på offentlige veje og i transportmidler samt

på plakater eller billeder på ethvert medium?

2. Uanset besvarelsen af det forrige spørgsmål: Skal ar-

tikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF fortolkes såle-

des, at disse bestemmelser er til hinder for en national

Forenede sa-

ger C-718/23

C-60/24

C-719/23

C-720/23

C-721/23

Skatteministeriet

O-sag

Dom

16.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

lovgivning såsom anden overgangsbestemmelse i Ley

1/2020 de la Generalitat Valenciana, de regulación del

juego y de prevención de la ludopatía en la Comunidad

Valenciana (regionalregeringen i Valencias lov 1/2020

om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i re-

gionen Valencia) af 11. juni 2020, som med tilbagevir-

kende kraft fastsætter afstandskravet på 850 meter

mellem spillehaller og uddannelsessteder for allerede

eksisterende spillehaller, der er anlagt uden at over-

holde denne afstand, når de anmoder om fornyelse af

deres licens eller tilladelse efter ikrafttrædelsen af den

nævnte lov 1/2020, eftersom dette krav er uforeneligt

med det førnævnte princip om frihed til at oprette og

drive egen virksomhed og princippet om fri udøvelse

af aktiviteter?

3. Uanset besvarelsen af de forrige spørgsmål: Skal ar-

tikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF fortolkes såle-

des, at disse bestemmelser er til hinder for en national

lovgivning såsom tiende overgangsbestemmelse i Ley

1/2020 de la Generalitat Valenciana, de regulación del

juego y de prevención de la ludopatía en la Comunidad

Valenciana (regionalregeringen i Valencias lov 1/2020

om regulering af spil og forebyggelse af ludomani i re-

gionen Valencia) af 11. juni 2020, som fastsætter et

moratorium på fem år fra ikrafttrædelsen af den

nævnte lov 1/2020 for tildeling af nye licenser eller til-

ladelser til spilleetablissementer, eftersom denne su-

spendering af tilladelserne i en periode på maksimalt

fem år er uforenelig med det førnævnte princip om fri-

hed til at oprette og drive egen virksomhed og princip-

pet om fri udøvelse af aktiviteter?

4. Uanset besvarelsen af de forrige spørgsmål: Skal ar-

tikel 26 TEUF, 49 TEUF og 56 TEUF fortolkes såle-

des, at disse bestemmelser er til hinder for en national

lovgivning såsom artikel 45, stk. 5 og 6, i den nævnte

Ley 1/2020 de la Generalitat Valenciana, de regulación

del juego y de prevención de la ludopatía en la Comu-

nidad Valenciana (regionalregeringen i Valencias lov

1/2020 om regulering af spil og forebyggelse af ludo-

mani i regionen Valencia), idet denne lovgivning kun

fastsætter forpligtelser for privatejede spillehaller, men

ikke for offentligt ejede spillehaller, som desuden er

undtaget fra de begrænsninger af reklame og den ad-

gangskontrol, som førstnævnte er underlagt, idet de er

fritaget fra at opfylde følgende forpligtelser: a) opret-

holdelse af en afstand på mindst 500 meter mellem

spillehaller og på mindst 850 meter mellem spillehaller

og uddannelsessteder, b) overholdelse med tilbagevir-

kende kraft af den krævede afstand på 850 meter mel-

lem spillehaller og uddannelsessteder for allerede eksi-

sterende spillehaller, som er anlagt uden at opfylde

denne afstand, når de anmoder om fornyelse af deres

licens eller tilladelse efter ikrafttrædelsen af den nævnte

lov 1/2020, og c) overholdelse af moratoriet i en peri-

ode på maksimalt fem år efter ikrafttrædelsen af den

nævnte lov 1/2020 for tildeling af nye licenser eller til-

ladelser til spilleetablissementer, væddemålsetablisse-

menter og etablissementer for spillemaskiner?

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-218/24

C-282/24

C-399/24

C-484/24

Er princippet om markedets enhed, lighedsprincippet,

ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud

mod forskelsbehandling mellem og af aktører inden

for spillesektoren til hinder for disse bestemmelser i

national lovgivning? Udgør den beskrevne situation en

fordel, som begrænser og fordrejer konkurrencen in-

den for sektoren?

Iberia Líneas Aéreas de España

Sagen vedrører:

Skal artikel 17, stk. 2, i konventionen om indførelse af

visse ensartede regler for international luftbefordring,

indgået i Montreal den 28. maj 1999, undertegnet af

Det Europæiske Fællesskab den 9. december 1999 og

godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse

2001/539/EF af 5. april 2001, sammenholdt med

denne konventions artikel 22, stk. 2, fortolkes således,

at den under betegnelsen »bagage«, uanset om denne

er indchecket eller ej, udelukker kæledyr og selskabsdyr

fra konventionens anvendelsesområde?

Polismyndigheten

Sagen vedrører:

Kan en ændring af vederlagsmodellen i en rammeaf-

tale, der oprindeligt blev udbudt på baggrund af tilde-

lingskriteriet laveste tilbudte pris, hvor balancen mel-

lem faste og variable priser ændres, samtidig med at

prisniveauerne justeres i et sådant omfang, at den sam-

lede kontraktværdi ikke ændres mere end på marginal

vis, medføre, at rammeaftalens overordnede karakter

skal anses for at være blevet ændret i den betydning,

hvori dette udtryk anvendes i udbudsdirektivets artikel

72, stk. 2?

Airhelp Germany

Sagen vedrører:

»Skal artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar

2004 om fælles bestemmelser om kompensation og

bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning

og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophæ-

velse af forordning (EØF) nr. 295/91 fortolkes såle-

des, at der foreligger en »usædvanlig omstændighed«,

hvis det fly, hvormed flyvningen skulle have været

gennemført, på den umiddelbart foregående flyvning

blev ramt af et lyn, hvilket medførte en obligatorisk

sikkerhedskontrol af flyet ved certificerede teknikere

med den konsekvens, at flyet først blev frigivet til

transport ca. fem timer efter det planlagte afgangs-

tidspunkt?«

NTH Haustechnik

Sagen vedrører:

Opfylder bestemmelserne i artikel 92 i GG [(For-

bundsrepublikken Tysklands forfatning, herefter »for-

fatningen«)], §§ 138, 286, 355 ff. i ZPO [(den tyske

retsplejelov, herefter »retsplejeloven«)] i tilfælde af en

selvstændig retslig behandling, som er omfattet af arti-

kel 6, stk. 1, litra e), og artikel 6, stk. 3, i databeskyttel-

sesforordningen [(Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af per-

sonoplysninger og om fri udveksling af sådanne op-

Transportmini-

steriet

O-sag

Dom

16.10.25

Konkurrence- og

Forbrugerstyrel-

sen

O-sag

Dom

16.10.25

Transportmini-

steriet

O-sag

Dom

16.10.25

Justitsministeriet

O-sag

16.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

lysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF, her-

efter »databeskyttelsesforordningen«)] det krav om ty-

delig formulering, som følger af artikel 8, stk. 2, og ar-

tikel 52, stk. 1, i chartret [(chartret om grundlæggende

rettigheder, herefter »chartret«)] og af databeskyttelses-

forordningens artikel 5, stk. 1, litra c), såfremt den rets-

lige behandling er forbundet med indgreb i en parts

eller en tredjemands grundlæggende rettigheder?

Kan en national domstol i forbindelse med behandlin-

gen af

–

navnlig personoplysninger

–

gøre gældende,

at der er hjemmel til denne behandling i databeskyttel-

sesforordningens artikel 17, stk. 3, litra e), eller udgør

databeskyttelsesforordningens artikel 6 og 9 det eneste

grundlag for en retslig behandling?

Såfremt databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk.

3, litra e), principielt kan udgøre et retsgrundlag for en

retslig behandling:

aa)

Gælder dette også for de tilfælde, hvor den oprindelige

indsamling af disse oplysninger er foretaget ulovligt af

en part i sagen eller en tredjemand?

bb)

Indebærer en behandling af oplysninger, der oprinde-

ligt er indsamlet ulovligt, i overensstemmelse med det

almindeligt gældende princip om rimelighed [jf. data-

beskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a)] i

henhold til den afledte ret en begrænsning af den rets-

lige behandling, således at databeskyttelsesfor-ordnin-

gens artikel 17, stk. 3, litra e), alene kan finde anven-

delse under visse betingelser eller inden for visse græn-

ser?

cc)

Skal bestemmelsen i databeskyttelsesforordningens ar-

tikel 17, stk. 3, litra e), forstås således, at et forbud mod

retslig anvendelse af oplysninger, som oprindeligt er

indsamlet ulovligt, altid ophæves

–

altså at en domstols

anvendelse af disse oplysninger altid skal finde sted

–

hvis den oprindelige indsamling af oplysninger ikke er

sket i det skjulte og er sket med henblik på at kunne

dokumentere en forsætligt begået pligtforsømmelse?

Uafhængigt af, om den retslige behandling er omfattet

af artikel 17, stk. 3, litra e), artikel 6, stk. 1, litra c) eller

e), artikel 6, stk. 3, eller artikel 9 i databeskyttelsesfor-

ordningen eller af andre EU-retlige forskrifter:

Er det en nødvendig følge af det databeskyttelsesret-

lige princip om nødvendighed og det databeskyttelses-

retlige princip om dataminimering i henhold til hen-

holdsvis chartrets artikel 52, stk. 1, andet punktum, og

databeskyttelsesfor-ordningens artikel 5, stk. 1, litra a),

at domstolene, navnlig for så vidt angår behandlingen

af oprindeligt ulovligt indsamlede eller opbevarede op-

lysninger, skal foretage en omfattende proportionali-

tetsvurdering og afvejning?

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

Hvilke konsekvenser har databeskyttelsesforordnin-

gens artikel 5, stk. 1, litra e), som bestemmer, at per-

sonoplysninger kun kan opbevares så længe, som det

er nødvendigt til de formål, de behandles til, for den

efterfølgende retslige behandling, navnlig for så vidt

angår tilfælde, hvor

–

den oprindelige indsamling af oplysninger er sket til

andre formål, eller

–

den oprindelige ulovlige indsamling af oplysninger er

sket for lang tid siden, eller

–

en ulovlig opbevaring er blevet opretholdt i lange pe-

rioder, eller

–

den ulovlige indsamling af oplysninger vedrører op-

lysninger, som

–

eventuelt ulovligt

–

er blevet opbeva-

ret for lang tid siden, eller

–

den databehandlende eller -indsamlende myndighed

eller den databehandlende eller -indsamlende person

efter ensidig eller fælles aftale eller i henhold til over-

enskomst har forpligtet sig til sletning af oplysningerne

inden for en vis periode, men imidlertid ikke har fore-

taget denne sletning?

Følger det af EU-retten, navnlig chartrets artikel 8 og

databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c),

eller e), artikel 6, stk. 3, og artikel 9, at en national dom-

stol kun kan anvende bevismateriale, som er indsamlet

i forbindelse med en tilsidesættelse af personlige ret-

tigheder, hvis der for den part, der bærer bevisbyrden,

er tale om en legitim interesse, der går videre end den

basale bevisførelse, eller følger der af EU-retten ingen

krav herom, således at det er det nationale retssystem,

der skal fastsætte regler herom?

Følger det af chartrets artikel 47, stk. 2, som sikrer ret-

ten til effektiv retsbeskyttelse og navnlig en retfærdig

rettergang, og hvorefter parterne i en civil retssag prin-

cipielt skal være i stand til at give en fyldesgørende be-

grundelse for og dokumentere deres retlige interesse,

at den retslige behandling af personoplysninger vedrø-

rende den sagsøgte ansatte, som er indsamlet ulovligt

af arbejdsgiveren, kun kan fremstå som i snæver for-

stand urimelig og uforholdsmæssig, hvis indsamlingen

af oplysningerne i henhold til EU-retten viser sig at ud-

gøre en alvorlig tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og

8, og andre mulige sanktioner over for arbejdsgiveren

(f.eks. erstatningsansvar i henhold til databeskyttelses-

forordningens artikel 82 og pålæggelse af […] bøder i

henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 83)

ville være helt utilstrækkelige, eller kan der allerede ved

andre mindre alvorlige tilsidesættelser af databeskyttel-

sesretlige bestemmelser være tale om manglende rime-

lighed og manglende forholdsmæssighed?

Skal en domstol i forbindelse med sin afgørelse af, om

den vil anvende de oplysninger, som oprindeligt er ind-

samlet af en part eller en tredjemand, inden for ram-

merne af sin retslige behandling, tage hensyn til, om

den, der har indsamlet oplysningerne, har overholdt

forpligtelserne til at fremlægge de oplysninger, der er

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

Forenede sa-

ger C-258/23

C-259/23

C-260/23

omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 13?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Under

hvilke betingelser og efter hvilke kriterier skal retten

tage dette i betragtning?

Indebærer den omstændighed, at databeskyttelsesfor-

ordningen og chartret finder anvendelse i forbindelse

med en domstols behandling af personoplysninger, at

de pågældende bestemmelser også omfatter personop-

lysninger vedrørende tredjemand? På hvilken måde på-

virker en eventuel databeskyttelsesretlig tilsidesættelse

i relation til tredjemand i forbindelse med den oprin-

delige indsamling af oplysninger en efterfølgende rets-

lig databehandling i en tvist mellem to parter? Kan en

part gøre en tilsidesættelse gældende, som ikke er be-

gået over for den pågældende part, men over for tred-

jemand, eller er dette ikke muligt?

Imagens Médicas Integradas m.fl.

Sagerne vedrører:

I. Udgør de forretningspapirer, som er genstand for

kontrol i den foreliggende sag, og som er overført via

e-mail, en »korrespondance« som omhandlet i artikel 7

i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder?

II. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af forretningspapirer, som hidrører fra kommu-

nikationen via e-mail mellem virksomheders ledere og

medarbejdere, når der pågår en undersøgelse af for-

budte aftaler og forbudt praksis i henhold til artikel 101

TEUF (tidligere artikel 81 TEF)?

III. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af sådanne forretningspapirer efter forudgående

tilladelse fra en judiciel myndighed, i den foreliggende

sag det offentliges repræsentant, som har til opgave at

repræsentere staten, at forsvare de i loven fastsatte in-

teresser, at retsforfølge strafbare handlinger på grund-

lag af legalitetsprincippet og at forsvare den demokra-

tiske legitimitet i henhold til forfatningens bestemmel-

ser, og som handler uafhængigt af de øvrige centrale,

regionale og lokale myndighedsorganer?

Sagen C-260/23 vedrører:

I. Udgør de forretningspapirer, som er genstand for

kontrol i den foreliggende sag, og som er overført via

e-mail, en »korrespondance« som omhandlet i artikel 7

i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder?

II. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af forretningspapirer, som hidrører fra kommu-

nikationen via e-mail mellem virksomheders ledere og

medarbejdere, når der pågår en undersøgelse af for-

budte aftaler og forbudt praksis i henhold til artikel 102

TEUF (tidligere artikel 82 TEF)?

III. Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæg-

gelse af sådanne forretningspapirer efter forudgående

tilladelse fra en judiciel myndighed, i den foreliggende

Konkurrence- og

Forbrugerstyrel-

sen

O-sag

23.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-760/23

sag det offentliges repræsentant, som har til opgave at

repræsentere staten, at forsvare de i loven fastsatte in-

teresser, at retsforfølge strafbare handlinger på grund-

lag af legalitetsprincippet og at forsvare den demokra-

tiske legitimitet i henhold til forfatningens bestemmel-

ser, og som handler uafhængigt af de øvrige centrale,

regionale og lokale myndighedsorganer?

Shanov

Sagen vedrører:

1) Er artikel 9, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2012/27/EU af 25. oktober 2012 om energi-

effektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og

2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv

2004/8/EF og 2006/32/EF og artikel 169 TEUF til

hinder for betaling af udgifterne til varmeenergi fra en

bygnings installation, når trapper og gange i denne byg-

ning ikke er udstyret med radiatorer?

2) Er artikel 9, stk. 3, i direktiv 2012/27/EU og artikel

169 TEUF til hinder for, at et fjernvarmeforsynings-

selskab har mulighed for på grundlag af en national

lovgivning at kræve godtgørelse for varmeforbruget

fra en bygnings installation, når mængden af varme-

energi bestemmes efter en formel, som er udviklet af

administrationen, og

–

indfører en faktor til bestemmelse af den andel, som

den installerede ydelse fra bygningens installation ud-

gør af varmeanlæggets samlede ydelse, uden at det står

klart, hvorledes denne faktor fastlægges

–

lægger en installeret ydelse fra bygningens installa-

tion til grund, uden at der tages hensyn til, hvilke ydel-

ser der faktisk er installeret

–

ikke tager hensyn til temperaturen af varmebæreren

i bygningens installation

–

lægger til grund, at installationen altid drives med

fuld ydelse

–

ikke tager hensyn til de forskellige typer varmesyste-

mers (her Tichelmann) specifikke funktion og sidestil-

ler dem med hensyn til deres funktion

–

automatisk lægger en gennemsnitstemperatur på

19°C til grund for fællesejede bygninger?

3) Er artikel 9, stk. 3, i direktiv 2012/27 og artikel 169

TEUF til hinder for, at et fjernvarmeforsyningsselskab

har mulighed for på grundlag af en national lovgivning

at kræve godtgørelse for varmeforbruget til varmt

vand, når mængden af varmenergi bestemmes efter en

formel, som er udviklet af administrationen, og som

ikke tager i betragtning, hvilken temperatur det varme

vand skal opvarmes til, når det leveres til aftagerne, el-

ler hvilken varmeenergi der er påkrævet ved denne op-

varmning, og ikke tager hensyn til, hvor mange kubik-

meter varmt vand aftagerne har brugt, og ved hvis an-

vendelse det altid er sikret, at der i opvarmningsperio-

den om vinteren beregnes en dobbelt så stor vand-

mængde som om sommeren?

4) Er artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2006/32/EF af 5. april 2006 om energieffektivi-

tet i slutanvendelserne og om energitjenester samt om

ophævelse af Rådets direktiv 93/76/EØF, artikel 9,

Erhvervsministe-

riet

O-sag

Dom

23.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-118/24

stk. 3, i direktiv 2012/27 og artikel 169 TEUF til hin-

der for, at et fjernvarmeforsyningsselskab har mulig-

hed for på grundlag af en national lovgivning at kræve

en godtgørelse for varmeforbruget af en installation i

en fællesejet bygning, som er proportional i forhold til

lejlighedernes opvarmelige volumen i henhold til

grundplanen, uden at der tages hensyn til den mængde

varmeenergi, som faktisk er afgivet i overensstem-

melse med den tekniske kapacitet af radiatorerne i den

enkelte lejlighed?

Har det betydning for besvarelsen af dette spørgsmål,

at varmeenergien fra bygningens installation i henhold

til den nationale lovgivning udgør en af bestanddelene

i algoritmen for beregning af det slutbeløb, som for-

brugerne skal betale for den samlede varme (summen

af beløbene for den varmeenergi, der afgives af byg-

ningens installation, samt opvarmning og varmt vand),

idet størrelsen af det beløb, der skal betales for op-

varmning af en lejlighed fremkommer som differencen

mellem den samlede opvarmningsenergi (minuenden)

og summen af varmeenergien fra installationen, den

varmenergi, der afgives af radiatorerne i de fællesejede

dele af bygningen, og varmeenergien til varmt vand

(subtrahenden)?

5) Udgør en national lovgivning, hvorefter forbrugere

skal betale for levering af varmeenergi, der afgives af

en bygnings installation, i forhold til lejlighedernes op-

varmelige volumen i henhold til grundplanen, uden at

der tages hensyn til den varmemængde, der faktisk er

afgivet til de enkelte lejligheder, en tilsidesættelse af

forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling i

henhold til artikel 101 TEUF og forbuddet mod ydelse

af ulovlig statsstøtte i henhold til artikel 107 TEUF?

Laboratoires Eurogenerics et Theramex France

Sagen vedrører:

»1) Skal artikel 28 og 29 i Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 fortol-

kes således, at en ret i en medlemsstat, der er berørt af

en decentraliseret markedsføringstilladelsesprocedure

uden at være referencemedlemsstaten, som har kom-

petence til at påkende en sag anlagt til prøvelse af

denne markedsføringstilladelse, der er udstedt af den

kompetente myndighed i denne medlemsstat, i over-

ensstemmelse med Domstolens dom af 14. marts

2018, Astellas Pharma (C-557/16), i dette tilfælde har

kompetence til at efterprøve, om den decentraliserede

procedure er blevet gennemført i overensstemmelse

med bestemmelserne i direktiv 2001/83/EF, og at

markedsføringen af specialiteten ikke udgør en poten-

tiel alvorlig risiko for folkesundheden som omhandlet

i samme direktivs artikel 29, stk. 1?

2) Skal artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2001/83/EF af 6. november 2001 fortolkes så-

ledes, at bestemmelsen er til hinder for, at der kan ud-

stedes en markedsføringstilladelse for et kemisk læge-

middel efter den forenklede procedure i direktivets ar-

tikel 10, stk. 1, når dets referencelæge-middel er et bi-

ologisk lægemiddel?«

Lægemiddelsty-

relsen

O-sag

23.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-224/24

C-267/24

Società Eredi Raimondo Bufarini

–

Sagen vedrører:

A) Er definitionen af begrebet »tilstedeværelse af far-

lige stoffer« i artikel 3, nr. 12), i direktiv 2012/18/EU

til hinder for en praksis, ifølge hvilken skøn af mæng-

derne af farlige stoffer, der er til stede i et affaldsbe-

handlingsanlæg, er overladt til en driftsprocedure

iværksat af driftslederen (og eventuelt godkendt ved en

tilladelse ifølge artikel 23 i direktiv 2008/98/EF eller

en godkendelse ifølge artikel 4 i direktiv 2010/75/EU),

der

–

henset til, at affald kvalificeres som blandinger

som omhandlet i artikel 3, nr. 11), i direktiv

2012/18/EU

–

omfatter kontinuerlig overvågning af

mængden af farlige stoffer, der er til stede i anlægget,

og sikrer, at den lavere og den højere tærskelmængde,

der er fastsat i henholdsvis kolonne 2 og 3 i bilag I til

direktiv 2012/18/EU, ikke overskrides?

B) Er artikel 7 i direktiv 2012/18/EU, ifølge hvilken

driftslederen har pligt til at indsende »en anmeldelse til

den kompetente myndighed« med oplysningerne i di-

rektivets artikel 7, stk. 1, som fortolket i lyset af kon-

kurrenceprincip-pet og princippet om etableringsfrihe-

den, til hinder for en national lovgivning som den, der

følger af artikel 13, stk. 1, 2 og 5, i lovdekret nr.

105/2015, der foreskriver, at oplysninger udelukkende

skal indsendes ved brug af »en anmeldelse, udarbejdet

ifølge formularen i bilag 5« (stk. 1), »undertegnet i form

af en tro og love-erklæring som fastsat i den gældende

lovgivning« (stk. 2), »som driftslederen indsender til de

i stk. 1 nævnte adressater elektronisk ved brug af de

tjenester og værktøj til elektronisk oversendelse, som

er stillet til rådighed via fortegnelsen over de i artikel 5,

stk. 3, omhandlede virksomheder, der kan forårsage

større uheld«, eller »udelukkende via certificeret e-post

med digital signatur« (stk. 5), hvilket udelukker en

fremgangsmåde for indsendelse efter »en driftsproce-

dure iværksat af driftslederen«, der omfatter kontinu-

erlig overvågning af mængden af farlige stoffer, der er

til stede i anlægget, og sikrer, at den lavere og den hø-

jere tærskelmængde, der er fastsat i henholdsvis ko-

lonne 2 og 3 i bilag I til direktiv 2012/18/EU, ikke

overskrides?

Кanevi Komers DS

Sagen vedrører:

Er bestemmelsen i artikel 15 i Kommissionens delege-

rede forordning (EU) nr. 640/2014 1 af 11. marts 2014

umiddelbart anvendelig i medlemsstaterne, eller kræ-

ver dens anvendelse vedtagelse af national lovgivning?

Skal det lægges til grund, at artikel 15 i Kommissionens

delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts

2014 fastsætter, at en støttemodtagers behørige under-

retning af den kompetente myndighed om, at støttean-

søgningen eller betalingsanmodningen er urigtig eller

er blevet urigtig efter indsendelsen, er opfyldt med en

skriftlig underretning, som er modtaget af den kompe-

tente myndighed, og at en indsendelse via en specifik

platform ikke er påkrævet?

Miljø- og Lige-

stillingsministe-

riet

O-sag

23.10.25

Ministeriet for

Fødevarer, Land-

brug og Fiskeri

O-sag

Dom

23.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

Skal de begrænsninger i støttemodtagerens rettigheder,

som er indeholdt i artikel 15 i Kommissionens delege-

rede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. december

2014, hvorefter støttemodtageren kun kan underrette

den kompetente myndighed om, at støtteansøgningen

eller betalingsanmodningen er urigtig eller er blevet

urigtig efter indsendelsen uden derved at pådrage sig

sanktioner, hvis »støttemodtageren [ikke] er blevet

gjort bekendt med, at myndigheden har til hensigt at

foretage kontrol på stedet«, og »myndigheden [ikke] al-

lerede har givet støttemodtageren meddelelse om

manglende overholdelser i støtteansøgningen eller be-

talingsanmodningen«, fortolkes således, at de forud-

sætter et bevis for, at forvaltningsmyndigheden har un-

derrettet støttemodtageren om en påtænkt kontrol el-

ler om en manglende overholdelse i støtteansøgningen

eller betalingsanmodningen? Er det i denne henseende

tilladt støttemodtageren, forudsat at den kompetente

myndighed ikke har underrettet den pågældende om,

at den har til hensigt at foretage kontrol på stedet, eller

ikke allerede har underrettet støttemodtageren om

manglende overholdelser i støtteansøgningen eller be-

talingsanmodningen, i henhold til denne bestemmelse

i forordningen at foretage en tilbagetrækning, før den

pågældende i tilfælde af, at der allerede er foretaget en

kontrol, og der er blevet konstateret en manglende

overholdelse, modtager en meddelelse fra forvalt-

ningsmyndigheden?

[4] Er 17. betragtning til og artikel 15 i Kommissio-

nens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11.

marts 2014 til hinder for en national lovgivning, hvor-

efter »den, der ansøger om støtte, ikke kan trække den

indsendte ansøgning i sin helhed eller i forhold til en

eller flere af de af ansøgningen omfattede støtteord-

ninger tilbage, hvis: 1. den pågældende er blevet under-

rettet om de deri fastslåede overlapninger i forbindelse

med parcellerne med fastslåede overlapninger; 2. den

pågældende er blevet underrettet om, at den pågæl-

dende var udvalgt til en kontrol på stedet; 3. der er ble-

vet foretaget en kontrol hos den pågældende, som, for

så vidt angår arealer og/eller dyr, for hvilke der er ble-

vet konstateret manglende overholdelse, er blevet un-

derrettet om, at der er konstateret manglende overhol-

delse«, samt en administrativ praksis hos den nationale

myndighed, hvorefter indsendelse af den støtteberetti-

gedes skriftlige underretning om tilbagetrækning skal

indsendes via en særligt system?

[5] Finder artikel 49, stk. 1, tredje punktum, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende ret-

tigheder (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 389) anvendelse i

hovedsagen på den sanktion, der er pålagt landbruge-

ren i henhold til artikel 19а i Kommissionens delege-

rede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts 2014

(ophævet ved Kommissionens delegerede forordning

(EU)] 2022/1172 af 4.5.2022 om supplerende regler til

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-466/24

2021/2116 for så vidt angår det integrerede forvalt-

nings- og kontrolsystem i den fælles landbrugspolitik

og anvendelse og beregning af administrative sanktio-

ner i forbindelse med konditionalitet [EUT L 183/12

af 8.7.2022], og hvis 16. betragtning er affattet således:

»Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør dele-

geret forordning (EU) nr. 640/2014 ophæves. Nævnte

forordning bør dog fortsat finde anvendelse på støtte-

ansøgninger om direkte betalinger, der er indgivet in-

den den 1. januar 2023, betalingsanmodninger indgivet

i forbindelse med støtteforanstaltninger gennemført i

henhold til forordning (EU) 1305/2013 og kontrolsy-

stemet og de administrative sanktioner for så vidt an-

går regler om krydsoverensstemmelse.«), som var gæl-

dende i produktionsåret 2019, og som dermed fandt

anvendelse på det tidspunkt, hvor sanktionen blev på-

lagt ved underretningsafgørelsen om den meddelte til-

deling og den udbetalte finansielle støtte i henhold til

støtteordninger og foranstaltninger for arealrelaterede

direkte betalinger i produktionsåret 2019 af 5. decem-

ber 2022, journalnummer [...], såfremt Kommissio-

nens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11.

marts 2014 i den version, der finder anvendelse fra den

1. januar 2023 (tilgængelig på https://eur-lex.eu-

ropa.eu/legal-content/BG/TXT/?uri=CE-

LEX%3A32014R0640), på det tidspunkt, hvor retten

behandler sagen, ikke længere indeholder artikel 19a?

Venshova

Sagen vedrører:

1. Er Republikken Bulgariens betalingsorgans natio-

nale ordning og praksis med hensyn anvendelsen af na-

tionale bestemmelser, navnlig artikel 41, stk. 3 og 4, i

Zakon za podpomagane na zemedelskite proizvoditeli

(lov om støtte til landbrugere, herefter »ZPZP«), hvor-

efter landbrugeren nægtes retten til støtte for arealer,

for hvilke han har indgået en brugsaftale for det

samme år, men dette retsgrundlag ikke blev registreret

i landbrugsministeriets system inden for de i loven

fastsatte frister, tilladt i henhold til artikel 4, stk. 4, i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2021/2115 af 2. december 2021, artikel 28 i Kommis-

sionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 908/2014

af 6. august 2014 samt artikel 18 og 19 i Kommissio-

nens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11.

marts 2014?

2. Skal landbrugeren under hensyntagen til artikel 49,

stk. 1, tredje punktum, i Den Europæiske Unions char-

ter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)

pålægges en sanktion i henhold til artikel 19a i Kom-

missionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014

af 11. marts 2014 (ophævet ved Kommissionens dele-

gerede forordning (EU) 2022/1172 af 4. maj 2022 om

supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) 2021/2116 for så vidt angår det inte-

grerede forvaltnings- og kontrolsystem i den fælles

landbrugspolitik og anvendelse og beregning af admi-

nistrative sanktioner i forbindelse med konditionalitet

(EUT 2022, L 183, s. 12), idet det i 16. betragtning an-

føres: »Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør

Ministeriet for

Fødevarer, Land-

brug og Fiskeri

O-sag

Dom

23.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-469/24

delegeret forordning (EU) nr. 640/2014 ophæves.

Nævnte forordning bør dog fortsat finde anvendelse

på støtteansøgninger om direkte betalinger, der er ind-

givet inden den 1. januar 2023, betalingsanmodninger

indgivet i forbindelse med støtteforanstaltninger gen-

nemført i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013

og kontrolsystemet og de administrative sanktioner for

så vidt angår regler om krydsoverensstemmelse«, som

var i kraft for produktionsåret 2021, når artikel 19a i

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr.

640/2014 af 11. marts 2014 på tidspunktet for den

skrivelse, hvormed sanktionen blev pålagt, nemlig den

13. januar 2023, ikke findes i den fra den 1. januar 2023

gældende affattelse?

Tuleka

Sagen vedrører:

”I. Skal artikel 14, stk. 3, litra b), sammenholdt med

artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser

og sammensatte rejsearrangementer, samt om ændring

af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophæ-

velse af Rådets direktiv 90/314/EØF

–

fortolkes så-

ledes, at disse bestemmelser er til hinder for anvendel-

sen af en bestemmelse i national ret som artikel 50, stk.

3, punkt 2, i lov af 24. november 2017 om pakkerejser

og sammensatte rejsearrangementer, for så vidt som

denne bestemmelse pålægger rejsearrangøren at be-

vise, at en tredjepart, som ikke har forbindelse med le-

veringen af de rejseydelser, der er indeholdt i aftalen

om deltagelse i pakkerejsen, er skyld i en mangel, når

denne mangel ikke kan forudses eller undgås?

II. Skal artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015

om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer,

samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU

og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF

–

fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for

en fortolkning af nationale bestemmelser, hvorefter en

passende prisnedsættelse for hver periode med mang-

lende overholdelse kan føre til tilbagebetaling af hele

den pris, som rejsende har betalt på grund af åbenbare

mangler, selv om de rejsende har brugt nogle af de tje-

nester, som rejsearrangøren har leveret?

III. Skal artikel 14, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november

2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrange-

menter, samt om ændring af forordning (EF) nr.

2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv

90/314/EØF

–

fortolkes således, at kravet om pris-

nedsættelse for hver periode med mangler og kravet

om erstatning for eventuelle skader som følge af mang-

ler udelukkende har til formål at genetablere kontrakt-

lig ligevægt mellem parterne, eller har disse krav også

Justitsministeriet

O-sag

Dom

23.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

har en sanktionerende karakter, der skal afskrække rej-

searrangøren fra acceptere mangler?

IV. Skal artikel 3, nr. 12), i Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015

om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer,

samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU

og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF

–

fortolkes således, at offentlige myndigheders handlin-

ger, herunder en regeringsrepræsentants beslutning

om at nedrive et hotel, ikke er omfattet af begrebet

uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.

De Capitani v Council of the European Union

Påstande:

—

Rådets afgørelse om afslag på aktindsigt i visse

dokumenter, hvori der var begæret aktindsigt i hen-

hold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 ( 1 ), som meddelt

sagsøgeren ved rekommanderet brev af 14. juli 2023

med referencen SGS 23/002579, inklusive bilag med

svarets indhold (»den anfægtede afgørelse«), annulle-

res.

—

Den implicitte eller fortsatte eksplicitte afgørelse

om ikke direkte at offentliggøre lovgivningsdokumen-

ter, hvori der er givet aktindsigt efter en begæring

herom i henhold til ovennævnte forordning nr.

1049/2001, i Rådets eget register i overensstemmelse

med denne forordnings artikel 2 og 12 (og princippet

om åbenhed i lovgivningsarbejdet som fastsat i artikel

15, stk. 2, TEUF) annulleres.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger

i henhold til artikel 134 i Rettens procesreglement, her-

under eventuelle intervenerende parters omkostnin-

ger.

Mercedes-Benz Bank et Volkswagen Bank

Sagen vedrører:

1. Er det foreneligt med EU-retten, navnlig med artikel

14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF, hvis størrelsen af den

erstatning, som forbrugeren skal betale for værdifor-

ringelsen af det finansierede køretøj i forbindelse med

en forbruger-kreditaftale, hvor fortrydelsesretten er

blevet gjort gældende, og som er knyttet til en købsaf-

tale vedrørende et køretøj, som er indgået i fysisk han-

del, beregnes på en sådan måde, at forhandlerens ind-

købspris på tidspunktet for tilbageleveringen af køre-

tøjet trækkes fra forhandlerens salgspris på tidspunktet

for forbrugerens erhvervelse af køretøjet?

2. Sigter bestemmelsen i artikel 14, stk. 3, litra b), første

punktum, i direktiv 2008/48/EF mod en fuldstændig

harmonisering for forbrugerkreditaftaler, som er knyt-

tet til en købsaftale vedrørende et køretøj, og er be-

stemmelsen dermed bindende for medlemsstaterne?

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende:

3. Er det foreneligt med EU-retten, navnlig med artikel

14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF, hvis kredittageren ef-

ter fortrydelsen af en forbrugerkreditaftale, der er knyt-

tet til en købsaftale vedrørende et køretøj, i perioden

T-590/23

Miljø- og Lige-

stillingsministe-

riet

Udenrigsministe-

riet

O-sag

Dom

29.10.25

C-143/23

Justitsministeriet

O-sag

Dom

30.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-134/24

C-293/24

mellem udbetalingen af lånet til sælgeren af det finan-

sierede køretøj og tidspunktet for tilbageleveringen af

køretøjet til kreditgiveren (eller sælgeren) skal betale

den i aftalen fastsatte debitorrente?

Tomann

Sagen vedrører:

1. Skal artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 98/59/EF af

20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lov-

givninger vedrørende kollektive afskedigelser (herefter

»direktiv 98/59«) fortolkes således, at en opsigelse som

led i en meddelelsespligtig kollektiv afskedigelse, først

kan bringe en berørt arbejdstagers arbejdskontrakt til

ophør, når afskedigelsesblokeringen er ophørt?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2. Forudsætter ophøret af afskedigelsesblokeringen

ikke kun en meddelelse om kollektiv afskedigelse, eller

skal meddelelsen opfylde kravene i artikel 3, stk. 1,

fjerde afsnit, i direktiv 98/59?

3. Kan en arbejdsgiver, som har annonceret meddelel-

sespligtige opsigelser uden (behørig) meddelelse om

kollektiv afskedigelse, indgive meddelelsen efterføl-

gende med den konsekvens, at de pågældende arbejds-

tageres arbejdskontrakter efter ophøret af afskedigel-

sesblokeringen kan bringes til ophør med de allerede

tidligere meddelte opsigelser?

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares be-

kræftende:

4. Er det foreneligt med artikel 6 i direktiv 98/59, når

den nationale lovgivning overlader det til den kompe-

tente myndighed, uden anfægtelsesmulighed for ar-

bejdstageren og med bindende virkning for domsto-

lene i arbejdsretlige sager, at afgøre, hvornår afskedi-

gelsesblokeringen ophører i den konkrete sag, eller skal

arbejdstageren have en ufravigelig ret til at anlægge en

retssag til prøvelse af rigtigheden af myndighedernes

afgørelse?

Ferreira da Silva e Brito

Sagen vedrører:

1. Skulle Rådets direktiv 77/187/EØF af 14. februar

1977 og Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001

om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse

med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af

dele af virksomheder eller bedrifter, navnlig artikel 1,

stk. 1, i Rådets direktiv 2001/23/EF, som definerede

begrebet »overførsel«, henset til de ovennævnte fakti-

ske omstændigheder og Domstolens praksis den 25.

februar 2009 på dette tidspunkt være blevet fortolket

således, at dette begreb om »overførsel af en bedrift«

omfattede en situation, hvor en virksomhed, der ope-

rerede på markedet for charterflyvninger, blev opløst

ved en beslutning truffet af dens hovedaktionær, som

ligeledes var en luftfartsvirksomhed, og hvor denne

sidstnævnte i forbindelse med likvidationen foretog de

handlinger, der er beskrevet mere indgående i forbin-

delse med redegørelsen for de førnævnte faktiske om-

stændigheder?

Beskæftigelses-

ministeriet

Medarbejder- Og

Kompetencesty-

relsen

O-sag

Dom

30.10.25

Beskæftigelses-

ministeriet

O-sag

30.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-373/24

2. Såfremt det forrige spørgsmål besvares bekræftende,

udgør den afgørelse, der blev truffet ved Supremo Tri-

bunal de Justiças (øverste domstol) dom af samme

dato, som, idet den traf afgørelse i sidste instans, og i

lyset af de faktiske omstændigheder, den havde kend-

skab til, fastslog, at de førnævnte direktiver, navnlig ar-

tikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.

marts 2001, skulle fortolkes således, at begrebet »over-

førsel af en bedrift« ikke omfattede en situation som

den, der er beskrevet i det forrige spørgsmål, da henset

til de førnævnte faktiske omstændigheder og Domsto-

lens praksis den 25. februar 2009 en tilstrækkelig kva-

lificeret tilsidesættelse af EU-retten?

3. Udgør den afgørelse, der blev truffet ved Supremo

Tribunal de Justiças (øverste domstol) dom af 25. fe-

bruar 2009, som, idet den traf afgørelse i sidste instans,

og i lyset af de faktiske omstændigheder, den havde

kendskab til, fastslog, at artikel 234 TEF (nu artikel 267

TEUF) skulle fortolkes således, at samme Supremo

Tribunal de Justiça (øverste domstol) i betragtning af

de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i det før-

ste præjudicielle spørgsmål, og det forhold, at de lavere

nationale retsinstanser, som havde behandlet sagen,

havde truffet modstridende afgørelser, ikke var for-

pligtet til at forelægge Domstolen et præjudicielt

spørgsmål vedrørende den korrekte fortolkning af be-

grebet »overførsel af en bedrift« som omhandlet i arti-

kel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23/EF, henset til de før-

nævnte faktiske omstændigheder og Domstolens prak-

sis den 25. februar 2009 en tilstrækkelig kvalificeret til-

sidesættelse af EU-retten?

4. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende,

og såfremt et eller begge af de to foregående spørgsmål

besvares bekræftende, således at det kan konkluderes,

at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesæt-

telse af EU-retten

–

i et tilfælde som det foreliggende,

hvor det er dokumenteret, at arbejdstagerne indvilgede

i at modtage godtgørelsen for den kollektive afskedi-

gelse i den overbevisning, at opløsningen af deres ar-

bejdsgiver, Air Atlantis, var uundgåelig, og idet de ikke

havde kendskab til, at sagsøgte, TAP, efter opsigelsen

af deres ansættelseskontrakter ville gennemføre i det

mindste en del af de charterflyvninger, som Air Atlan-

tis hidtil havde udført, og at en del af Air Atlantis’ ud-

styr, herunder flyene, ville blive overdraget til TAP

–

skal artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 77/187/EØF af

14. februar 1977 da fortolkes således, at denne bestem-

melse er til hinder for en national bestemmelse såsom

artikel 23, stk. 3, i Decreto-Lei n.º 64-A/89 (lovdekret

nr. 64-A/89), som siden er blevet ophævet, men som

fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske om-

stændigheder i hovedsagen, og hvorefter »arbejdstage-

rens modtagelse af den i denne artikel omhandlede

godtgørelse indebærer en accept af afskedigelsen«?

Ramavić

Sagen vedrører:

1. Er sagsøgerens stilling som anklager (distriktsankla-

gerfuldmægtig) omfattet af begrebet »arbejdstager« i

artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88, sammenholdt med

Justitsministeriet

Forsvarsministe-

riet

O-sag

Dom

30.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

C-402/24

artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grund-

læggende rettigheder, dvs. kan en embedsmand ved

anklagemyndigheden anses for at være en arbejdstager

med henblik på anvendelsen af de samme arbejdsvilkår

for alle ansatte ved en anklagemyndighed?

2. I forbindelse med det første præjudicielle spørgsmål,

skal artikel 2 i direktiv 89/391, som der henvises til i

artikel 1, stk. 3, i direktiv 2003/88, fortolkes således, at

den tillader medlemsstaterne at undtage embedsmænd

ved anklagemyndigheden (distriktsanklagerfuldmæg-

tige) fra anvendelsen af de bestemmelserne, der gen-

nemfører dette direktiv, herunder artikel 2, nr. 1) og 2),

i direktiv 2003/88, som definerer arbejdstid og hvile-

periode?

3. a) I tilfælde af et bekræftende svar på det første

spørgsmål og et benægtende svar på det andet spørgs-

mål, ønskes det oplyst, om en rådighedsvagt for em-

bedsmænd ved anklagemyndigheden i henhold til be-

stemmelserne i direktiv 2003/88/EF om visse aspek-

ter af tilrettelæggelsen af arbejdstiden [især artikel 2, nr.

1), ff.] skal betragtes som arbejdstid i lyset af de be-

grænsninger, som embedsmænd ved anklagemyndig-

heden er underlagt på grund af tjenstlige pligter og op-

gaver, som embedsmændene udfører under rådigheds-

vagten i overensstemmelse med Opća uputa Državnog

odvjetništva Republike Hrvatske o radu službe

dežurstva (generelle retningslinjer fra anklagemyndig-

heden i Republikken Kroatien vedrørende udførelse af

vagtberedskab) nr. 0-8/11-1 af 13. oktober 2011, som

ændret den 12. oktober 2012, og i henhold til bestem-

melserne i Zakon o kaznenom postupku (strafferets-

plejeloven) (Naro-dne novine nr. 152/08, 76/09,

80/11, 121/11, 91/12, 143/12, 56/13, 145/13,

152/14, 70/17, 126/19, 80/22 og 36/24), hvorefter

embedsmænd ved anklagemyndigheden som arbejds-

tagere er væsentlig begrænsede i at udføre andre akti-

viteter, til trods for, at arbejdstageren ifølge de nævnte

generelle retningslinjer, er forpligtet til at udføre andre

aktiviteter knyttet til rådighedsvagten i deres hjem?

3. b) I tilfælde af et bekræftende svar på det første

spørgsmål og et benægtende svar på det andet spørgs-

mål ønskes det oplyst, om en aktiv vagt for embeds-

mænd ved anklagemyndigheden i henhold til bestem-

melserne i direktiv 2003/88/EF om visse aspekter af

tilrettelæggelsen af arbejdstiden [især artikel 2, nr. 1),

ff.] skal betragtes som arbejdstid på grund af de tjenst-

lige pligter og opgaver, som embedsmændene udfører

under en aktiv vagt i overensstemmelse med [de

nævnte generelle retningslinjer] og i henhold til be-

stemmelserne [strafferetsplejeloven], hvorefter em-

bedsmænd ved anklagemyndigheden udfører opgaver

under en aktiv vagt på deres sædvanlige arbejdssted el-

ler på et andet af arbejdsgiveren anvist sted (besigti-

gelse og andre opgaver)?

Sewel

Sagen vedrører:

Skal artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 98/59/EF

af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes

Beskæftigelses-

ministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

O-sag

Dom

30.10.25

EUU, Alm.del - 2025-26 - Bilag 7: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 9. oktober 2025

lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, som

bestemmer,

a) at der ved kollektive afskedigelser forstås sådanne

afskedigelser, som foretages af en arbejdsgiver af en el-

ler flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren

selv, når antallet af afskedigelser efter medlemsstater-

nes valg udgør:

i) enten inden for et tidsrum af 30 dage:

- mindst 10 i virksomheder, som normalt beskæftiger

over 20 og færre end 100 arbejdstagere

- mindst 10% af antallet af arbejdstagere i virksomhe-

der, som normalt beskæftiger mindst 100 og højst 300

arbejdstagere

- mindst 30 i virksomheder, som normalt beskæftiger

mindst 300 arbejdstagere