Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025-2156
Doknr.
6120338
Dato
10-04-2025
Medlem af Folketinget Peter Skaarup (DD) har d. 1. april 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. S 904 til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 904:
”Hvad er ministerens holdning til, at der på botilbuddene under kæden Frisk-
Pust ApS tilsyneladende hersker islamistiske værdier, og at en af ejerne er
tidligere islamist, og hvad agter ministeren at gøre ved dette?
”
Svar:
Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det gør mig ondt at læse om, hvordan
beboere efter det oplyste er blevet behandlet på botilbuddene Frisk-Pust ApS.
Det er ikke sådan, vi ønsker at behandle sårbare mennesker, der har brug for
hjælp fra andre.
Man skal kunne føle sig tryg det sted, hvor man bor, og man skal kunne vide
sig sikker på, at man får den hjælp og omsorg, man har brug for. Og ens
pårørende skal kunne føle sig trygge ved, at man er et sted, hvor der på bedste
vis bliver taget hånd om en.
Hjælpen skal gives med de rette faglige kompetencer. Det siger sig selv, at
hvis man f.eks. ikke ved, hvordan man på en pædagogisk måde kan berolige
en urolig beboer, så har man ikke de rette kompetencer til at arbejde på et
botilbud med sårbare mennesker.
Det bekymrer mig selvfølgelig. Og det bekymrer mig også at læse, at det
åbenbart er værdier, der ikke er i overensstemmelse med danske værdier, der
er er fremherskende på Frisk-Pust ApS’ botilbud.
Jeg kan derfor oplyse, at jeg har besluttet at indhente en redegørelse
om sagen fra Socialtilsyn Øst.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1