Socialudvalget 2024-25
S 667
Offentligt
2981438_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 1034
Doknr.
975738
Dato
24-02-2025
Medlem af Folketinget Torsten Gejl (ALT) har d. 13. februar 2025 stillet
følgende spørgsmål nr. S 667 til social- og boligministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 667:
”Vi nåede et godt stykke med surrogataftalen i 2024, men vil ministeren være
åben for at se nærmere på, hvordan vi sikrer bedre forhold for rugemødre i
udlandet?”
Svar:
Med aftalen af 5. februar 2024 om børns ret til deres forældre ved
surrogataftaler blev der blandt aftalepartierne opnået enighed om at forbedre
retstillingen for de børn, der fødes på grundlag af en surrogataftale i udlandet
ved at sikre stabilitet for børnene, når de kommer til Danmark. Aftalen havde
fokus på at sikre denne gruppe børns ret til deres forældre i Danmark.
Det fremgår af aftalen, at Danmark ikke har
”indflydelse på muligheden for at
indgå surrogataftaler i andre lande og heller ikke på, hvordan landene regulerer
området og forløbene. Derfor kan vi hverken fremme eller forhindre brugen af
surrogataftaler i andre lande. Aftalerne hører således ikke under dansk
jurisdiktion, og Danmark vil eksempelvis ikke kunne kontrollere, om der sker
udnyttelse af kvinder. Forældrene har dermed et eget ansvar for at sikre
ordentlige forhold med den aftale, de indgår.”
Aftalens formål var således at tage hånd om børnene, når de er kommet til
verden og til Danmark gennem en surrogataftale, og sikre børnenes juridiske
bånd til de tiltænkte forældre. Og dette også ud fra en erkendelse af, at det er
dette forhold, vi har indflydelse på og kan regulere.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1