Kulturudvalget 2024-25
S 615
Offentligt
2976447_0001.png
Kulturministeren
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
E-mail : [email protected]
Web
: www.kum.dk
7. februar 2025
Folketingsmedlem Katrine Daugaard (LA) har den 3. februar 2025 stillet mig følgende
spørgsmål nr. S 615, som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål nr. S 615:
Hvad er ministerens holdning til, at dansk punktskrift ikke er ligestillet med
dansk tegnsprog, for så vidt angår officiel anerkendelse og forankring, og vil
ministeren tage initiativ til at anerkende og sikre statslig forankring af dansk
punktskrift?
Svar:
Punktskrift adskiller sig væsentligt fra tegnsprog. Tegnsprog er kendetegnet ved, at
tegnsprogsbrugere danner nye ord og udtryk, når de taler med hinanden om de ting, de
ser, og de begivenheder, de oplever. Derfor afspejler brugernes sprog den kultur og det
samfund, som sproget bruges i, på samme måde som det talte sprog. Dermed er dansk
tegnsprog at betragte som et selvstændigt sprog.
Punktskrift, også kendt som braille, er derimod nærmere en skrifttype, der afspejler et
alfabet. Hvor alfabetets formål er at omsætte sproglyde til symboler, er skrifttypens for-
mål at fastlægge den form, som symbolerne skal have, når de nedfældes på papir.
Punktskrift kan bruges til alle sprog, der baserer sig på alfabeter eller symboler. Perso-
ner med synshandicap, som bruger dansk punktskrift, taler og skriver således dansk, og
det særegne ved punktskrift er derfor, at det læses med følesansen og ikke synssansen.
Jeg er optaget af, at der fortsat er adgang til et stort og varieret udbud af bøger på
punktskrift og informationsformidling til dem, der på grund af handicap er ude af stand
til eller har vanskeligt ved at læse trykt tekst med synssansen.
Det Kgl. Biblioteks Nota-service løser en helt central samfundsopgave som bibliotek for
borgere med læsehandicap, herunder med at producere bøger på punktskrift. Denne op-
gaver mener jeg fortsat skal prioriteres og understøttes.
Med venlig hilsen
Jakob Engel-Schmidt
Dok. nr. 206910