Sundhedsudvalget 2024-25
S 1477
Offentligt
3069043_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Lovsekretariat
Dato: 17-09-2025
Enhed: Center for det behandlende
sundhedsvæsen
Sagsbeh: alkr
Sagsnr.:2025 - 9172
Dok. nr.: 3926582
Medlem af Folketinget Kisten Normann Andersen (SF) har den 9. september stillet
følgende spørgsmål nr. S 1477 til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål S 1477:
”Vil
ministeren i forlængelse af sit svar på SUU Alm. del spm. 642 svare på, hvad hun
synes om de tilbud, som praktiserende læger har lavet i bl.a. Esbjerg og København
om, at man kan betale 750 kr. og komme til lægen samme dag, og om det er i
samklang med de gældende aftaler med PLO?”
Svar:
Jeg synes, det er meget problematisk, hvis patienter, for at kunne modtage en akut
konsultation hos sin egen læge, som patienterne har ret til at modtage vederlagsfrit,
skal betale et gebyr på 750 kr.
Som jeg også har redegjort for i mit svar på SUU Alm. del spm. 642, er det en
grundlæggende forudsætning for almen praksis, at den enkelte alment praktiserende
læge skal være tilgængelig for sine patienter. Det indebærer blandt andet, at hvis en
patient har akut behov for lægehjælp i dagtiden, skal patienten have adgang til
lægehjælp enten telefonisk eller på anden vis samme dag hos lægen, ligesom det
indebærer, at en patient har ret til at komme til en læge uden egenbetaling. En
patient skal derfor ikke betale for en konsultation hos egen læge, og det er
afgørende, at patienterne heller ikke får en opfattelse af, at de skal betale for at blive
tilset eller bliver opkrævet betaling for at blive tilset, hvis det angår ydelser, som
betales vederlagsfrit af regionen efter de gældende regler.
Om den omtalte ordning er i strid med overenskomsten for almen praksis, vil blive
vurderet af Landssamarbejdsudvalget for almen praksis, og jeg forholder mig derfor
først til afgørelsen fra Landssamarbejdsudvalget, når den forelægger.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde