Socialudvalget 2024-25
S 1336
Offentligt
3055574_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4305
Doknr.
34331804
Dato
13-08-2025
Medlem af Folketinget Karin Liltorp (ALT) har d. 6. august 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1336 til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1336:
”Finder
ministeren det rimeligt, at blinde og svagtseende over 67 år med 14
dages varsel har fået forringet deres vilkår for ledsagelse i meget væsentlig
grad med virkning fra den 1. august 2025 og uden klageret, idet det nu er
Dansk Blindesamfund, der står for administration af puljen?”
Svar:
Den ledsagelse, der refereres til i spørgsmålet, er en forsøgsordning med
ledsagelse til ældre med synshandicap, som Dansk Blindesamfund med midler
afsat på finanslovene for 2019 og 2021 har stået for administrationen af siden
forsøgets opstart i 2021. Medio 2024 søgte Dansk Blindesamfund om en
forlængelse af forsøget fra udgangen af 2024 til 2026 og en udvidelse af det
månedlige timetal for ledsagelse fra 7 til 15 timer, idet foreningen vurderede, at
en sådan forlængelse og udvidelse ville kunne holdes inden for den afsatte
økonomiske ramme for forsøget.
Forlængelsen og udvidelsen blev godkendt af Social- og Boligstyrelsen frem til
og med den 31. marts 2026. Dansk Blindesamfund har oplyst, at det har vist
sig, at de midler, der er afsat til forsøget, ikke rakte hertil grundet øget
efterspørgsel på ledsagetimer blandt de knap 1.000 deltagere i forsøget, og at
Dansk Blindesamfund derfor har besluttet, at det månedlige timetal nedjusteres
til de oprindelige 7 timer.
Det er naturligvis glædeligt, at der har været stor interesse for forsøget blandt
de deltagende ældre borgere med synshandicap, men det er forståeligt, at
Dansk Blindesamfund, som administrerer forsøget, og som har ansvaret for, at
det holder sig inden for den afsatte økonomiske ramme, har besluttet at
nedsætte det månedlige timetal for at få midlerne til at række længst muligt
tidsmæssigt frem til forsøgets udløb i foråret 2026.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1