Socialudvalget 2024-25
S 1330
Offentligt
3054964_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4231
Doknr.
32385311
Dato
11-08-2025
Medlem af Folketinget Karina Adsbøl (DD) har d. 1. august 2025 stillet
følgende spørgsmål nr. S 1330 til social- og boligministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 1330:
”Vil
ministeren indhente en redegørelse fra Esbjerg Kommune om sagen omtalt
i artiklen »Emil blev fjernet fra sin familie og flyttet til Fyn med en dags varsel?«
bragt i JydskeVestkysten den 1. august 2025, herunder om, hvorvidt gældende
lovgivning er overholdt?”
Svar:
Jeg vil gerne understrege, at det er kommunerne, der har myndighedsansvaret
i anbringelsesager, og som dermed har ansvaret for at sikre, at gældende
lovgivning overholdes.
Det er helt afgørende, at afgørelser og beslutninger, der træffes under en
anbringelse, har udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet. Med barnets lov
har vi også slået fast, at børn og unge med behov for særlig støtte har ret til
indflydelse på de forhold, som vedrører dem. Det betyder, at barnets eller den
unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages, inden der
træffes beslutninger eller afgørelser om barnets eller den unges forhold.
Ved en afgørelse om ændring af anbringelsessted er det kommunens ansvar at
sikre, at barnet eller den unge bliver inddraget. Det er også kommunens ansvar
at sikre, at afgørelsen træffes under hensyn til formålet med anbringelsen og
barnets tarv. Kommunen har således på den ene side pligt til at beskytte
barnets eller den unges behov for tryghed og kontinuitet i opvæksten. På den
anden side skal kommunen sikre, at anbringelsesstedet kan imødekomme
barnets eller den unges behov for støtte. Jeg kan i den forbindelse henvise til
min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S 1329, hvor reglerne om ændring
af anbringelsessted og parternes klagemuligheder er nærmere beskrevet.
Som det også fremgår af denne besvarelse, kan jeg forstå på mediernes
dækning af den konkrete sag, der henvises til i spørgsmålet, at kommunens
afgørelse om ændring af anbringelsessted er påklaget til Ankestyrelsen. Jeg
kan endvidere forstå, at Ankestyrelsen er underrettet om sagen.
Ankestyrelsen er en uafhængig myndighed, der udover at være ankeinstans i
sociale sager også har mulighed for at tage sager om særlig støtte til børn og
1
S 1330 - 2024-25 - Endeligt svar på S 1330: Vil ministeren indhente en redegørelse fra Esbjerg Kommune om sagen omtalt i artiklen »Emil blev fjernet fra sin familie og flyttet til Fyn med en dags varsel?« bragt i JydskeVestkysten den 1. august 2025, herunder om, hvorvidt gældende lovgivning er overholdt?
3054964_0002.png
unge op af egen drift, når Ankestyrelsen vurderer, at det må antages, at en
kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne
sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i
overensstemmelse med barnets eller den unges bedste.
Jeg noterer mig således, at den relevante klageinstans, Ankestyrelsen, er
inddraget i sagen, og jeg finder på denne baggrund ikke anledning til at
foretage yderligere over for kommunen for nuværende.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
Bilag:
Bilag 1. Svar på spm. S 1329
2