Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 4002
Doknr.
25375552
Dato
16-07-2025
Medlem af Folketinget Katrine Daugaard (LA) har d. 7. juli 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1315 til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1315:
”I lyset af sagen fra Holstebro Kommune, hvor en borger oplever, at hendes
datter, som ulykkeligt er erklæret terminal, ikke får tilstrækkelig hjælp fra
kommunen, mener ministeren så, at det generelt er rimeligt, at en
sygeplejerske, som en familie har boende døgnet rundt, ikke må hjælpe med
den praktiske hjælp og aflastning, som en familie netop efterspørger hjælp til
fra kommunen, og mener ministeren videre, at det er rimeligt, at døende
borgere ikke får den hjælp, de har brug for, fordi kommunen har økonomisk
incitament til at nægte dem den hjælp, de har krav på?”.
Svar:
Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min dybeste medfølelse med familien.
Det er en ubeskriveligt svær og hjerteskærende situation at stå i, når ens
nærmeste er erklæret terminal, og samtidig opleve, at man ikke får den
tilstrækkelige støtte.
Det skal dog også gøres klart, at jeg ikke kan gå ind og vurdere den enkelte
sag, og at jeg desuden alene kender til sagen ud fra den artikel, der henvises til
i spørgsmålets begrundelse.
Jeg kan dog beskrive muligheder i lovgivningen på socialområdet for hjælp og
støtte i hjemmet til et barn med terminal sygdom. Det drejer sig f.eks. om
personlig og praktisk hjælp efter § 90, nr. 1, i barnets lov, jf. § 83 i serviceloven,
hjælp og støtte til borgere med en hastigt fremadskridende sygdom efter § 90,
nr. 10, i barnets lov, jf. § 117 a i serviceloven, hjælp til dækning af tabt
arbejdsfortjeneste efter § 87 i barnets lov og pasning af døende efter § 90, nr.
12, i barnets lov, jf. § 119 i serviceloven.
Til sidst vil jeg understrege, at kommunen skal inddrage både faglige og
økonomiske hensyn, når der træffes afgørelser, men at kommunen aldrig må
afvise eller reducere en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser.
Jeg kan i øvrigt henvise til Indenrigs- og Sundhedsministeriet for så vidt angår
sygeplejefaglige indsatser efter sundhedslovens regler.
1