Socialudvalget 2024-25
S 1212
Offentligt
3036559_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 3319
Doknr.
16960368
Dato
06-06-2025
Medlem af Folketinget Frederik Bloch Münster (KF) har d. 28. maj 2025 stillet
følgende spørgsmål nr. S 1212 til social- og boligministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 1212:
”Finder ministeren det rimeligt, at børn i døve familier fortsat må fungere som
tegnsprogstolke for deres forældre i mødet med offentlige myndigheder, mens
børn i familier med fremmedsprog er beskyttet mod opgaven med at tolke
oversættelsen af fremmedsprog i mødet med offentlige myndigheder, og vil
ministeren tage initiativ til at sikre ligestilling mellem disse grupper ved at
arbejde for et forbud mod brug af børn som tegnsprogstolke på lige fod med
forbuddet for fremmedsprogstolkning?”
Svar:
Spørgsmålet om at beskytte børn af døve forældre mod at blive brugt som
tegnsprogstolke har været rejst under behandlingen af børne- og
undervisningsministerens lovforslag L 156. Lovforslaget blev vedtaget den 6.
maj 2025 og indfører et forbud mod at anvende personer under 18 år som tolke
til oversættelse af fremmedsprog i forbindelse med mødet med det offentlige.
Da de nye regler alene omfatter brugen af mindreårige som fremmedsprogs-
tolke, er jeg enig i, at der er brug for at se på den tilsvarende problemstilling,
der kan være med brugen af mindreårige som tegnsprogstolke.
Jeg har derfor bedt mit ministerie om at se nærmere på problemstillingen i
samarbejde med andre relevante ministerier. I første omgang for at få en bedre
indsigt i problemets omfang, herunder om der er særlige sammenhænge, hvor
brugen af mindreårige som tegnsprogstolke er mere udbredt end andre.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1