Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2918
Doknr.
13303586
Dato
21-05-2025
Medlem af Folketinget Karina Adsbøl (DD) har d. 12. maj 2025 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1105 til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1105:
”Hvad
er ministeren holdning til de omfattende fejl, der begås på børneområdet
i kommunerne, og hvilke tiltag vil ministeren tage for at forbedre kommunernes
sagsbehandling?”
Svar:
Jeg vil gerne understrege, at kommunerne som ansvarlige myndigheder på
børneområdet skal overholde gældende regler. Det er kommunernes ansvar at
sikre, at sagsbehandlingen er i orden, herunder at der er den nødvendige
faglige kvalitet, og at børn, unge og deres familier får den rette hjælp og støtte.
I begrundelsen for dette spørgsmål henvises til en artikel om en konkret sag i
Faxe Kommune, og artiklen beskriver generelle udfordringer med
sagsbehandlingen i kommunen. Det fremgår også, at kommunen har foretaget
en undersøgelse, som viser, at der er fejl
–
herunder også alvorlige fejl
–
i
størstedelen af kommunens børnesager. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt.
Jeg hæfter mig ved, at kommunen anerkender fejlene og har iværksat en
genopretningsplan. Det har jeg sådan set respekt for. Men jeg har også stor
forståelse for, at man som borger i kommunen føler sig svigtet. Det er derfor
min klare forventning, at kommunen tager sit ansvar på sig og sikrer, at de
berørte borgere får den hjælp og støtte, de har krav på.
Det gælder generelt, at det er helt afgørende for retssikkerheden, at man som
borger i enhver kommune kan stole på, at sagsbehandlingen foregår korrekt og
efterlever gældende lovkrav. Det er helt afgørende, at fagligheden og kvaliteten
i kommunernes sagsbehandling er i orden.
Derfor er det også godt, at vi fra politisk side har iværksat en række tiltag for at
understøtte kvaliteten i kommunernes sagsbehandling. Med den politiske aftale
om Børnene Først har vi bl.a. afsat midler til at understøtte kommuner med en
særligt stor andel af udsatte børn i form af økonomisk støtte og skræddersyet
rådgivning. Formålet er at hjælpe med at sikre gode rammer for
sagsbehandlingen og arbejdsgangene i de pågældende kommuner.
1