Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
Medlem af Folketinget Inger Støjberg (DD) har den 12. maj 2025 stillet
følgende spørgsmål nr. S 1075, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1075:
”Mener
ministeren, at det er af afgørende vigtighed, at det kommende
luftforsvar dækker hele Danmark?”
Svar:
Et effektivt integreret luftforsvar består af flere aktive elementer. Det
gælder blandt andet luft-til-luft missiler fra kampfly, langtrækkende
præcisionsmissiler, sø-til-luft missiler fra skibe og et mobilt jordbaseret
luftforsvar. Derudover kan der indgå passive elementer som fysisk
beskyttelse og spredning af kapaciteter.
Danmark har i dag delelementer af et luftforsvar med bl.a. F-16 og F-35
-kampfly, der situationsbestemt kan dække hele Danmark. Desuden
pågår der anskaffelse af længererækkende luftforsvarsmissiler til
Søværnets fregatter samt et meget kortrækkende luftværnssystem til
Hærens brigade.
Med anden delaftale under forsvarsforliget 2024-2033 er det besluttet at
styrke luftforsvaret yderligere med anskaffelse af et langtrækkende og
to kortrækkende jordbaserede systemer.
Som en del af udmøntningen af Accelerationsfonden er det desuden
besluttet hurtigst muligt at opbygge en indledende jordbaseret
luftforsvarskapacitet, som forventes at kunne yde en vis grad af
beskyttelse, indtil den permanente løsning er på plads.
I fredstid vil det jordbaserede luftforsvar bl.a. være placeret på
Flyvestation Skalstrup og Flyvestation Skrydstrup. Systemerne er dog
mobile og kan indsættes fleksibelt og situationsbestemt i forhold til
behovet.
I en krisesituation vil de mobile systemers placering bl.a. afhænge af en
konkret vurdering af truslen sammenholdt med behovet for at beskytte
både civilbefolkning og militære installationer.
Dato:
13. maj 2025
Enhed:
Forligsstyring- og
Implementering
Sagsnr.:
2025/005200
Dok.nr.:
1060699
Bilag:
Ingen
Forsvarsministeriet
Holmens Kanal 9
1060 København K
Tlf.: +45 7281 0000
Fax: +45 7281 0300
www.fmn.dk
EAN: 5798000201200
CVR: 25 77 56 35
Side 1 af 2