S 1494
Spørgsmål nr. S 1494
§ 20-spørgsmål til skriftlig besvarelse
Til:
Dato:
Stillet af:
Transportministeren
15. september 2025
Helle Bonnesen (KF)
Mener ministeren, at det, set i lyset af Danmarks store engagement i
Ukraines frihedskamp, er sikkerhedspolitisk såvel som moralsk forsvarligt, at
et rederi med anseelige aktiviteter i Rusland skal drive kritisk dansk
infrastruktur i form af en containerterminal på Aarhus Havn?
(Spm. nr. S 1494).
Begrundelse
Det er fremgået af medierne, at Aarhus Havn, som har den
socialdemokratiske borgmester Anders Winnerskjold som
bestyrelsesnæstformand, har indgået en aftale om drift af en
containerterminal i havnen med det schweiziske rederi MSC. Rederiet har
ifølge virksomhedens egen hjemmeside fortsat stor aktivitet i Rusland og
sejler dagligt mange containerskibe ind og ud af flere russiske havne. Det
gælder bl.a. havnen i Novorossijsk nær Krim og andre russisk besatte
områder i Ukraine. Havnen er i år blevet omfattet af EU-sanktioner på grund
af dens rolle i at understøtte den russiske skyggeflåde. Senest har Flemming
Splidsboel fra DIIS udtalt til BT, at MSC »…er med til, ude i et eller
andet led,
at muliggøre krigen i Ukraine. Det er ikke sådan, at de er ansvarlige for
krigen, men de er selvfølgelig med til at holde den russiske økonomi
kørende.« Der henvises til artiklen »Ekspert: Borgmester er med til at holde
Ruslands krigsmaskine i gang med kæmpeaftale« af 26. august 2025 på
bt.dk. Spørgsmålet er tidligere stillet til statsministeren, bl.a. fordi
statsministeren tidligere har langet hårdt ud efter andre virksomheder, der på
den ene eller anden måde har fortsat deres handel med Rusland, men
statsministeren har i besvarelse af 15. september 2025 af spørgsmål nr. S
1458 henvist til trafikministeren.
På Folketingets formands vegne
Lovsekretariatet
Side 1 | 1
OFFENTLIG