Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget 2024-25
L 222
Offentligt
3060640_0001.png
Folketingets Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalg
Christiansborg
Folketingets Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalg har
den 22. august 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 49 til L 222, som
hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Stinus Lindgreen
(RV).
Spørgsmål nr. 49:
”Det
fremgår af § 1, at loven også finder anvendelse på driftsaktiviteter.
Det fremgår endvidere af § 7, stk. 3, at driftsaktiviteter iværksat mens
loven er i kraft kan fortsætte efter lovens ophævelse på grundlag af de i
medfør af loven fastsatte regler. Indebærer dette, at en forurenende
driftsaktivitet, som i henhold til regler fastsat i medfør af § 2 og/eller §
3 er undtaget fra lovgivningens sædvanlige krav til begrænsning eller
ligefrem forbud mod forurenende aktiviteter, vil kunne fortsætte sin for-
urenende driftsaktiviteter i princippet i al evighed og potentielt vil kunne
gøre krav på erstatning, såfremt de regler, som er udstedt i medfør af §
2 og/eller § 3 senere ophæves eller omgøres?”
Svar:
Det følger af bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3, at den fore-
slåede bestemmelse vil indebære, at lovens bestemmelser fortsat finder
anvendelse for sådanne påbegyndte projekter eller aktiviteter, og at der
i relation til sådanne projekter fortsat vil kunne ske f.eks. ekspropriation,
ligesom lovens klagebegrænsningsregler og regler om søgsmålsfrister
fortsat vil finde anvendelse i relation til sådanne projekter eller aktivite-
ter.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at det forhold, at projektet el-
ler aktiviteten skal være påbegyndt før lovens ophævelse indebærer, at
der i tilfælde omfattet af lovforslagets § 2 skal være fastsat en bekendt-
gørelse om et nært forestående konkret projekt eller en konkret aktivitet
før lovens ophævelse. For tilfælde omfattet af lovforslagets § 3 indebæ-
rer den foreslåede bestemmelse, at vedkommende minister skal have
truffet beslutning om at gennemføre et nært forestående konkret projekt
eller en konkret aktivitet og i den forbindelse fraveget anden lovgivning
før lovens ophævelse.
Dato:
Enhed:
Sagsnr.:
Dok.nr.:
Bilag:
29. august 2025
Lovgivning
2025/008495
1122437
Ingen
Forsvarsministeriet
Holmens Kanal 9
1060 København K
Tlf.: +45 7281 0000
Fax: +45 7281 0300
E-mail: [email protected]
www.fmn.dk
EAN: 5798000201200
CVR: 25 77 56 35
Side 1 af 2
L 222 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 49: Spm. om en forurenende driftsaktivitet, som i henhold til regler fastsat i medfør af § 2 og/eller § 3 er undtaget fra lovgivningens sædvanlige krav til begrænsning eller ligefrem forbud mod forurenende aktiviteter, vil kunne fortsætte sin forurenende driftsaktiviteter i princippet i al evighed og potentielt vil kunne gøre krav på erstatning, såfremt de regler, som er udstedt i medfør af § 2 og/eller § 3 senere ophæves eller omgøres
Endvidere følger det af bemærkningerne, at den foreslåede bestemmelse
også medfører, at bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslagets §§ 2 og
5 fortsat finder anvendelse i relation til allerede påbegyndte projekter
eller aktiviteter. Dette indebærer, at vedkommende minister vil have
mulighed for at fastsætte og ændre regler i medfør af lovforslagets §§ 2
og 5, som er nødvendige for den fortsatte gennemførelse af de påbe-
gyndte projekter eller aktiviteter.
Det følger derudover af bemærkningerne, at det foreslåede medfører, at
eventuelle afgørelser truffet efter lovforslagets § 3 vedrørende konkrete
bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter fortsat vil være gæl-
dende for det konkrete projekt eller den konkrete aktivitet. Der vil dog
ikke i medfør af lovforslagets §§ 2 og 5 efter lovens ophævelse kunne
fastsættes sådanne regler, som efter deres indhold vil give mulighed for
at gennemføre nye bygge- og anlægsprojekter eller iværksætte nye
driftsaktiviteter. Vurderingen af, om der er tale om et nyt bygge- og
anlægsprojekt eller en ny driftsaktivitet, vil afhænge af, om der er en
naturlig og nær stedlig, tids- og indholdsmæssig sammenhæng med de
allerede igangsatte projekter eller aktiviteter.
Endelig følger det af bemærkningerne til bestemmelsen, at det foreslå-
ede vil indebære, at regler udstedt i medfør af lovforslagets §§ 2 og 5
før lovens ophævelse også efter lovens ophævelse forbliver i kraft, indtil
de ophæves eller afløses. Dette vil medføre, at projekter eller driftsakti-
viteter, som er planlagt til at skulle foregå i en periode, som går ud over
lovens ophævelsestidspunkt, vil kunne fortsætte på det samme grundlag
også efter lovens ophævelse. Som nævnt vil det foreslåede også inde-
bære, at vedkommende minister vil have bemyndigelse til at ændre i
eller ophæve bekendtgørelser udstedt i medfør af lovforslagets §§ 2 og
5, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Spørgsmål om eventuelle erstatningskrav i forbindelse med ophævelse
af regler udstedt i medfør af lovforslagets § 2, stk. 1, eller omgørelse af
fravigelser i medfør af lovforslagets § 3, stk. 1, er ikke reguleret i lov-
forslaget og vil bero på dansk erstatningsrets almindelige regler.
Med venlig hilsen
Troels Lund Poulsen
Sagsnr.: 2025/008495
Dok.nr.: 1122437
Side 2 af 2