Retsudvalget 2024-25
L 218
Offentligt
3049953_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
3. juli 2025
Strafferetskontoret
Morten Pilgaard Pedersen
2025-05497
3729395
Besvarelse af spørgsmål nr. 33 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende
forslag til lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste
(PET) (L 218)
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 33 vedrørende forslag til lov om
ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) (L 218), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 15. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Helene Brydensholt (ALT).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
L 218 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 33: Spm. om der ikke er krav til datakvalitet eller validering, før datasættene må bruges
Spørgsmål nr. 33 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) (L 218):
”Kan ministeren bekræfte, at der ikke er krav til datakvalitet
eller validering, før datasættene må bruges?”
Svar:
1.
Det med lovforslaget foreslåede kapitel 6 a om PET’s behandling af større
sammenhængende datasæt (lovforslagets § 1, nr. 14) vil medføre, at der
oprettes et »særskilt miljø« ved siden af de almindelige regler for behandling
af oplysninger i PET-loven, hvor det vil være muligt for PET at indsamle,
indhente og opbevare nærmere afgrænsede større sammenhængende
datasæt efter den foreslåede bestemmelse i § 10 c, og hvor PET vil kunne
foretage en række bestemte ikke-personrettede behandlinger af disse større
sammenhængende datasæt efter den foreslåede bestemmelse i § 10 d.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 10 f, stk. 2, at PET-lovens
almindelige regler om behandling af oplysninger finder anvendelse, hvis der
foretages andre behandlinger af oplysninger i et større sammenhængende
datasæt end de i § 10 c og § 10 d nævnte, herunder behandling rettet mod
bestemte fysiske eller juridiske personer.
Desuden følger det af den foreslåede bestemmelse i § 10 f, stk. 3, at hvis en
behandling efter § 10 d medfører, at der udfindes oplysninger om bestemte
fysiske eller juridiske personer, eller der i øvrigt i medfør af en sådan
behandling udarbejdes efterretnings- eller analyserapporter eller andet
materiale, finder PET-lovens almindelige regler om behandling af
oplysninger anvendelse for den videre behandling af de udfundne
oplysninger eller udarbejdede rapporter mv.
2.
PET vil med den foreslåede ordning skulle iagttage det datakvalitetskrav,
der følger af den gældende regel i PET-lovens § 6 a, stk. 4, når PET skal
foretage de typer af behandlinger af et større sammenhængende datasæt, der
er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 10 c og i § 10 d.
PET-lovens § 6 a, stk. 4, stiller krav om, at behandling af oplysninger skal
tilrettelægges således,
at
der foretages fornøden ajourføring af
oplysningerne,
at
der foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke
behandles urigtige eller vildledende oplysninger, og
at
oplysninger, der
viser sig urigtige eller vildledende, snarest muligt skal slettes eller
Side 2/4
L 218 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 33: Spm. om der ikke er krav til datakvalitet eller validering, før datasættene må bruges
berigtiges. Det bemærkes i den forbindelse, at datakvalitetskravet vil skulle
fortolkes i lyset af den foreslåede ordning om større sammenhængende
datasæt.
Som det fremgår af pkt. 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
vil »større sammenhængende datasæt« skulle forstås som samlinger af
oplysninger, hvor der ikke foretages en vurdering af hver enkelt oplysnings
betydning for PET’s opgavevaretagelse. Der vil være tale om store og
omfangsrige samlinger af oplysninger, hvor antallet af oplysninger i sig selv
vil medføre, at der i praksis ikke vil kunne foretages en manuel vurdering af
hver enkelt oplysnings betydning for PET’s opgavevaretagelse. Et større
sammenhængende datasæt vil således typisk være karakteriseret ved, at
oplysningerne som udgangspunkt ikke umiddelbart kan overskues og
håndteres ved almindelig manuel behandling, men at de kan gøres
anvendelige og værdifulde for PET’s arbejde gennem videre bearbejdning
med brug af it-systemer.
I forhold til større sammenhængende datasæt bestående af oplysninger fra
offentligt tilgængelige kilder vil det f.eks. ikke være muligt at foretage en
løbende opdatering af oplysningerne indhentet fra offentligt tilgængelige
kilder, uden at PET vil skulle indhente flere oplysninger om berørte
enkeltpersoner end nødvendigt for opgavevaretagelsen. Datakvalitetskravet
vil i den sammenhæng derfor skulle fortolkes sådan, at oplysningerne i
datasættet skal svare til de oplysninger, der på indhentningstidspunktet
fremgår af de kilder, hvorfra datasættet er indhentet, indsamlet eller
modtaget.
Hvis PET i forbindelse med varetagelsen af sine opgaver opdager, at der
f.eks. i forbindelse med en oversættelse af et datasæt er forekommet den fejl,
at visse typer af oplysninger fremstår urigtigt i forhold til den kilde, de
hidrører fra, vil PET snarest muligt skulle slette eller berigtige dette forhold.
PET vil som udgangspunkt ikke kunne foretage en kontrol med oplysninger
i et større sammenhængende datasæt, som tjenesten indhenter fra f.eks. FE
eller udenlandske samarbejdspartnere, idet PET ikke nødvendigvis har
adgang til de kilder, som oplysningerne i datasættet er indhentet fra. At PET
i disse tilfælde ikke kan undersøge, om oplysninger i et større
sammenhængende datasæt er urigtige eller vildledende i forhold til den
kilde, de er indsamlet eller indhentet fra, vil ikke indebære, at PET vil skulle
slette oplysningerne. Det bemærkes dog, at hvis PET bliver bekendt med, at
Side 3/4
L 218 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 33: Spm. om der ikke er krav til datakvalitet eller validering, før datasættene må bruges
oplysninger i et større sammenhængende datasæt indhentet fra f.eks. FE
fremgår urigtigt i forhold til den kilde, de hidrører fra, vil PET som
udgangspunkt snarest muligt skulle slette eller berigtige oplysningerne.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at den foreslåede ordning, hvorefter
behandling af oplysninger i større sammenhængende datasæt vil skulle følge
PET-lovens almindelige regler for behandling af oplysninger, hvis
behandlingen er målrettet bestemte personer, betydeligt vil reducere
betydningen for de registrerede fysiske eller juridiske personer af, om en
oplysning i et større sammenhængende datasæt fremstår korrekt. En
fejlagtig eller vildledende oplysning i et større sammenhængende datasæt
vil således skulle korrigeres efter det omtalte datakvalitetskrav, hvis
oplysningen med hjemmel i PET-lovens almindelige regler om behandling
af oplysninger lagres på en enkeltsag og indgår i en undersøgelse eller
efterforskning mod en bestemt fysisk eller juridisk person.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 14 (til § 10 f).
3.
Som bekendt har jeg ved brev af 8. maj 2025 til Folketingets Retsudvalg
(L 218 – bilag 8) anmodet om, at behandlingen af lovforslaget i Folketinget
udskydes. Jeg forventer at indkalde til politiske forhandlinger med
Folketingets partier.
Side 4/4