Retsudvalget 2024-25
L 218
Offentligt
3058665_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
26. august 2025
Strafferetskontoret
Morten Pilgaard Pedersen
2025-05497
3728147
Besvarelse af spørgsmål nr. 27 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende
forslag til lov om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste
(PET) (L 218)
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 27 vedrørende forslag til lov om
ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) (L 218), som
Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 14. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Betina Kastbjerg (DD).
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/4
L 218 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 27: Spm. om, hvordan Tilsynet med Efterretningstjenesterne skal kunne have mulighed for at føre tilsyn med PET i forbindelse med deres arbejde
Spørgsmål nr. 27 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) (L 218):
”Vil ministeren redegøre for, hvordan Tilsynet med
Efterretningstjenesterne skal kunne have mulighed for at føre
tilsyn med PET i forbindelse med deres arbejde, hvis PET har
direkte adgang til data hos andre myndighederne, og ikke
længere skal spørge om adgang, hvis PET ønsker at tilgå data
fra andre myndigheder?”
Svar:
1.
Justitsministeriet har ved besvarelsen af spørgsmålet lagt til grund, at der
sigtes til den med lovforslaget foreslåede ordning vedrørende etablering af
direkte elektroniske adgange til andre forvaltningsmyndigheders systemer.
Med den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 8),
lægges der op til, at andre forvaltningsmyndigheder efter anmodning fra
PET kan etablere direkte elektronisk adgang for tjenesten til relevante
registre og systemer med henblik på tjenestens indsamling af oplysninger
omfattet af den nugældende bestemmelse i PET-lovens § 4 (der med den
foreslåede bestemmelse bliver til § 4, stk. 1), hvis en sådan adgang vurderes
nødvendig for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse
og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.
Den foreslåede bestemmelse vedrører alene den metode, der anvendes til at
indhente oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder.
Bestemmelsen vil ikke berøre det indholdsmæssige område for, hvilke
oplysninger andre forvaltningsmyndigheder skal videregive til PET efter
PET-lovens § 4 (der med den foreslåede bestemmelse bliver til § 4, stk. 1),
og som PET vil kunne indhente gennem en direkte elektronisk adgang.
De oplysninger, som PET vil kunne indhente efter den foreslåede
bestemmelse, er således alene oplysninger, der allerede kan indhentes i dag
efter PET-lovens § 4 (der med den foreslåede bestemmelse bliver til § 4, stk.
1).
Det bemærkes i tilknytning hertil, at den foreslåede bestemmelse ikke vil
kunne benyttes til at indhente større sammenhængende datasæt efter det
foreslåede kapitel 6 a via en direkte elektronisk adgang.
Side 2/4
L 218 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 27: Spm. om, hvordan Tilsynet med Efterretningstjenesterne skal kunne have mulighed for at føre tilsyn med PET i forbindelse med deres arbejde
2.
Med lovforslaget vil PET’s anvendelse af den foreslåede ordning,
herunder indhentning af konkrete oplysninger igennem direkte elektroniske
adgange, være underlagt Tilsynet med Efterretningstjenesternes kontrol.
Det forudsættes i pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at
etablering af direkte elektroniske adgange alene vil kunne ske efter
forudgående godkendelse fra chefen for PET eller tjenestens juridiske chef.
Det forudsættes herudover i bemærkningerne, at der i alle tilfælde
udarbejdes og opbevares en skriftlig begrundelse for, at etableringen af en
direkte elektronisk adgang opfylder betingelserne i den foreslåede
bestemmelse i § 4, stk. 2. Begrundelsen vil ved anmodning herom skulle
udleveres til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, jf. PET-lovens § 20, stk.
1.
Med lovforslaget foreslås desuden flere selvstændige bestemmelser om
Tilsynet med Efterretningstjenesternes kontrol med den foreslåede ordning.
Der lægges med den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3 (lovforslagets § 1,
nr. 8), op til at fastsætte, at PET skal underrette Tilsynet med
Efterretningstjenesterne om etablering, anvendelse, ændring eller
nedlæggelse
af
direkte
elektroniske
adgange
til
andre
forvaltningsmyndigheder.
PET vil således være forpligtet til at holde Tilsynet med
Efterretningstjenesterne orienteret, når tjenesten etablerer, ændrer eller
nedlægger en direkte elektronisk adgang efter den foreslåede bestemmelse i
§ 4, stk. 2. Det vil indebære bl.a., at PET med passende mellemrum vil skulle
orientere Tilsynet med Efterretningstjenesterne om, hvilke direkte
elektroniske adgange der eksisterer i medfør af den foreslåede ordning, samt
i hvilket omfang tjenesten har gjort brug af de pågældende direkte
elektroniske adgange.
Det bemærkes herudover, at PET i dag løbende skal orientere Tilsynet med
Efterretningstjenesterne om anvendelsen af PET-lovens § 4 (der med den
foreslåede bestemmelse bliver til § 4, stk. 1), jf. PET-bekendtgørelsens § 13.
Med den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 9 (lovforslagets § 1, nr. 17),
lægges der op til at fastsætte, at i det omfang, det er nødvendigt for Tilsynet
med Efterretningstjenesternes kontrol med PET’s direkte elektroniske
Side 3/4
L 218 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 27: Spm. om, hvordan Tilsynet med Efterretningstjenesterne skal kunne have mulighed for at føre tilsyn med PET i forbindelse med deres arbejde
adgang til en anden forvaltningsmyndigheds registre eller systemer, finder
PET-lovens § 20, stk. 1 og 8, tilsvarende anvendelse for tilsynets adgang til
oplysninger og materiale hos den pågældende forvaltningsmyndighed.
Det vil bl.a. indebære, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne også hos den
forvaltningsmyndighed, til hvis register eller system der er etableret direkte
elektronisk adgang, vil kunne kræve enhver oplysning og alt materiale, der
kan have betydning for tilsynets virksomhed, hvis PET f.eks. ikke er i
besiddelse af de oplysninger, tilsynet påtænker at indhente i forbindelse med
en konkret kontrol. Det forudsættes imidlertid som et klart udgangspunkt, at
tilsynet vil kunne indhente de fornødne oplysninger hos PET, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17.
Med den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 8), er
der endvidere lagt op til at indsætte en bemyndigelsesbestemmelse,
hvorefter justitsministeren – efter forhandling med vedkommende minister
– kan fastsætte nærmere regler om de enkelte direkte elektroniske adgange.
Det er anført under pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at
sådanne regler bl.a. vil kunne fastsætte de begrænsninger, der eventuelt
måtte være i PET’s direkte elektroniske adgang til et register eller system,
herunder i forhold til, hvilke medarbejdere i PET der kan foretage søgninger,
og hvilke dele af de omfattede registre og systemer der kan søges i.
Tilsynet med Efterretningstjenesternes kontrol vil også omfatte PET’s
efterlevelse af disse regler.
3.
Som bekendt har jeg ved brev af 8. maj 2025 til Folketingets Retsudvalg
(L 218 – bilag 8) anmodet om, at behandlingen af lovforslaget i Folketinget
udskydes. Jeg ser frem til at fortsætte drøftelsen af lovforslaget med
Folketingets partier.
Side 4/4