Indenrigsudvalget 2024-25
L 216
Offentligt
3026121_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 21-05-2025
Enhed: Valgenheden
Sagsbeh: cjb
Sagsnr.:2025 - 498
Dok. nr.: 340449
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 21 (L 216), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 15. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).
Spørgsmål nr. 21:
”Vil
ministeren oplyse, om Indenrigs- og Sundhedsministeriet har foretaget en juridisk
vurdering af, om og hvordan lovforslaget i sin nuværende form er i
overensstemmelse med Wienerkonventionen?”
Svar:
”Wienerkonventionen”
kan dække over en række forskellige konventioner, der af de
deltagende staters repræsentanter er blevet undertegnet i Wien. Det er i
spørgsmålet ikke angivet nærmere, hvilken konkret konvention der sigtes til, eller
hvilken del af den pågældende konvention der skulle udgøre et problem.
Jeg har imidlertid i forbindelse med min besvarelse af spørgsmålet valgt at lægge til
grund, at spørgsmålet sigter til Wienerkonventionen af 18. april 1961 om
diplomatiske forbindelser. Diplomatkonventionen indeholder bl.a. bestemmelser om
diplomaters immunitet.
Lovforslaget indebærer, at partier, kandidatlister og kandidater ikke må tage imod
donationer fra udenlandske givere. Dette omfatter bl.a. donationer fra udenlandske
repræsentationer (f.eks. en ambassade, et konsulat eller anden diplomatisk eller
konsulær repræsentation) og udenlandske repræsentanter (f.eks. en ambassadør, en
konsul eller andet diplomatisk eller konsulært personale) i Danmark.
Derimod indeholder lovforslaget ikke nogen bestemmelser om straf for udenlandske
repræsentationer eller repræsentanter i Danmark.
Der er således ikke nogen regelkonflikt mellem diplomatkonventionens
bestemmelser om diplomaters immunitet og lovforslagets forbud mod modtagelse af
udenlandske donationer.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde