Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2813
Doknr.
12498432
Dato
20-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 6. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 2 (L
202) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Marlene Harpsøe (DD).
Spørgsmål nr. 2:
”Hvorfor vil ministeren indføre en beløbsgrænse, når det reelt set ikke er muligt
at sammenligne takster mellem offentlige og ikke-offentlige leverandører af
botilbud og dermed lave en korrekt vurdering af, om tilbuddet faktisk er dyrere,
idet taksterne i dag ikke er gennemsigtige og sammenlignelige? Spørgsmålet
henviser til det fælles høringssvar fra Dansk Erhverv og Selveje Danmark på
lovforslaget, jf. L 202 – bilag 1.”
Svar:
Regeringen indgik i maj 2024 en rammeaftale med Liberal Alliance, Det
Konservative Folkeparti samt Radikale Venstre om en langsigtet og bæredygtig
udvikling af handicapområdet. Målet med rammeaftalen er bl.a. at sikre en
faglig og økonomisk bæredygtighed, som skal bidrage til at reducere udgifterne
i kommunerne. Dette skal ses i lyset af, at udgifterne til det specialiserede
socialområde er steget meget markant over de senere år.
Som en del af rammeaftalen og den efterfølgende udmøntningsaftale indgået
den 20. januar 2025, er regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative
Folkeparti og Radikale Venstre blevet enige om at indføre en beløbsgrænse for
alternative tilbud. Initiativet skal understøtte målet med rammeaftalen og
derved sikre bedre styringsmuligheder for kommunerne.
Beløbsgrænsen fastsættes i henhold til udmøntningsaftalen til 10 pct. fra
lovens ikrafttræden til udgangen af 2027, hvor beløbsgrænsen bortfalder. Dette
skal ses i sammenhæng med det aftalte arbejde om en ny takstmodel, som
skal skabe økonomisk gennemsigtighed – også på tværs af ejerformer – styrke
sammenhængen mellem kvalitet og økonomi og forbedre kommunernes
udgiftsstyring. En ny takstmodel skal sikre gennemsigtighed i, hvad indsatser
reelt koster og sikre sammenlignelighed på tværs af tilbud.
Som en del af udmøntningsaftalen og det fremsatte lovforslag L 202, etableres
en kontrolenhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som kan kontrollere
takstfastsættelsen for kommunale tilbud i de tilfælde, hvor borgerens ønske om
et andet tilsvarende privat tilbud afvises, fordi det er for dyrt. Kontrolenheden
skal altså understøtte korrekt takstberegning og dermed bidrage til at sikre
sammenlignelighed på tværs af tilbud.
1