Socialudvalget 2024-25
L 201
Offentligt
3021665_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4693
Doknr.
13151581
Dato
15-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 12. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 5
(L 201) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Rosa Lund (EL).
Spørgsmål nr. 5:
”Borgere vil blandt andet skulle dokumentere samtlige handicapbetingede
merudgifter, hver gang borger søger om en enkeltstående udgift, samt hvis en
borger ønsker at ansøge efter reglerne for gruppe II. På hvilket grundlag
vurderes det, jf. lovforslagets bemærkninger, at lovforslaget ikke medfører
administrative konsekvenser for borgerne?”
Svar:
Det er vurderingen, at lovforslaget vil medføre en forenkling for borgerne,
særligt i gruppe I, hvor der fremadrettet alene vil skulle sandsynliggøres
kompensationsberettigende udgifter, som samlet set overstiger
minimumsbeløbet på 6.660 kr. om året svarende til 555 kr. om måneden som
forudsætning for at modtage hjælp. I dag skal alle borgerens merudgifter
sandsynliggøres – særligt på børneområdet – med henblik på korrekt
indplacering i udmålingssystemet.
I gruppe II vil der også ske en vis forenkling, idet der med positivlisten vil blive
klarhed over, hvilke kompensationsberettigende udgiftstyper der skal
dokumenteres som forudsætning for at modtage hjælp. Der er dermed ikke
krav om, at borgere, der ansøger i gruppe II, skal dokumentere alle
kompensationsberettigende udgifter, men alene de udgiftstyper der indgår på
positivlisten.
I forhold til enkeltstående kompensationsberettigende udgifter vil borgeren
alene skulle dokumentere kompensationsberettigende udgifter, hvis den
enkeltstående udgift medfører, at borgeren ønsker at ansøge efter reglerne for
gruppe II. I givet fald vil det alene være de udgiftstyper, der indgår på
positivlisten, som borgeren vil skulle dokumentere.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1