Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4693
Doknr.
13182895
Dato
15-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 12. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 3
(L 201) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 3:
”Vil ministeren kommentere henvendelse af 11. maj 2025 fra
Muskelsvindfonden, jf. L 201 – bilag 7?”
Svar:
I henvendelsen gengives nogle opgørelser, som Muskelsvindfonden har
modtaget fra Danmarks Statistik, omkring enkeltstående merudgifter. Desuden
stilles nogle spørgsmål til sagsbehandlingen i sager, hvor der opstår
enkeltstående kompensationsberettigende udgifter, efter, at borgeren er blevet
indplaceret i gruppe I eller gruppe II.
I forhold til opgørelserne omkring enkeltstående merudgifter bemærkes, at det
ikke er muligt ud fra registerdata entydigt at afgrænse enkeltydelser. Det
skyldes bl.a., at der ikke er en særskilt registrering for enkeltydelser, og at
enkeltydelser kan udbetales som enkeltstående beløb eller henover flere
måneder. Ministeriet vurderer, at der bør anlægges en meget restriktiv tilgang
til brugen af opgørelserne, da de analytiske antagelser om mønstret i
kommunernes udbetalinger, der er foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af
tallene, i betydeligt omfang påvirker resultaterne.
I forhold til de stillede spørgsmål om sagsbehandling på enkeltstående udgifter,
kan det som samlet svar herpå oplyses, at hvis en borger modtager hjælp i
gruppe I, og der opstår en enkeltstående udgift, vil man med vejledning fra
kommunen skulle tage stilling til, om man ønsker sin sag vurderet efter gruppe
II. Dette kan være relevant, hvis man kan dokumentere
kompensationsberettigende udgifter blandt de udgiftstyper, der indgår på
positivlisten, på over 24.000 kr. om året svarende til gennemsnitligt 2.000 kr.
om måneden. Det vil således ikke være nødvendigt at revurdere hele
kompensationsydelsen.
Hvis man kan dokumentere kompensationsberettigende udgifter, så man får
udbetalt hjælp i gruppe II, vil det ske fremadrettet fra det tidspunkt, hvorfra man
opfylder betingelserne for denne hjælp. Da beregningsgrundlaget er baseret på
en årlig grænse på 24.000 kr. svarende til 2.000 kr. gennemsnitligt om
måneden, vil hjælpen blive udbetalt mindst 12 måneder frem og i øvrigt
fortsætte, så længe betingelserne er opfyldt.
1