Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4693
Doknr.
12590031
Dato
20-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 6. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 2 (L
201) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 2:
”Vil ministeren kommentere henvendelse af 5. maj 2025 fra Dansk Cøliaki
Forening, jf. L 201 – bilag 5?”
Svar:
I henvendelsen fra Dansk Cøliaki Forening beskrives de konsekvenser,
herunder ekstra udgifter til glutenfri kost, som cøliaki medfører for såvel børn
som voksne. Der opfordres herefter til, at det i lovforslaget indskærpes, at
borgere med cøliaki er en del af målgruppen for gruppe I, hvor udbetaling af
hjælp sker med et fast ydelsestrin på 1.105 kr. om måneden, hvis der er
sandsynliggjort kompensationsberettigende udgifter, der overstiger et
minimumsbeløb på 6.660 kr. om året svarende til gennemsnitligt 555 kr. om
måneden.
Jeg vil gerne starte med at sige, at det er intentionen bag aftalen om en ny
model for kompensationsydelsen (tidligere merudgiftsydelsen) af 21. januar
2025, som lovforslaget udmønter, at ydelsens målgruppe fastholdes uændret.
Som følge heraf foreslås der ikke med lovforslaget ændringer i målgruppen,
heller ikke i forhold til borgere med cøliaki.
Dernæst vil jeg gerne understrege, at borgere med cøliaki ligesom efter
gældende regler godt kan være omfattet af målgruppen for
kompensationsydelsens gruppe I, hvis de opfylder de generelle
målgruppekriterier gældende for alle borgere uanset årsagen til den nedsatte
funktionsevne, som i overensstemmelse med intentionen bag den politiske
aftale svarer til kriterierne i dag.
Omkring de nugældende målgruppekriterier for borgere med cøliaki har
Ankestyrelsen i 2016 udsendt en principmeddelelse nr. 67-16, som præciserer,
at personer med cøliaki, laktoseintolerans eller fødevareallergi ikke er omfattet
af den personkreds, der er berettiget til dækning af merudgifter til diæt efter
særbestemmelsen i merudgiftsbekendtgørelsen. Denne særbestemmelse i
merudgiftsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, fastslår, at personer, som har
medfødte misdannelser eller mangler men ikke synlig eller umiddelbart
konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få hjælp til dækning af merudgifter til
diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges.
1