Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2673
Doknr.
13021364
Dato
20-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 12. maj stillet følgende spørgsmål nr. 5 (L 200)
til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 5:
”Vil ministeren redegøre for, hvor mange botilbud ministeren forventer, at der
skal være underlagt et risikobaseret tilsyn?”
Svar:
Det er ikke muligt for mig at redegøre for, hvor mange plejefamilier og tilbud,
der vil få tilsynsbesøg hvert andet eller tredje år, og hvor mange der vil få
tilsynsbesøg oftere på baggrund af en risikovurdering.
Det er netop en vurdering, der skal foretages af det enkelte socialtilsyn efter en
konkret risikobaseret vurdering. Og det er netop formålet med de ændringer af
socialtilsynsloven, der er indgået politisk aftale om.
Med ændringerne vil socialtilsynene skulle fastlægge en fælles risikomodel
med opstilling af relevante risikofaktorer, og risikomodellen vil skulle opdateres
løbende. Dermed sikres det, at risikomodellen og den risikobaserede tilgang
også fremover bygger på aktuelt bedste viden om risiko og dermed løbende er
et relevant redskab for socialtilsynene.
Som eksempler på aktuelt relevante risikofaktorer kan nævnes højt
sygefravær, høj personalegennemstrømning, lav normering, høj andel af ikke
fastansatte medarbejdere, lavt kompetenceniveau, lederskifte, historik i form af
tidligere udfordringer med regeloverholdelsen eller kvaliteten, særlige
tilbudstyper, mange magtanvendelser eller et mønster i magtanvendelserne,
om tilbuddet er godkendt for nyligt, henvendelser til whistleblowerordningen
m.v. Disse risikofaktorer, som vurderes specifikt i forhold til det enkelte tilbud,
kan suppleres af risikofaktorer, som relaterer sig til specifikke tilbudstyper som
f.eks. sikrede institutioner.
1