Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 11-04-2025
Enhed: Etik i sundhedsvæsenet
Sagsbeh: cks
Sagsnr.:2025 - 3904
Dok. nr.: 322444
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 128), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 3. april 2025.
Spørgsmål nr. 1:
”Vil
ministeren kommentere henvendelsen af 31/3-25 fra Jane Kirkegård, jf. L 128 -
bilag 6?”
Svar:
I Abortnævnet vil gravide kvinder have et valg om, hvorvidt de ønsker at modtage en
indledende samtale, samt om denne samtale skal foregå fysisk, telefonisk eller over
videolink. Dette er med henblik på at tage hensyn til den enkelte gravide kvindes
ønsker og behov.
Sager, hvor gravide kvinder anmoder om en tilladelse til abort, varierer meget i
karakter. Nogle gravide kvinder har behov for meget støtte igennem forløbet, mens
andre ikke har samme behov.
Styrelsen for Patientklager skal varetage sekretariatsfunktionen for Abortnævnet, og
det vil være medarbejdere fra styrelsen, der skal afholde de indledende samtaler
med gravide kvinder. Styrelsen for Patientklager er en offentlig myndighed, som på
daglig basis varetager sekretariatsfunktionen for flere andre nævn inden for
sundhedsvæsenet, og styrelsen har derfor stor erfaring med at oplyse sager på en
saglig og ordentlig måde.
Forretningsordener for henholdsvis Abortnævnet og Abortankenævnet er under
udarbejdelse, og heri vil nævnenes behandling af sagerne, herunder oplysning af
sagerne, blive beskrevet.
Der er desuden flere civilsamfundsorganisationer, som har tilkendegivet, at de gerne
fremover vil yde støtte til abortsøgende kvinder. Denne støtte vil både kunne foregå
via abortstøttesamtaler, bisidderordninger samt teknisk bistand. Gravide kvinder,
som ikke ønsker eller som ikke kan møde op fysisk under den indledende samtale og
under selve nævnsbehandlingen, har derfor mulighed for at modtage støtte under
forløbet.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde