Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 4693
Doknr.
13324634
Dato
15-05-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 12. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 8
(L 201) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 8:
”Efter § 5 i retssikkerhedsloven skal kommunen behandle ansøgninger og
spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp
efter den sociale lovgivning. Tilsidesættes kommunens forpligtigelse efter
retssikkerhedslovens § 5, hvis en borger tilkendegiver, at denne søger efter
reglerne for gruppe 1, eller er kommunen som nu forpligtet til at undersøge om
personen kunne høre til personkredsen for gruppe 2?”
Svar:
Det vil med lovforslaget være borgeren, der ansøger om, at kommunen træffer
afgørelse efter gruppe I eller gruppe II.
I forlængelse heraf fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at
kommunen i overensstemmelse med den generelt gældende
vejledningsforpligtelse efter forvaltningsloven og den skærpede
vejledningsforpligtelse på det sociale område, jf. retssikkerhedslovens § 5, vil
skulle vejlede borgeren i forhold til borgerens ansøgning om hjælp efter gruppe
I eller gruppe II. Vejledningen og dens omfang vil skulle baseres på
omstændighederne i den konkrete sag, herunder borgerens egen vurdering
uden nogen form for sagsbehandling i øvrigt af størrelsen på borgerens
kompensationsberettigende udgifter. Vejledningen vil desuden skulle indeholde
oplysninger om, at hvis borgeren vil ansøge om hjælp efter gruppe I, vil
borgeren skulle sandsynliggøre kompensationsberettigende udgifter, som
overstiger minimumsbeløbet på 6.660 kr. pr. år svarende til 555 kr. pr. måned,
og at hvis borgeren vil ansøge om hjælp efter gruppe II, vil borgeren skulle
dokumentere visse typer af kompensationsberettigende udgifter på over 24.000
kr. pr. år svarende til 2.000 kr. pr. måned.
Det vil således på baggrund af vejledning fra kommunen baseret på
omstændighederne i den konkrete sag være borgeren, der ansøger om, at
kommunen træffer afgørelse efter gruppe I eller gruppe II. Dette vurderes at
være i overensstemmelse med såvel indholdet i den generelle vejledningspligt
som retssikkerhedslovens § 5.
1