Retsudvalget 2024-25
L 186
Offentligt
3019452_0001.png
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
12. maj 2025
Strafferetskontoret
Mikkel
August
Buchwald
2025-05307
3707691
von
Besvarelse af spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende
forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer (Skærpet
indsats mod narkotikakriminalitet, herunder opioider) (L 186)
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 vedrørende forslag til lov om
ændring af lov om euforiserende stoffer (Skærpet indsats mod
narkotikakriminalitet, herunder opioider) (L 186), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. april 2025.
Peter Hummelgaard
/
Morten Holland Heide
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
L 186 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om kommentar til artiklen og redegøre for, hvorfor strafforhøjelsen ikke gælder SMS, telefon og e-mail
Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af lov om euforiserende stoffer (Skærpet indsats mod
narkotikakriminalitet, herunder opioider) (L 186):
”Vil ministeren kommentere artiklen og redegøre for, hvorfor
strafforhøjelsen ikke gælder SMS, telefon og e-mail? Der
henvises til artiklen "Hummelgaard vil straffe hårdere for
narkokøb på Snapchat end via SMS", Avisen Danmark, den 7.
april 2025.”
Svar:
Det er dybt alarmerende, at euforiserende stoffer er så nemme at få fat på.
Salg via sociale medier, hvor børn og unge har en meget stor del af deres
sociale liv, kan give salget et mere professionelt og lovligt præg, så særligt
børn og unge fejlagtigt kan foranlediges til at tro, at salget af de pågældende
ulovlige stoffer er lovligt.
Med lovforslaget foreslås det bl.a. at indsætte et nyt § 3, stk. 2, nr. 3, i lov
om euforiserende stoffer om, at det skal betragtes som en betydelig
skærpende omstændighed ved straffens udmåling, at der er tale om salg eller
vederlagsfri overdragelse med henblik på senere salg af ulovlige stoffer via
sociale medier.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at salg eller anden
videreoverdragelse af euforiserende stoffer via sociale medier straffes på
samme måde som salg eller vederlagsfri overdragelse med henblik på senere
salg på restaurationer, herunder diskoteker, eller ved koncerter eller
musikfestivaler samt øvrige arrangementer, hvor det typisk hovedsagelig er
børn eller unge mennesker, der deltager, jf. § 3, stk. 2, nr. 2, i lov om
euforiserende stoffer.
Med forslaget tilsigtes ifølge bemærkningerne (lovforslaget side 31) en
skærpelse af strafudmålingen i denne type sager, således at enhver form for
videreoverdragelse eller besiddelse med henblik på videreoverdragelse via
sociale medier som udgangspunkt fremover skal straffes med fængselsstraf.
Dette gælder også i de tilfælde, hvor straffen hidtil ville have været bøde. I
forhold til de tilfælde, der allerede efter gældende ret ville medføre en
fængselsstraf, tilsigtes endvidere en strafskærpelse med en tredjedel i
forhold til den straf, der ellers ville være blevet udmålt, hvis salget sker via
sociale medier.
Side 2/3
L 186 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om kommentar til artiklen og redegøre for, hvorfor strafforhøjelsen ikke gælder SMS, telefon og e-mail
Strafskærpelsen er generel i den forstand, at den gælder salg eller anden
videreoverdragelse af alle typer af ulovlige euforiserende stoffer, når det
sker via sociale medier. Det er således ikke en strafskærpelse, der kun
gælder opioider.
Hensigten med strafskærpelsen for salg mv. af euforiserende stoffer via
sociale medier er at ramme videreoverdragelse, der finder sted på sociale
medier, hvor unge har en stor del af deres sociale liv. Der er tale om en
målrettet skærpelse i den forstand, at den har til formål at sætte ind over for
salg mv. af euforiserende stoffer via de sociale medier.
Strafskærpelsen skal afskrække kyniske pushere fra at bruge sociale medier
som handelskanal og være med til at beskytte især børn og unge mod at stifte
bekendtskab med euforiserende stoffer og at udvikle misbrug. Hvis
strafskærpelsen blev udvidet til generelt at omfatte al form for salg eller
videreoverdragelse via elektroniske kommunikationsformer, ville det efter
min opfattelse reducere lovforslagets effekt for så vidt angår børn og unges
eksponering for ulovlige stoffer på sociale medier. Det er endvidere min
opfattelse, at kriminelle via sociale medier kan komme hurtigere og bredere
ud til en ubestemt kreds af særligt børn og unge end ved direkte personlige
henvendelser på mail, telefon eller SMS.
Det fremgår af bemærkningerne til det foreslåede § 3, stk. 2, nr. 3, i lov om
euforiserende stoffer (lovforslagets side 31), at det forudsættes omfattet af
bestemmelsen, hvis det sociale medie bruges som indgang til en yderligere
kontakt om salg eller anden videreoverdragelse af euforisende stoffer, der
skal finde sted på anden vis end sociale medier. Hvis en efterfølgende fysisk
kommunikation eller en kontakt på f.eks. e-mail, SMS eller telefonisk om
salg af euforiserende stoffer er blevet indledt eller aftalt på de pågældende
sociale medier – f.eks. ved deling af adresser, telefonnumre,
brugeroplysninger eller e-mailadresser på sociale medier med henblik på
yderligere kontakt om det pågældende salg – vil det være omfattet af
bestemmelsen.
Der henvises endvidere til pkt. 2.2.2 i høringsnotatet (L 186 – bilag 1).
Side 3/3