Sundhedsudvalget 2024-25
L 182
Offentligt
3025590_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 20-05-2025
Enhed: Innovation, Life Science og
Digitalisering
Sagsbeh: rsa
Sagsnr.:2025 - 5298
Dok. nr.: 341326
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 34 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 16. maj.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Louise Brown (LA).
Spørgsmål nr. 34:
”I lovforslagets § 48 b, stk. 1, står at “Anmodning om videregivelse af elektroniske
sundhedsdata til brug for statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig
samfundsmæssig betydning fra registre, databaser, elektroniske patientjournaler og
andre systemer, som supplerer patientjournalen m.v., skal indgives til Ét
Kontaktpunkt. Ét
Kontaktpunkt behandler anmodningen, jf. dog stk. 2.” I samme
paragrafs stk. 3 står, at ”Indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler
om, hvilke registre, databaser, elektroniske patientjournaler og andre systemer, som
supplerer patientjournalen
m.v. der er omfattet af stk. 1.” Vil ministeren i denne
forbindelse redegøre for, hvordan denne bemyndigelse harmonerer med EU-
forordningen på statistikområdet, som Danmark har tiltrådt? I den lægges der vægt
på faglig uafhængighed.”
Svar:
Lovforslagets § 48 b vedrører etableringen af Ét Kontaktpunkt som samlet indgang for
anmodninger om videregivelse af elektroniske sundhedsdata til statistiske og
videnskabelige formål af væsentlig samfundsmæssig betydning.
Efter § 48 b, stk. 3, bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte
nærmere regler om, hvilke datakilder der er omfattet af bestemmelsen. Det drejer sig
om at præcisere, hvilke registre og systemer der organisatorisk og teknisk skal være
tilsluttet kontaktpunktets adgangs- og ansøgningsstruktur.
Det er vigtigt at understrege, at denne bemyndigelse ikke vedrører den faglige eller
metodiske udvælgelse, vurdering eller bearbejdning af statistiske data, og den griber
ikke ind i den faglige uafhængighed, som følger af EU’s forordning om
europæisk
statistik (forordning (EF) nr. 223/2009).
Forordningen fastlægger, at nationale statistiske myndigheder skal udføre deres
arbejde uafhængigt og uden politisk indblanding i udvælgelse, metode og formidling.
Lovforslaget ændrer ikke på denne struktur. Tværtimod forbliver ansvaret for
produktion og formidling af officiel statistik hos Danmarks Statistik, der fortsat vil
være omfattet af forordningens krav og nationale statistiske principper.
Afslutningsvis kan jeg tilføje, at Danmarks Statistik har været inddraget i udviklingen
af samarbejdsmodellen med Ét Kontaktpunkt.
L 182 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 34: Spm. om, hvordan bemyndigelse harmonerer med EU- forordningen på statistikområdet, som Danmark har tiltrådt
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2