Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 12-05-2025
Enhed: Innovation, Life Science og
Digitalisering
Sagsbeh: dek
Sagsnr.:2024 - 8757
Dok. nr.: 334348
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 13 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 16. april.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Louise Brown (LA).
Spørgsmål nr. 13:
”Vil
ministeren redegøre for, hvad koster det at etablere ét kontaktpunkt for
sundhedsdata i Danmarks Statistik under Danmarks Datavindue i sammenligning med
ét kontaktpunkt under de centrale sundhedsmyndigheder (Digital Sundhed
Danmark), og hvad er fordelene og ulemperne ved de to mulige løsninger?”
Svar:
Der er ikke blevet foretaget en vurdering af, hvad det vil koste at etablere Ét
kontaktpunkt i Danmarks Statistik. Det skyldes blandt andet, at de juridiske rammer
for Danmarks Statistik ikke tillader alle de forskningsformål, som det
sundhedsvidenskabelige område kræver.
Danmarks Statistik spiller en helt afgørende rolle i det danske dataøkosystem og vil
fortsat være en væsentlig aktør i relation til statistisk produktion og formidling på
sundhedsområdet.
Men der er samtidig behov for en specialiseret infrastruktur, der kan håndtere
komplekse sundhedsdata i stor skala, med mulighed for realtidsanalyse, brug af
supercomputerkapacitet og adgang til kliniske data, der rækker ud over det
statistiske område. Derfor etableres kontaktpunktet i sundhedssektoren, hvor den
nødvendige sundhedsfaglige og juridiske ekspertise er til stede.
Data skal kunne anvendes til formål, som er bredere end, hvad mulighederne hos
Danmarks Statistik tilsiger. Det gælder for eksempel anvendelse af forskningsdata til
beslutningsstøtte for læger.
Der er enighed mellem Danmarks Statistik og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om
et tæt samarbejde, hvor Ét Kontaktpunkt bl.a. betjener brugere der alene skal tilgå
sundhedsdata, herunder med behov for data i realtid. Brugere med behov for at
koble sundhedsdata med fx socioøkonomiske data til sekundære formål betjenes
som udgangspunkt i Danmarks Datavindue. Samarbejdet mellem Danmarks Statistik
og Ét kontaktpunkt omfatter en ensrettet sagsbehandling og godkendelsesproces, så
forskere kun behøver at henvende sig ét sted, uanset om data skal analyseres hos
Danmarks Statistik eller i andre sikre analysemiljøer, der tilsluttes den nye nationale
analyseplatform.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde