Danmarks Apotekerforening
Bredgade 54 · 1260 København K
Telefon 33 76 76 00 · Fax 33 76 76 99
Indenrigs- og sundhedsministeriet
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
23-01-2025
MOL/4201/00001
Høringssvar til udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har den 20. december 2024 udsendt høring over
udkast til forslag til lov om ændring af sundhedsloven ved overførsel af administra-
tion af Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD) og behandling af rapporteringer om
utilsigtede hændelser m.v. til regionerne.
Danmarks Apotekerforening takker for muligheden for at kommentere på udkastet.
Danmarks Apotekerforening bifalder ændringen af beslutningen fra september 2024
om, at pligten til rapportering af utilsigtede hændelser skulle ophøre samt nedlæg-
gelse af DPSD. Danmark har haft en patientsikkerhedslov siden 2004, og muligheden
for at rapportere utilsigtede hændelser sanktionsfrit betyder, at vi i dag har opbygget
en unik læringskultur, der går på tværs af landet, faggrupper og sektorer. Apoteker-
foreningen er derfor enig i beslutningen om at lade administration af DPSD og be-
handling af rapporteringer om utilsigtede hændelser m.v. overgå til regionerne.
Som Apotekerforeningen bemærkede i høringssvaret til lovforslaget fra september,
har rapporteringssystemet længe været kritiseret. Både serviceeftersyn og Rigsrevi-
sionens revision viste også, at der var rigtig meget spildarbejde, samt at praktikerne
til tider har haft svært ved at se værdien og effekten af rapporteringerne.
Af denne høring fremgår det, at systemet bør overdrages i dets nuværende form for
at sikre en smidig og uproblematisk overdragelse. Dette er Apotekerforeningen for så
vidt enig i, men Apotekerforeningen må opfordre til, at der hurtigst muligt efter
overdragelsen kigges på forbedringer af rapporteringssystemet med henblik på at
generere nyttige data til arbejdet med patientsikkerhed og medicinsikkerhed. Der
bør ses på, hvordan rapporteringssystemet og data gøres mindre komplekst og knap
så administrationstungt. Apotekerforeningen er orienteret om, at der er indsamlet vi-
den og lavet en analyse af rapporteringssystemet forud for beslutningen om først op-
hør og sidenhen om overdragelse til regionerne, som bør kunne anvendes i arbejdet
med at forbedre systemet. Det ligges til grund, at det arbejde, som allerede er lavet
med henblik på forbedring af rapporteringssystemet, overføres sammen med admini-
stration af databasen.
Ministeriet skriver i udkastet, at det er afgørende, at systemet fortsat er et system
for hele sundhedsvæsenet og alle dets interessenter
–
og ikke regionernes alene.
Apotekerforeningen er enig i denne betragtning og vil gerne opfordre til, at regio-
nerne inddrager interessenter både i forbedring af databasen og i arbejdet med møn-
stre og tendenser i utilsigtede hændelser. Dertil vil Apotekerforeningen understrege
vigtigheden af, at hændelserne og beskrivelserne heraf skal retur til de sundhedspro-
fessionelle, som kan arbejde med forbedringer i praksis. Hændelserne og beskrivel-
serne heraf skal ikke kun ende i oversigter, rapporter og statistikker.