L 163 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm., om lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven

Indfødsretsudvalget 2024-25
L 163
Offentligt

Ministeren

Indfødsretsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Indfødsretsudvalget har den 24. april 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 2 til L 163

efter ønske fra Brigitte Klintskov Jerkel (KF) til udlændinge- og integrationsministe-

ren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 2 til L 163:

Vil ministeren redegøre for, hvorvidt lovforslaget er i overensstemmelse med

Grundloven, som det fremgår af forslagsstillernes bemærkninger?

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet

indhentet et bidrag fra Justitsministeriet, der har oplyst følgende:

”1.

Det bemærkes indledningsvis, at grundloven ikke indeholder be-

stemmelser, som udtrykkeligt regulerer spørgsmålet om fratagelse af

indfødsret.

Det følger af grundlovens § 44, stk. 1, at ingen udlænding kan få ind-

fødsret uden ved lov.

Bestemmelsen vedrører alene adgangen til at træffe afgørelse om til-

deling af dansk indfødsret til udenlandske statsborgere eller statsløse

personer. Bestemmelsen regulerer således ikke spørgsmålet om frata-

gelse af dansk indfødsret.

Lovforslagets forenelighed med grundloven skal i stedet overvejes i

forhold til grundlovens § 3, som har følgende ordlyd:

”§

Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i

forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den døm-

mende magt er hos domstolene.”

Grundlovens magtfordelingsprincip, som det er kommet til udtryk i

grundlovens § 3, giver ikke nogen skarp afgrænsning af den kompe-

tence, der tilkommer henholdsvis den udøvende, den dømmende og

16. september 2025

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Indfødsret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2025 - 6338

3179419

Side

1/6

L 163 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm., om lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven

den lovgivende magt, jf. bl.a. Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. ud-

gave ved Peter Germer (1973), side 166 ff. og Henrik Zahle, Dansk for-

fatningsret 1, Institutioner og regulering, 3. udgave (2001), side 246 ff.

Det er indgående drøftet i den statsretlige litteratur, om bestemmel-

sen i grundlovens § 3 sætter grænser for, om der kan lovgives om en-

keltpersoners konkrete retsforhold (såkaldt singulær lovgivning), uden

at den lovgivende magts udnyttelse af lovgivningskompetencen kom-

mer i konflikt med den udøvende og den dømmende magts beføjelser.

Det synes nu at være den almindelige statsretlige opfattelse, at sæt-

ningen i § 3, 2. pkt., om den udøvende magt ikke sætter nogen grænse

for lovgivningsmagtens kompetence. Der er efter denne opfattelse ek-

sempelvis ingen hindring for, at der lovgives alene med virkning for

enkeltpersoner, uagtet afgørelser af denne karakter træffes af admini-

strationen. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Poul Andersen,

Dansk Statsforfatningsret (1954), side 307 f, Max Sørensen, a.st., side

200 f, Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen

(1980), side 237 f, Henrik Zahle, a.st., side 251 f, Peter Germer, Stats-

forfatningsret, 4. udgave (2007), side 93 ff og Jørgen Steen Sørensen i

Danmarks Riges Grundlov med kommentarer (redigeret af Henrik

Zahle), (2. udgave, 2006), side 133.

Derimod har det i den statsretlige litteratur været genstand for diskus-

sion, om reglen i § 3, 3. pkt., hvorefter den dømmende magt er hos

domstolene, begrænser lovgivningsmagtens kompetence. Det har i

den forbindelse været den overvejende opfattelse i litteraturen, at

reglen i § 3, 3. pkt., sætter visse grænser for adgangen til singulær lov-

givning, jf. Poul Andersen, a.st., side 564 f, Max Sørensen, a.st., s. 289

fog i Juristen 1959, side 452, Lars Nordskov Nielsen i Ugeskrift for Rets-

væsen 1961, side 342, Jens Peter Christensen, Forfatningsretten og det

levende liv (1990), side 208, Jørgen Steen Jørgensen, Ugeskrift for

Retsvæsen 1991, side 425, Henrik Zahle, a.st., side 93 f, Peter Germer,

a.st., side 14 og Jørgen Steen Sørensen, Danmarks Riges Grundlov med

kommentarer (redigeret af Henrik Zahle), 2. udgave (2006), side 133 f.

Der er ved den såkaldte Tvind-dom (Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side

841) taget stilling til en sådan problemstilling. Ved dommen fandt Hø-

jesteret, at § 7 i lov nr. 506 af 12. juni 1996, hvorved en række navn-

givne skoler blev afskåret fra at modtage visse statslige og kommunale

tilskud, var i strid med grundlovens § 3, 3. pkt. Højesteret udtalte i den

forbindelse, at det i overensstemmelse med den almindelige opfat-

telse i den forfatningsretlige litteratur må antages, at grundlovens § 3,

3. pkt., sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten

kan lovgive om enkelte personers retsforhold, dvs. singulær lovgiv-

ning. Højesteret henviste i den forbindelse til, at denne forståelse er i

overensstemmelse med det retssikkerhedshensyn, der er et af de bæ-

rende hensyn bag magtadskillelsen i § 3. Højesteret udtalte endvidere,

Side

2/6

L 163 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm., om lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven

at bestemmelsen i § 7 reelt var en endelig afgørelse af en konkret rets-

tvist, og at en sådan afgørelse efter grundlovens § 3 ikke henhører un-

der lovgivningsmagten, men under den dømmende magt med de deri

liggende retsgarantier for borgerne.

Det fremgår endvidere af Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret,

4. udgave (2024), s. 179 f., at grundlovens § 3, 3. pkt., sætter grænser

for lovgivningsmagtens muligheder for at gribe ind i verserende eller

afgjorte retssager gennem singulær lovgivning. Det fremgår endvi-

dere, at det på baggrund af Tvind-sagen, hvor den afgørende præmis

for at erklære loven grundlovsstridig var, at loven ”[…] reelt [var] en

endelig afgørelse af en konkret retstvist […]”, endvidere må antages,

at singulær lovgivning med det formål eller den virkning at afskære en

ellers nærliggende domstolsprøvelse af et konkret retsspørgsmål, kan

være i strid med grundlovens § 3, 3. pkt. Som det videre refereres af

Jens Peter Christensen m.fl., a.st., s. 81 f, anførte Højesteret om Tvind-

lovens § 7, at det af bemærkningerne til forslaget til Tvind-loven frem-

gik, at begrundelsen for bestemmelsen var, at undervisningsministe-

ren på baggrund af visse undersøgelser ikke havde tillid til, at Tvind-

skolerne ville anvende offentlige tilskud til formål, som Folketinget og

regeringen ønskede at fremme med støtten.

Om rækkevidden af Tvind-dommen kan desuden henvises til Jens Pe-

ter Christensen og Michael Hansen-Jensen, Ugeskrift for Retsvæsen,

1999B.227, s. 234, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

”Sammenfattende

synes Højesterets dom at have en tem-

melig begrænset rækkevidde. Som noget principielt væ-

sentligt

–

og afklarende i forhold til den tvivl, der hidtil har

været i den forfatningsretlige litteratur

–

lægges det til

grund, at grundlovens § 3 sætter en grænse for singulære

lovindgreb. I dommen trækkes denne grænse imidlertid

–

naturligt nok

–

i tæt tilknytning til den konkrete sag:

Grænsen for lovgivningsmagtens kompetence til at fra-

tage visse tilskudsmodtagere retten til fremtidige tilskud

synes at gå, hvor fratagelsen reelt er foranlediget af en

tvist om, hvorvidt de pågældende hidtil har vist og frem-

over vil vise vilje til at opfylde tilskudslovgivningens betin-

gelser, og hvor alle andre tilskudsmodtagere samtidig be-

handles efter de almindelige, generelle regler. Den

nævnte tvist behøver ikke at foreligge som en ved dom-

stolene allerede anlagt

–

end sige afgjort

–

sag. Det er til-

strækkeligt, hvis det kan dokumenteres, at der har fore-

ligget mistanke hos lovgivningsmagten om regelbrud, og

at det er denne mistanke, der reelt har begrundet loven.

Man kan afslutningsvis spørge, hvilke konsekvenser Høje-

sterets dom

–

der vedrørte spørgsmålet om de grundlovs-

mæssige grænser for lovregulering af statstilskud

–

har

Side

3/6

L 163 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm., om lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven

for lovregulering i almindelighed. Et kort svar herpå må

være, at det på tilsvarende måde må antages at være i

strid med grundlovens § 3, hvis lovgivningsmagten vedta-

ger bebyrdende lovregulering af enkeltpersoners forhold

begrundet i en opfattelse af, at de pågældende ikke hidtil

har og fremover ikke vil overholde den lovgivning, der

gælder og fremover skal gælde for alle andre.”

Det er i øvrigt almindeligt anerkendt, at singulær lovgivning under alle

omstændigheder giver anledning til retspolitiske betænkeligheder, jf.

Karsten Hagel-Sørensen, Juridisk Grundbog, bind 2 (1989), side 15,

Anne Louise Bormann m.fl., Loven- om udarbejdelse af lovforslag (1.

udgave, 2002), side 3 f, og Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet

(november 2023), side 151f, hvor der bl.a. peges på, at afgørelsen af

enkeltpersoners retsforhold i almindelighed bør træffes af forvaltnin-

gen eller domstolene på grundlag af generelle retsregler fastsat af lov-

givningsmagten. En "singulær'' lovgivning vil således kunne give anled-

ning til væsentlige principielle betænkeligheder og vil herunder let

kunne fremtræde med et præg af vilkårlighed fra lovgivningsmagtens

side.

Som det fremgår af Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret, 4. ud-

gave (2024), s. 164, har Folketinget én gang tidligere taget stilling til et

lovforslag om fratagelse af en enkeltpersons danske indfødsret

(Schimmelmann-sagen). Lensgreve Schimmelmann blev i 1946 idømt

4 års fængsel for landsforræderi under den tyske besættelse. I tillæg

til de 4 års fængsel skulle Schimmelmann aflevere halvdelen af sin for-

mue til statskassen. Danmarks Kommunistiske Parti fremsatte herefter

et lovforslag dels med en bestemmelse, som skulle fratage Lensgreve

Schimmelmanns hans danske statsborgerskab, dels med en bestem-

melse om, at hele Schimmelmanns formue skulle konfiskeres, hvilket

skulle ske ved, at Schimmelmann ved lov blev frataget sit danske stats-

borgerskab, hvorefter han ville falde ind under en særlig lov om konfi-

skation af tysk ejendom.

For så vidt angår den første bestemmelse fremgår det af bemærknin-

gerne til lovforslaget, at der på daværende tidspunkt ikke var lovgiv-

ning, som regulerede de generelle betingelser for, hvornår statsbor-

gerskab kunne frakendes, jf. Rigsdagstidende 1947-48, Forhandlin-

gerne (Folketinget), spalte 3618 f. Det fremgår af bemærkningerne til

lovforslagets behandling i Folketinget, at den daværende justitsmini-

ster Niels Buch-Jensen fandt det betænkeligt at fastsætte en lovbe-

stemmelse om fratagelse af en enkelt persons indfødsret, jf. Rigsdags-

tidende 1947-48, Forhandlingerne (Folketinget), spalte 3619 f.

Hvad angår den anden bestemmelse fremgår det af bemærkningerne

til lovforslaget, at den daværende justitsminister fandt, at det utvivl-

somt vil være i strid med den daværende grundlovs § 2 (den nuvæ-

Side

4/6

L 163 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm., om lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven

rende § 3), hvis Folketinget ved lov ændrede den af Højesteret fast-

satte straffedom, hvorefter Schimmelmann havde fået konfiskeret

halvdelen af sin formue, hvilket ville være tilfældet, hvis den fulde for-

mue skulle konfiskeres i henhold til lovforslaget. Under 2. behandlin-

gen af lovforslaget gav Folketingets formand udtryk for samme syns-

punkt, jf. Rigsdagstidende 1948-49, Forhandlingerne (Folketinget),

spalte 2126.

Følgende fremgår i forbindelse med sagen af Jens Peter Christensen

m.fl., Dansk Statsret, 4. udgave (2024), s. 164:

”Sammenfattende er konklusionen, at

det, som grundlo-

vens § 3 forhindrer, er, at lovgivningsmagten blander sig i

den dømmende magts kernefunktioner ved, at lovgiv-

ningsmagten selv afgør straffesager eller konkrete tvister

mellem borgere eller mellem borgere og offentlige myn-

digheder.”

§§ 8 A og 8 B i lov om dansk indfødsret indeholder regler, der giver

mulighed for at frakende en person dennes danske indfødsret hen-

holdsvis ved dom og administrativt.

Det følger således af § 8 A, stk. 1, i lov om dansk indfødsret, at

den som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har ud-

vist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller

vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom

skal frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været be-

stemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med

Danmarks internationale forpligtelser.

Det følger desuden af § 8 B, stk. 1, i lov om dansk indfødsret, at den,

som dømmes for en strafbar handling, og som derved har udvist en

handlemåde, som er til alvorlig skade for statens vitale interesser, ved

dom skal frakendes sin danske indfødsret, medmindre dette vil være i

strid med Danmarks internationale forpligtelser. I medfør af stk. 3 kan

den, som har udvist en handlemåde, som er til alvorlig skade for lan-

dets vitale interesser, fratages sin danske indfødsret af udlændinge- og

integrationsministeren, medmindre den pågældende derved bli-

ver statsløs.

Der er således fastsat generelle regler om frakendelse af dansk ind-

fødsret og den konkrete vurdering, der skal foretages af domstolene

og myndighederne i den forbindelse.

Der kan i den forbindelse henvises til, at det af bemærkningerne til L

163 fremgår, at lovforslaget er begrundet i en opfattelse af,

antal-

let af personer, som meddeles statsborgerskab er eksploderet,

denne tendens har stået på siden begyndelsen af 1980’erne, som er

den periode hvor den pågældendes forældre kom til Danmark,

den

Side

5/6

L 163 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm., om lovforslaget er i overensstemmelse med grundloven

pågældende er dømt for vold, våbenbesiddelse, trusler og narkosmug-

ling, ligesom han er eller har været sigtet i sager om momssvindel og

anden økonomisk kriminalitet,

den pågældende har været tilknyttet

forskellige rockergrupperinger såsom Bandidos og Hells Angels,

den

pågældendes hustru og datter ifølge dagspressen bor i Skotland, og

det på baggrund af ovenstående er åbenlyst, at den pågældende ikke

er faldet til og ikke trives i Danmark, ligesom det fremgår, at Danmark

ingen gavn har af den pågældende.

L 163 vil kunne opfattes således, at lovgivningsmagten ved at frakende

indfødsretten for den pågældende blander sig i den dømmende magts

kernefunktion ved at afgøre en konkret tvist mellem en borger og de

offentlige myndigheder, herunder som i Schimmelmann-sagen ved at

pålægge den pågældende yderligere sanktioner, end domstolene på-

lagde i forbindelse med en afgjort straffesag.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 2, er rækkevidden af Tvind-dom-

men begrænset, og omstændighederne i L 163 svarer ikke til omstæn-

dighederne i Tvind-dommen.

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke med den fornødne sik-

kerhed at kunne fastslå, at L 163 er i strid med grundlovens § 3, 3. pkt.

Det bemærkes i øvrigt, at det fremgår af § 16, stk. 3, i Folketingets for-

retningsorden, at lovforslag eller ændringsforslag, der strider med

grundloven, skal afvises. Mener formanden efter forhandling med Ud-

valget for Forretningsordenen, at en sådan modstrid foreligger, indstil-

ler formanden til Tinget, at forslaget afvises.

Det bemærkes afslutningsvis, at den lovregulering, som der lægges op

til med L 163, under alle omstændigheder giver anledning til væsent-

lige retspolitiske betænkeligheder om magtfordelingsprincippet i

grundlovens § 3, som fører til, at der efter omstændighederne må ud-

vises stor tilbageholdenhed med lovgivning om enkelte fysiske perso-

ners eller juridiske personers forhold.”

Udlændinge- og Integrationsministeriet kan supplerende oplyse, som det fremgår

af besvarelsen den 22. maj 2025 af spørgsmål nr. 1 til L 163, at lovforslaget efter

regeringens opfattelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændinge- og Integrationsministeriet skal endelig beklage den sene besvarelse af

spørgsmålet.

Kaare Dybvad Bek

Christine V. Johansen

Side

6/6