Indfødsretsudvalget
Folke4nget
Chris4ansborg
1240 København K
København den 22. april 2025
Bemærkninger om forfatningsmæssige og interna0onale forpligtelser 0l forslag 0l lov om
fratagelse af dansk indfødsret for Fasar Abrar Raja (L 163) som fremsat i samling 2024-25
Det bemærkes indledningsvis, at den person, der i lovforslaget beskrives som »Fasar Abrar
Raja«, reIeligt er Muhammad Ahmad Fasar Abrar Raja, født den 21. marts 1975. Han fik
dansk indfødsret med virkning fra den 6. august 1997 i henhold 4l § 3 i lov om dansk
indfødsret, jf. 4dligere lovbekendtgørelse nr. 757 af 14. september 1995.
1. Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953
Det følger af grundlovens § 3, 3. pkt., at den dømmende magt er hos domstolene. Endvidere
følger det af grundlovens § 44, stk. 1, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov. Da
spørgsmålet om fratagelse af indfødsret angår en navngiven udlænding, der erholder
indfødsret ved lov, foreligger der ikke en retlig tvist, som giver anledning 4l
uoverensstemmelse med domstolenes kompetence. Grundlovens § 44, stk. 1 må fortolkes
som en metanorm for, at spørgsmål om udlændinges indfødsret som udgangspunkt 4lfalder
lovgivningsmagten eVer grundlovens 41, stk. 1, medmindre andet følger af lov, f.eks. de
4lfælde, hvor der sker fortabelse, fratagelse eller frakendelse i medfør af indfødsretslovens
§§ 8, 8 A og 8 B. Indfødsretsloven blev nyaffaIet ved lov nr. 252 af 27. maj 1950. Det fulgte
af bemærkningerne 4l den daværende lovs § 3 om udlændinges erhvervelse af dansk
indfødsret eVer stk. 1, at man anså det for formålstjenligt at indføre et forbehold i stk. 2 om,
at [endtlige fremmede i 4lfælde af krig, ikke kunne erklære sig 4l indfødsret eVer adgangen i
stk. 1, med den følgende begrundelse (Rigsdags4dende 1949-50, 4llæg A, lovforslag nr. L
125, sp. 4571):
”[…] herved undgår man nødvendigheden af i givet fald at skulle gennemføre
derpå sigtende love med Clbagevirkende kraE”.
Det er således forudsat, at der kan ske
fratagelse af indfødsret ved lov eVer erhvervelse som følge af lov.
2. FN’s konvenCon af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed
Det følger af ar4kel 8, at ingen kan fratages indfødsreIen, hvis vedkommende derved bliver
statsløs, medmindre erhvervelsen af indfødsret er sket på forkert grundlag eller ved svig.
Pakistan har ikke haV restrik4oner i forhold 4l såkaldt dobbelt statsborgerskab siden 1972.
Der er ingen automa4sk proces for acald eller fortabelse af pakistansk indfødsret ved
naturalisa4on andetsteds, hvorfor det er ubestridt, at den pågældende har ret 4l pakistansk
indfødsret. Det bemærkes, at statsløshed eVer statsløsekonven4onen fortolkes sådan, at
den pågældende ikke kan opnå statsborgerskab i andet land ved at lade sig registrere, jf. pkt.
24-26 i FN’s Flygtningehøjkommissariats (UNHCR) Guidelines on Statelessness no. 4. Det er
således underordnet for spørgsmålet om statsløshed, om den pågældende i praksis har et
pakistansk pas eller er registreret som pakistansk statsborger, hvis blot pågældende har ret
4l at registrere sig som statsborger ved en anden stats myndigheder uden, at der er overladt
1