Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 7115
Den 29. april 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 7 til L 159 (MOF alm. del) stillet 22. april 2025 efter
ønske fra Pernille Vermund (LA).
Spørgsmål nr. 7
”Vil
ministeren redegøre for følgende i forbindelse med miljøpåvirkning fra testanlæg, der etableres
med dispensation fra havplanen:
–
Hvem har dokumentationspligten for, at der ikke er sket en negativ påvirkning af miljøet?
–
Hvad sker der, hvis det viser sig, at der er sket en negativ påvirkning?
–
Hvor permanent skal en forringelse være, for at der skal ske en aktiv genopretning efter et
testanlæg? Indgår der er en tidsmæssig afgrænsning for hvor lang tid, der maksimalt må gå fra
fjernelse af testanlægget til naturen kan have genoprettet sig selv, før det vurderes at der et
genopretningsbehov?
–
Hvem har ansvaret for at betale for genopretningen?
–
Hvem skal stå for selve udførelsen af genopretningen”
Svar
Der er til besvarelsen indhentet bidrag fra Erhvervsministeriet, idet der spørges til ændringen af
regler, som hører under erhvervsministerens ressort. Erhvervsministeriet oplyser:
Når det vurderes, om der kan gives dispensation til at anvende et område til forskning, udvikling og
test af grønne løsninger, vil hensyn til miljøpåvirkning af området blive vurderet forud for, at
dispensationen meddeles, og tilladelsen til selve testanlægget gives. Det vil blive stillet som et vilkår i
dispensationen, at dispensationen ikke kan anvendes til testprojekter, der ikke vil kunne fjernes.
Testanlæg m.v. skal således være fuld dekommissioneret ved dispensationsperiodens udløb. Herved
forstås at fjernelse af testanlæg m.v. skal ske så skånsomt som muligt for miljøet.
Dispensationen kan ikke anvendes til testprojekter, der vil medføre en væsentlig miljøpåvirkning af
området. Det gælder både væsentlige miljøpåvirkninger i testperioden og efter testperiodens ophør.
Sektormyndigheden vil forud for anmodning om dispensation fra havplanen foretage en screening af
testanlæg m.v.
efter miljøvurderingsloven samt EU’s naturdirektiver, vandrammedirektivet samt
havstrategiens miljømål og indsatsprogram, herunder udpegningen af havstrategiområder.
Sektormyndigheden vil derfor ikke anmode om dispensation til testprojekter på havet, der vil medføre
en væsentlig miljøpåvirkning af området. Det er sektormyndigheden, der forestår disse vurderinger.
Hvis der er givet dispensation til et testprojekt, er det således vilkåret, at projektet ikke har væsentlige
miljøpåvirkninger. Skulle et testprojekt mod forventning forårsage uintenderede væsentlige
miljøpåvirkninger, håndteres dette efter sektormyndighedens regler.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk