Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 24-04-2025
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh: LBJE
Sagsnr.:2025 - 2440
Dok. nr.: 319234
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 19 (SUU L 134), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 27. marts.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Theresa Scavenius (UFG).
Spørgsmål nr. 19:
”Ministeren
bedes redegøre for, hvordan Lægemiddelstyrelsens ændrede rolle bliver
med lovforslaget? Der står i bemærkningerne, at der kan gives tilskud selv om
Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der ikke bør gives tilskud. Hvis ikke
Lægemiddelstyrelsens vurdering er afgørende, hvem skal så beslutte, når der gives
tilskud? Er det afgørende, om man har været en del af forhandlingsaftalen?”
Svar:
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger at:
”Med
den foreslåede ordning vil det fortsat være Lægemiddelstyrelsen, der træffer
afgørelse om meddelelse af tilskud ud fra en vurdering af, om lægemidlet (for så vidt
angår generelt tilskud og generelt klausuleret tilskud) eller borgeren (for så vidt angår
enkelttilskud) opfylder kriterierne for tilskud.”
Det fremgår ikke af bemærkningerne til lovforslaget eller andre steder i øvrigt, at
andre aktører skal have mulighed for at give tilskud til et lægemiddel, hvis
Lægemiddelstyrelsen vurderer, at der ikke bør gives tilskud.
Jeg har bedt Lægemiddelstyrelsen om at redegøre for, hvordan deres rolle ændres
med lovforslaget. De har bidraget med følgende, som jeg vil henholde mig til:
”Det
er fortsat Lægemiddelstyrelsen, der træffer afgørelser om tilskud til lægemidler.
Det sker, som i dag, ud fra de kriterier, der er fastsat i bekendtgørelse om
medicintilskud. Der vil blive fastsat særskilte kriterier for generelt tilskud til
lægemidler på baggrund af en forhandlet fortrolig pris. Kriterierne vil svare til de
gældende kriterier for generelt tilskud på baggrund af en offentlig pris, med den
undtagelse, at Lægemiddelstyrelsen kan bevilge generelt klausuleret tilskud til et
lægemiddel, selvom styrelsen vurderer, at der er en økonomisk betinget risiko for at
lægemidlet ordineres med tilskud til patienter, som ikke er omfattet af
tilskudsklausulen. Dette forhold kan inddrages i den vurdering regionerne foretager
af, om der skal indgås en aftale om en fortrolig pris med virksomheden. Regionernes
vurdering sker forud for Lægemiddelstyrelsens afgørelse.”
Med venlig hilsen
Sophie Løhde