Først og fremmest vil jeg sige tak for diskussionen. Før hvert folketingsvalg er der jo de her kandidattest, man kan tage. Jeg plejer at tage en af dem og finde ud af, hvor mange procent enig med mig selv jeg er. Jeg plejer at ligge sådan på mellem 85 og 90 pct. Det fortæller jo noget i forlængelse af det, fru Sara Emil Baaring siger, nemlig at når man svarer på de der test, handler det også lidt om, hvilket humør man lige er i, når man skal svare på, om man er meget enig eller forholdsvis enig i et bestemt udsagn. Når jeg tager den test, er jeg som regel mest enig med en socialdemokrat – en anden end mig selv. De næste kandidater, der kommer frem, som ikke er socialdemokrater, plejer at være SF'ere eller Venstrefolk, og dem i bunden plejer så at være Radikale Venstre og Liberal Alliance. Så kan man jo godt få en meget præcis forestilling om, hvem man er mest enig med og mest uenig med, og så skal man ikke have været på Christiansborg ret længe, før man finder ud af, at alle de forestillinger om enighed og uenighed og rød og blå hurtigt bliver lidt mere kompliceret, når man så lander i dagligdagen på Christiansborg.
Jeg synes, at dagens diskussion også er et meget godt billede på, at nogle af de problemstillinger, vi står med i det danske samfund, f.eks. omkring trivsel blandt børn og unge, ikke bare lige kan hældes ned i en klassisk højre-venstre-skala, som vi lærte i samfundsfagstimerne, men at det nogle gange er lidt mere kompliceret, og at vi skal være lidt mere nysgerrige på hinanden og interessere os for, hvad hinanden mener. Derfor har jeg også været rigtig glad for den her diskussion, som jeg synes viser nogle fine nuancer i forskellige tilgange til at diskutere det her spørgsmål.
Da vi skulle sammensætte Trivselskommissionen, tænkte jeg meget over, hvem der så skulle sidde i sådan en kommission, for det er ikke ligegyldigt, hvem man spørger. Det har betydning for, hvilke svar man får. For mig var det vigtigt, at der deltog folk med en universitetsbaggrund, med en akademisk baggrund, folk, der havde interesseret sig for forskning på området, men det var også vigtigt for mig, at der deltog nogle, der måske ikke lige normalt ville blive betragtet som trivselseksperter. Det kan være folk, der har haft rigtig mange ansatte i fritidsjob, eller folk, der har stærke rødder i det frivillige foreningsliv, eller folk, der har arbejdet med undervisning – formanden for kommissionen er jo forstander på en højskole – for trivsel er nødt til at være noget andet end kun at stirre sig blind på mistrivsel. Hvis man kigger på et glas, som om det er halvtomt, drejer det også diskussionen i retning af, at vi skal tale om alt det, der er galt.
Derfor er noget af det, jeg blev mest glad for, da jeg læste rapporten, at rapporten også interesserer sig for det glas, der er halvfuldt – altså, hvad er det faktisk, der lykkes? Hvornår er unge glade? Hvad giver dem røde kinder og ild i øjnene? Det var det, der gjorde, at de kom frem til overskriften på deres rapport, »Et dansk svar på en vestlig udfordring«, fordi de siger, at meget af det, vi ved virker, faktisk er noget af det, vi traditionelt har været rigtig gode til i Danmark. Så vi står med et ret godt afsæt for at diskutere det her.
Det er jo, når man kommer hjem fra håndboldtræning; det er, hvis man har følt sig anerkendt og fået løn for noget arbejde, penge, man faktisk selv har tjent; det er den velfungerende danske pædagogiske tradition; det er at gå til spejder, at være sammen med sin familie og faktisk være fysisk sammen med sine venner. Det er noget af det, der giver røde kinder og ild i øjnene. Derfor behøver vi ikke at opfinde alt muligt nyt; det handler mere om at styrke nogle af de tilbud, vi i forvejen har i det danske samfund, og som har fået det sværere.
Jeg synes, det blev sagt rigtig godt, da jeg talte med en klubpædagog, der havde fået en ny klub i den kommune, han nu arbejdede i, for kommunen ville gerne investere i de her fritidstilbud efter skolen – en ny, stor, lækker klub – og han var så frustreret over, at de unge ikke kom hen i klubben. Så spurgte jeg: Hvorfor? Så sagde han: Det er svært at konkurrere med smartphones og fyldte køleskabe. Det, han prøvede at sige, var, at da han startede som klubpædagog, tog børnene dér hjem til et hjem, hvor der ingen smartphones var, ingen PlayStation, og der var måske heller ikke altid et fyldt køleskab. Så det at tage hen i klubben var lige så meget et udtryk for, at det ikke var spændende at være derhjemme.
Men nu er det blevet sværere at få unge op i klubben, fordi folk kan gå hjem og kigge på TikTok eller Instagram, og der er mange, der tilbyder noget til unge, som der ikke er mange vitaminer i. Det er jo som at spise hvidt brød at sidde og bruge et par timer på at glo på videoer på TikTok, men det er enormt tiltrækkende for mange unge, og det er jo designet til, at de skal blive afhængige af det. Derfor er det lidt svært at være en klubpædagog. Selv om man har en ny lækker klub med bordfodboldborde og det hele, kommer de unge ikke af sig selv. Det er noget af det, jeg synes er det sværeste rent politisk her: Det, der griber ind i folkeskolen – det ser vi i trivselsmålinger – eller på gymnasieområdet eller i sundhedsvæsenet, kan vi regulere. Vi har vores paragraffer og vores bevillinger, og det er vi verdensmestre til herinde i Folketingssalen. Det kan vi så diskutere med hinanden i forskellige aftaler og forligskredse. Det skal vi nok finde ud af.
Men hvad angår en stor del af de anbefalinger, der kommer, er det noget, vi ikke lige kan skrue på herinde. Vi kan ikke bestemme, om forældre skal lægge deres smartphone ned og faktisk være til stede ved frokostbordet hjemme hos hr. og fru Danmark. Så kommer vi i hvert fald til at leve i et ubehageligt samfund, hvis vi begynder at regulere den slags.
Noget af det, der er svært for os, men jeg tror ikke umuligt at regulere eller understøtte, er, hvad der sker, fra børnene får fri, til de går i seng. Den tid – fritiden, det ligger lidt i ordet, tiden er jo netop fri – skal vi netop ikke regulere med alt muligt »skal«. Det skal være frivilligt, om man gider gå til håndbold, eller om man gider komme op i den klub, eller om man gider have en avisrute. Men det, vi bør diskutere med hinanden, er, hvordan vi så kan understøtte det. Jeg synes faktisk, vi er nået et rigtig godt stykke på fritidsjobområdet, hvor der var nogle helt unødvendigt rigide bindinger på, hvad unge måtte foretage sig, som jeg synes vi har fået ryddet op i. Der var også noget skattepolitik, som jeg tror kan være med til at tilskynde flere til at få et fritidsjob. Det er entydigt godt. Der har været et ret voldsomt fald i andelen af unge, der har et fritidsjob, og det tror jeg er rigtig skidt for trivslen, fordi det er godt at have et fritidsjob.
Når det så handler om det frivillige idrætsliv, fik vi for nylig tal, der viste, at der faktisk var rekordmange børn og unge, der var medlemmer af frivillige idrætsforeninger. Det er jo virkelig, virkelig positivt og måske også et udtryk for en modreaktion, fordi de unge og måske også deres forældre kan godt se, at det ikke går at bruge hele eftermiddagen på TikTok, men at man bør være en del af noget frivilligt idrætsliv eller en spejderforening eller noget andet. Selv om der har været en stigning, hvilket jo er positivt, mener jeg, vi skal fortsætte den politiske diskussion af, hvordan vi kan understøtte det. Hvordan kan vi understøtte, at flere går til svømning og håndbold? Noget af det er jo kommunal politik, og jeg håber, det kan blive en del af den kommunalpolitiske valgkamp. Der er nogle byer, der er vokset rigtig meget, men hvor tilgængeligheden af fritidstilbud slet ikke følger med. København er jo en af dem. I landdistrikter kan det handle om noget andet. Der kan det måske handle om transportmuligheder, tilgængelighed, at det ligger tæt på, hvor man bor. Det synes jeg er en vigtig diskussion.
Så synes jeg, at sfo- og klubtilbud er vigtige. Vi kan se, at fra 3. til 4. klasse falder antallet af, hvor mange der går i sfo- eller klubtilbud, efter de har fået fri fra skole, dramatisk. Hvis de gik hjem og gik med aviser eller de gik ned og spillede håndbold, synes jeg ikke, det er et formål i sig selv, at vi skal have flere i sfo eller klub, men udfordringen er jo, at rigtig mange går hjem på sofaen, og så sidder de bare og glor ned i deres mobiltelefon, indtil forældrene kommer hjem fra arbejde kl. 17 eller 17.30. Det er meningsløst tab af ungdomsliv at bruge 2-3 timer hver eftermiddag på det. Jeg ville ønske, det kun var nogle ganske få, men problemet er jo, at det er et bredt folkeligt problem i alle samfundsklasser, at unge spilder deres liv på at sidde og glo på det der. Det tror jeg også vi skal diskutere med hinanden, altså hvordan vi kan understøtte andre aktiviteter. Igen vil jeg sige, at det jo ikke er fritid, hvis det er »skal«-bestemmelser, så vi skal finde ud af, hvordan det stadig væk kan være frie tilbud, man selv aktivt tilvælger, men hvor vi kan gøre det lettere tilgængeligt. Det kan handle om økonomi, geografisk tilgængelighed eller hvad som helst.
Det er en af årsagerne til, at årets Sorømøde i starten af august handler om fritiden. Jeg synes faktisk, det er de anbefalinger i Trivselskommissionens mange anbefalinger, som er sværest rent politisk at få greb om. Så det er det, jeg tænker vi skal prøve at bruge et par dage på. Jeg håber, mange har mulighed for at deltage. Vi har prøvet at invitere folk, der ikke kun er uddannelsespolitiske folk, men også folk, der arbejder med fritidsjob eller med idrætsliv eller noget andet, til at komme og fortælle, hvad der skal til for at få flere unge til at blive en del af de forpligtende fællesskaber, som vi ved er med til at få fyldt glasset halvt op, og som måske også kan fylde det endnu mere op.
Det skal jo ikke stå i modsætning til, at vi også har brug for behandling. Vi har brug for psykologi, og der skal stilles nogle diagnoser hos nogle unge. Vi må aldrig nogen sinde sige, at investering i det brede flertal af unges gode, sunde og aktive fritidsliv står i modsætning til, at der er nogle, der virkelig har brug for specialiseret hjælp. Men vi kan bare se, at der alt for mange i dag, der får stillet diagnoser, og vi driver for mange unge i retning af behandling og antidepressiver og terapi. Det burde kunne forebygges, og de burde kunne rummes i de almene tilbud. Jeg synes, det er det, de siger med »Et dansk svar på en vestlig udfordring«.
Så synes jeg også, at jeg kan høre bred anerkendelse af Trivselskommissionens arbejde, og det vil jeg også bare sige amen til, for jeg synes faktisk, det er en af de bedste samfundsanalyser, jeg har læst i meget, meget lang tid. Jeg prøver ellers at følge nogenlunde med. Jeg synes faktisk, at der for en gangs skyld er nogle, der virkelig rammer samtiden rigtigt og får beskrevet, hvorfor det er, vi har nogle problemer i vores samtid nu, som vi ikke havde for 20 eller 30 år siden. Jeg synes faktisk ikke, det er så tit, at man får en kommissionsrapport, hvor de er i stand til det – de er ellers fyldt med grafer og tabeller, men lidt færre sådan idéer og analyser. Så tak for det.