Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget 2024-25
B 173
Offentligt
3027656_0001.png
Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget
Dato
22. maj 2025
Bilag
1
Sag
25/19148
Enhed
SIKPOL/INTJUR
FOU B 173 – endeligt svar på spørgsmål 8 fra Theresa Scavenius
stillet den 29. april til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Vil ministeren yde teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, der indskriver
i beslutningsforslaget, at det kræver en Folketingsbeslutning, hvis der planlægges
udvidelser af antallet af amerikanske baser?
Svar
Udenrigsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der spørges til en eventuel
udvidelse af de aftalte anlæg og områder på dansk territorium som stilles til rådighed
af Danmark, og som de amerikanske styrker, amerikanske leverandører, danske
leverandører, pårørende og eventuelle andre, som den danske og amerikanske
regering måtte aftale i fællesskab, har ret til at få adgang til og benytte i henhold til
forsvarssamarbejdsaftalen.
Med aftalen vil amerikanske styrker få en direkte adkomst til at gøre brug af
nærmere bestemte militære anlæg og områder i Danmark med henblik på at kunne
foretage en række konkrete aktiviteter som led i det militære samarbejde. Blandt
disse aktiviteter er udstationering af personel, opbevaring af militært materiel og
udstyr, vedligeholdelse og træning. De omfattede anlæg er oplistet i
forsvarssamarbejdsaftalens bilag A og udgøres på nuværende tidspunkt af de tre
flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg.
Det følger af forsvarssamarbejdsaftalens artikel 30, stk. 5, at aftalens bilag A udgør
en integreret del af forsvarssamarbejdsaftalen og kan ændres ved skriftlig aftale
mellem den danske regering og amerikanske regering eller deres administrative
repræsentanter.
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
[email protected]
Web: UM.dk
1/3
B 173 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 8: MFU spm. om teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, der indskriver i beslutningsforslaget, at det kræver en Folketingsbeslutning, hvis der planlægges udvidelser af antallet af amerikanske baser
Det bemærkes, at regeringens kompetence til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige anliggender efter grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., er et
regeringsprærogativ. Gennemførelse af en række udenrigspolitiske dispositioner
kræver dog Folketingets forudgående samtykke, jf. grundlovens § 19, stk. 1, 2. og 3.
pkt., og stk. 2. Det forhold, at grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., er et
regeringsprærogativ indebærer bl.a., at lovgivning mv., der pålægger regeringen at
foretage eller undlade at foretage bestemte udenrigspolitiske handlinger, ikke er
retligt bindende for regeringen. Hertil kommer, at det almindeligvis antages, at
regeringen ikke er retligt forpligtet til at følge folketingsbeslutninger, der pålægger
eller opfordrer regeringen til f.eks. at fremsætte et lovforslag, eller som uden særlig
hjemmel i grundloven eller den almindelige lovgivning pålægger eller opfordrer
regeringen til at træffe andre foranstaltninger.
Som anført i forsvarsministerens besvarelse af 2. maj 2025 af spørgsmål nr. 26 til L
188 har regeringen ikke på nuværende tidspunkt overvejelser om at udvide aftalen
til yderligere militære anlæg og områder på dansk territorium.
Hvis det i fremtiden måtte blive aktuelt at ændre aftalen med henblik på at øge
antallet af omfattede anlæg og områder, vil regeringen inddrage Folketinget i
relevant omfang i forbindelse med en sådan beslutning.
Med spørgsmålet ønskes der teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, der
indskriver i beslutningsforslaget, at det kræver en folketingsbeslutning, hvis der
planlægges udvidelser af antallet af amerikanske baser eller andre større ændringer
i aftalen.
Regeringen kan ikke støtte et ændringsforslag af denne karakter. Ændringsforslaget
vil i medfør af grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., ikke være retligt bindende for
regeringen. Det er i øvrigt regeringens holdning, at de almindelige regler og praksis
for folketingsinddragelse er hensigtsmæssige. Et ændringsforslag vil dog kunne
formuleres på følgende måde:
Ændringsforslag
Til
B 173 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks indgåelse af
forsvarssamarbejdsaftalen med Amerikas Forenede Stater.
Af (…), tiltrådt af: (…)
Til teksten
1) I den indledende tekst indsættes: ”Etablering af yderligere anlæg og områder til
brug for de amerikanske styrker i Danmark ud over dem, der er nævnt i bilag A til
forsvarssamarbejdsaftalen, kan kun ske med Folketingets samtykke.”
Bemærkninger
2/3
B 173 - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 8: MFU spm. om teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag, der indskriver i beslutningsforslaget, at det kræver en Folketingsbeslutning, hvis der planlægges udvidelser af antallet af amerikanske baser
Til nr. 1. Med ændringsforslaget foreslås det, at det tilføjes til teksten, at etablering
af yderligere anlæg og områder til brug for de amerikanske styrker i Danmark ud over
dem, der er nævnt i bilag A til forsvarssamarbejdsaftalen, kun kan ske med
Folketingets samtykke.
Ændringsforslaget indebærer en tilkendegivelse fra Folketinget om, at der skal
indhentes samtykke fra Folketinget, inden der kan indgås aftale om etablering af
yderligere anlæg eller områder til de amerikanske styrkers brug på andre lokaliteter
end de tre flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg, som er oplistet i bilag A til
forsvarssamarbejdsaftalen.
Det bemærkes, at regeringens kompetence til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige anliggender efter grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., er et
regeringsprærogativ. Gennemførelse af en række udenrigspolitiske dispositioner
kræver dog Folketingets forudgående samtykke, jf. grundlovens § 19, stk. 1, 2. og 3.
pkt., og stk. 2. Det forhold, at grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., er et
regeringsprærogativ indebærer bl.a., at lovgivning mv., der pålægger regeringen at
foretage eller undlade at foretage bestemte udenrigspolitiske handlinger, ikke er
retligt bindende for regeringen. Den foreslåede bestemmelse vil således i medfør af
grundlovens § 19, stk. 1, 1. pkt., ikke være retligt bindende for regeringen. Hertil
kommer, at det almindeligvis antages, at regeringen ikke er retligt forpligtet til at
følge folketingsbeslutninger, der pålægger eller opfordrer regeringen til f.eks. at
fremsætte et lovforslag, eller som uden særlig hjemmel i grundloven eller den
almindelige lovgivning pålægger eller opfordrer regeringen til at træffe andre
foranstaltninger.
Med venlig hilsen
Lars Løkke Rasmussen
3/3