Folketingets Lovsekretariat
Dato
02-06-2025
Bilag
Sag
25/00179
Enhed
MENA
URU B 136 - svar på spørgsmål 2 stillet den 23. maj 2025 af Trine
Pertou Mach (EL) til udenrigsministeren.
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, hvad Danmark som medlem af FN’s Sikkerhedsråd siden
januar 2025 har gjort for at bidrage til en forhandlet tostatsløsning mellem Israel og
Palæstina, herunder for at sikre at de to landes repræsentanter vil kunne mødes i
øjenhøjde?
Svar
Danmark har som medlem af FN’s Sikkerhedsråd opfordret til en to-statsløsning,
hvor en palæstinensisk og israelsk stat kan eksistere side om side i fredelig
sameksistens. Derudover har vi udtrykt skarp kritik af de israelske bosættelser og
fordrivelse af palæstinensere på Vestbredden. Bosættelserne er klart ulovlige og
udgør en væsentlig barriere for en to-statsløsning. Vi står også fast ved den
grundlæggende folkeretlige regel om, at territorium ikke kan erhverves gennem
magtanvendelse, ligesom vi er imod ethvert forsøg på at ændre demografien i Gaza
med magt.
Ved flere af møderne i FN’s Sikkerhedsråd har både Palæstina og Israel været
repræsenteret, og Sikkerhedsrådet har dermed været en platform, hvor begge
parter har kunne komme til orde og udveksle synspunkter.
Det er samtidig også klart, at fokus for drøftelserne i Sikkerhedsrådet, siden Danmark
er indtrådt, ikke mindst har været på den dybt katastrofale situation, der lige nu
udspiller sig i Gaza. Danmark har her kontinuerligt opfordret til våbenhvile, frigivelse
af gidslerne og nødvendigheden af at sikre øjeblikkelig og uhindret humanitær
adgang.
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail:
Web: UM.dk
1/2