Folketingets Boligudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 2504
Doknr.
9773489
Dato
06-05-2025
Folketingets Boligudvalg har d. 22. april 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 1
(B 108) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).
Spørgsmål nr. 1:
Hvad synes ministeren om et alternativt forslag, der ophæver
maksimalprislofterne for almene boligprojekter mod til gengæld at afskaffe den
kommunale og statslige medfinansiering af projekterne?
Svar:
Ophævelse af maksimumbeløbet kombineret med afskaffelse af statslig og
kommunal støtte i form af kommunal grundkapital og statslig ydelsesstøtte vil
grundlæggende ændre forudsætningerne for alment byggeri.
En alternativ model, som skitseret i spørgsmålet, forudsætter, at
boligorganisationerne gennem egenkapital, lån og beboernes betaling af
huslejen kan finansiere de fulde opførelsesomkostninger uden offentlig støtte.
Det vil være vanskeligt at forene med ønsket om at sikre betalbare almene
boliger, særligt i områder med høje grund- og byggeomkostninger.
Det er efter gældende regler kommunerne, der vurderer det lokale behov for
almene boliger og beslutter, hvor og hvor meget der skal bygges. Almene
boligorganisationer må alene opføre støttede nybyggerier. Maksimumbeløbet
understøtter, at boligerne kan udlejes til rimelige huslejeniveauer.
Det er derfor min klare opfattelse, at den nuværende model med
maksimumbeløbet og offentlig medfinansiering fortsat er nødvendig for at sikre
opførelse af et tilstrækkeligt antal gode og betalbare almene boliger.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1