21. maj 2025
Skriftligt bidrag til Udenrigsudvalget vedrørende beslutningsforslag B 175 om at arbejde
for, at Irans Revolutionsgarde sættes på EU’s terrorliste
Til Udenrigsudvalget,
På vegne af Alliance of Democracies Foundation vil jeg udtrykke min fulde støtte til
beslutningsforslag B 175, der pålægger den danske regering at arbejde for, at Irans
Revolutionsgarde (IRGC) optages på EU’s liste over terrororganisationer.
IRGC spiller en central rolle i undertrykkelsen af Irans egen befolkning og har dokumenteret
forbindelse til destabiliserende aktiviteter i hele Mellemøsten og ud over regionens grænser. Dens
støtte til terrororganisationer som Hizbollah og Hamas udgør ikke blot en direkte trussel mod
sikkerheden i Mellemøsten, men også europæiske og globale sikkerhedsinteresser.
På vores årlige topmøde - Copenhagen Democracy Summit - har vi givet stemme til modige
iranske kvinder i eksil, der kæmper for frihed og menneskerettigheder i deres hjemland. De
oplever trusler fra det iranske præstestyre – også uden for Irans grænser. Et af de mest markante
eksempler er Masih Alinejad, som har været udsat for attentatforsøg i USA, planlagt af personer
med forbindelse til IRGC.
En afgørelse fra Düsseldorfs højere regionale domstol har skabt et juridisk grundlag for at
betragte IRGC som en terrororganisation i henhold til EU-retten. Denne dom, sammenholdt
med stigende opbakning blandt EU’s medlemslande, skaber momentum for handling. Det er nu,
vi skal stå samlet og fremme en fælles europæiske tilgang til håndtering af truslen fra IRGC – tæt
koordineret med vores allierede i Canada og USA.
Det europæiske fællesskab er grundlagt på værdier som demokrati, frihed og respekt for
menneskerettigheder. Ved at arbejde aktivt for at sætte IRGC på EU’s terrorliste sender
Danmark og EU et klart signal: Vi tolererer ikke statssøttet terrorisme, og vi står solidarisk med
dem, der kæmper for frihed og demokrati – i Iran og i resten af verden.
Jeg opfordrer derfor Udenrigsudvalget og Folketinget som helhed til at støtte
beslutningsforslaget.
Med venlig hilsen,
Jonas Parello-Plesner
Direktør, Alliance of Democracies Foundation
© AL LI ANC E O F D EM OCR AC I E S FO U ND ATI O N 201 7