Udenrigsudvalget 2024-25
B 175 Bilag 6
Offentligt
3025755_0001.png
Anmodning om foretræde vedrørende B 175 – Forslag til folketingsbeslutning om at arbejde for, at Irans
Revolutionsgarde optages på EU’s terrorliste
Til: Folketingets Udenrigsudvalg
Dato: 13. maj 2025
Jeg ønsker hermed formelt at anmode om foretræde i forbindelse med udvalgets behandling af
B 175 –
Forslag til folketingsbeslutning om at arbejde for, at Irans Revolutionsgarde optages på EU’s terrorliste.
Baggrund for anmodningen:
Min motivation er både personlig og faglig. Jeg er født i Iran og tilhører den kurdiske minoritet. Som iransk-
kurdisk aktivist og Iran og Kurdistan rådgiver har jeg i en årrække arbejdet for at give stemme til de modige
kvinder i Iran og for at skabe international opmærksomhed om det iranske regimes undertrykkelse.
Jeg har selv mærket konsekvenserne af Islamisk Revolutionsgardes (IRGC’s) aktiviteter, og derfor er dette
ikke kun et politisk emne, men en sag med dybt personlig betydning. Mange af os i eksil er enten flygtet
direkte fra IRGC’s forfølgelse eller har familiemedlemmer, som har kæmpet mod regimet - i mit tilfælde
forældre, der har sat livet på spil i denne kamp.
Vi fortsætter vores kamp gennem demokratiske midler i Danmark - velvidende at IRGC’s trussel ikke er
begrænset til Iran. Truslen kender ingen grænser. Som aktivist frygter jeg i dag for min egen sikkerhed og for
andres - også her i Danmark.
Jeg er uddannet i statskundskab med speciale i iranske kvinders kamp for frihed. Mit foretræde vil dog ikke
handle om mig som person, men være en faktabaseret redegørelse for, hvordan IRGC udgør en konkret
sikkerhedstrussel i både Danmark og EU. Herudover vil jeg bidrage med væsentlige oplysninger, der kan
være afgørende for den politiske behandling og forståelse af forslaget.
Formål med foretræde:
At give indsigt i IRGC’s aktiviteter og konkrete sikkerhedstrusler i Europa og Danmark
At bidrage med dokumentation og centrale oplysninger, der kan nuancere og kvalificere
beslutningsgrundlaget
At stille mig til rådighed for spørgsmål fra udvalgets medlemmer
Praktisk:
Jeg repræsenterer alene mig selv og er naturligvis indforstået med de gældende rammer for et foretræde -
herunder 7-8 minutters oplæg samt op til 7 minuts spørgetid. Ligeledes vil jeg også meget gerne sende
beredskabsmateriale til udvalgsmedlemmerne, om nødvendigt.
Jeg håber, udvalget vil imødekomme anmodningen og ser frem til muligheden for at bidrage til den videre
behandling af beslutningsforslaget.
Med venlig hilsen
Jino Victoria Doabi